Hvem skulle have troet at 2021 blev året hvor vinteren vendte tilbage til Danmark? Termometeret i bilen viste minus 20 grader! Det er så koldt at selv bussemænd fryser til is, endnu før de er pillet.

Bilen skabte sig også da jeg startede den. Det var som om den råbte: “Det er ikke meningen at det skal være sådan her!!” Den brokkede sig over at dens støddæmpere var frosne. Oh well… Get over it! Det der bekymrer mig mest, er at en af radiatorerne derhjemme er holdt op med at virke. Jeg frygter springvand i krybekælderen, når det begynder at tø. Uhyggelig tanke… Især fordi vi ikke har en krybekælder. Det bliver spændende at se, hvor springvandet så dukker op.

Der er uden tvivl mange irritationsmomenter ved store snemængder og bundfrosne vandrør. Men jeg hører til en af dem der ganske enkelt æææælsker sne! Og det skal siges med rigtig mange æ’er, for det er en af de barnlige glæder som stadig sidder dybt i min voksne krop. Vores kælke overlever heller aldrig vinteren hvis det har været snevejr, for far her har været nede ad bakken mange gange. Og røde plastikkælke er ikke bygget til 85 kg, og slet ikke når bakken har flyvehop.

En anden ting med snevejr er lyset. Der er ikke noget bedre end en mørk aftentime i snevejr. For hele himlen er oplyst, og landskabet er spredt ud i et rødgyldent skær. Måske er det fordi vi bor tæt ved de store drivhuse i Odense N, men det er lige meget, for det er smukt. Man kan endda gå natteture steder hvor man ellers skulle have haft lygte med.

Sne… er… godt…

Nye glæder

Men her den anden dag, dukkede der en helt ny glæde op, ved det tykke snetæppe. Noget som jeg aldrig havde lagt mærke til før. Måske var det den voksne og eftertænksomme “skyggemunk” der talte til barnet i mig, men jeg begyndte i hvert fald at lægge mærke til alle sporene i sneen.

Jeg var helt alene dér på stien i “ådalen”, men omkring mig var hundredvis af spor spredt ud. Der havde ganske enkelt været mange mennesker og dyr igennem her, de seneste dage. Det ville jeg aldrig have tænkt over, hvis det ikke var snevejr.

Der var manden med de store store støvler som havde luftet sin ligeså store hund. Moren med kælken. Pigen der vist havde fået de helt forkerte sko på til snevejr. Ham der havde bukket sig ned for at samle ind til en snebold der måske skulle bruges mod den irriterende lillesøster. Der var én der gik på tæer, én der løb, én der hoppede. Så var der ham der tydeligvis var faldet i det glatte føre. Håber han er ok… Det ser ud til at han måske var blevet hjulpet op igen. Der var også de obligatoriske sneengle, i tre forskellige størrelser. Den største af dem kunne godt ligne én der var ligeså barnlig som mig.

Skiftespor

Som jeg gik der med fantasien i højeste gear, blev historierne flere og flere. Jeg blev næsten helt rørt over alle de liv og tilværelser der var gledet igennem landskabet på de få dage der var gået siden sneen begyndte at falde. Jeg følte mig pludselig ikke så alene. For jeg begyndte også at tænke over alle de mennesker der har sat spor i mit liv.

Sporene i sneen former landskabet, og sporene i mit liv former mig. På godt og ondt. Vi sætter allesammen spor der hvor vi færdes, og langt henad vejen styrer vi jo selv hvilke aftryk vi efterlader. Sneen bliver aldrig den samme igen der hvor du træder, gad vide om det også gælder i livet?

Når sneen smelter, forsvinder sporene også, men det betyder jo ikke at menneskerne holder op med at færdes her. Manden lufter stadig sin hund, moren går her også, men nok uden kælken. Vi lægger bare ikke så meget mærke til det.

Jeg lægger heller ikke altid mærke til sporene i mit liv, men de er der. Man skulle vælge at samle på de gode, og lade de dårlige ligge, men til sammen udgør de jo en stor del af mit liv og de har været med til at forme mig til den jeg er i dag.

Ikke alene

På samme måde er livet med Jesus også med til at forme mig. Det er uden tvivl det største aftryk nogen nogensinde har sat i mit liv. Det dækker også nogle af de andre, knapt så pæne aftryk -hvilket jeg er glad for. Men selv Guds aftryk kan nogle gange være helt usynligt. Betyder det så at Han er forsvundet, eller at Han ikke færdes i mit liv længere? Nej, Han er der, men måske er der bare perioder, hvor man ikke lægger så meget mærke til det, før man vender sig om og kigger tilbage.

Du er ikke alene. Jeg er ikke alene. Hvis du prøver at kigge efter de spor som er sat i dig, vil du med garanti også finde gode og vigtige aftryk. Ja, og så kan du jo mange gange selv styre hvilke spor du efterlader.

Hmm… Nu sner det igen. Tid til nye spor, og måske skulle man lave en lille snemand?

Følg og like: