Da jeg var barn begyndte DR at sende et særligt program juleaftensdag. Det hed “Mens vi venter”, og var en slags “Go’morgen Danmark” for børn. Der var gæster i studiet, klippe/klistre, julemusik og små tegnefilm som hver især havde sit helt egne unikke syn på hvem julemanden var. Det var slow-TV.

Alt imens jeg sad der og småkedede mig med Jørgen Clevin og Bamse, susede mine forældre rundt i huset, for at gøre klar til den store aften! Kalkunen kom i ovnen, toiletter blev skuret, min far støvsugede bilen (af en eller anden grund, som jeg stadig ikke forstår, den dag i dag). Listen af ting der skulle gøres var lang, og det var ventetiden også!

Som voksen flyver tiden afsted, og juleaften kommer alt for hurtigt, og er ligeså hurtigt overstået igen. Om det er fordi vi ikke længere evner at tage hele verden ind med alle dens farver og smage, ved jeg ikke. Men måske er vi bare blevet så fokuserede på opgaven foran os, at alle vores sansereceptorer bliver tilstoppede.

Som barn plejede jeg f.eks. at elske sammenklappede Mariekiks med smør. De havde en helt særlig smag, med noter af vanilje og sommer. Det er stadig fint nok at spise en Mariekiks, men oplevelsen er en anden i dag, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Det er det samme med de dér helt specielle kiks som er formet som dyr. Det er bare noget andet som voksen, og det er lidt trist. Jeg undskylder mig med at opskriften sikkert er blevet ændret, men inderst inde ved jeg udmærket godt, at oplevelsen aldrig vender tilbage. Man kan måske også sammenligne det med frygten for at smags- og lugtesansen efter et “coronaangreb” aldrig vender tilbage.

Luk op!

I min (nyligt overståede) karantæne sad jeg mest bare på sofaen og talte dagene til at jeg kunne komme ud igen. Ligesom mange andre af mine medborgere sidder og venter på at landet lukker op igen. I mine tanker og følelser sad jeg “nede i Mosen” (Odenses svar på “Central Park”) en solbeskinnet sommerdag, sammen med en flok gode venner, og drak en ny-opknappet krystalklar pilsner. Parken summede af liv, og folk sad tæt. Det føltes som sidste skoledag, eller “Rød Første Maj”, og det var ganske enkelt fantastisk. Jeg vågnede desværre hurtigt op igen… “Findes denne oplevelse et sted ude i fremtiden, eller er det bare mig der endnu engang forsøger at genkalde mig følelsen af at spise en Mariekiks med barnlig tilgang?” tænkte jeg.

Jeg frygtede det værste.

Men forleden dag skete der noget, da jeg gik en tur i solskinnet 13 dage inde i min karantæne. Det var næsten lovligt, og jeg gik en stor bue udenom de folk jeg mødte (Min kone er mit vidne). Men der dukkede en følelse op. Den der barnlige følelse af glæde og iver efter at opleve mere! Alle mine sanser var pludselig åbne, og solskinnet nåede helt ind. Jeg mærkede hvordan den frostklare luft fyldte lungerne, og duften af natur gjorde sit indtog i mit væsen. Jeg gik jo nærmest og blev helt glad!

Så det er altså stadig muligt at finde lidt naiv, barnlig glæde! Problemet er nok bare at vi ikke opsøger den så tit. Og når den så endelig er der, har vi for travlt til at bemærke den, fordi den ofte er flygtig… Mariekiksen er ultra-fin og diskret i sin smag. Måske har vi brug for at få renset receptorerne lidt?

Jeg ved ikke om denne nedlukning kan hjælpe til at få renset receptorerne. Jeg kender ikke din tilværelse. Men under alle omstændigheder minder det mig om at vi har brug for pauserne. Vi har brug for at tage os tid til at nyde.

“Man må yde for at kunne nyde” siger et gammelt ordsprog, men nogen gange yder vi så meget at nydelsen bliver kvalt. Måske har vi mere brug for at nyde lidt, så vi får overskud til at yde.

Ugens opgave: At få renset receptorerne, så de små diskrete smage igen må blive fremtrædende i mit liv. Hvordan? Man kunne jo starte med at stoppe op, og nyde nuet lidt.