Kommentaren brænder sig ind på min nethinde, og jeg overvejer mit gengældelsesangreb. Jeg gider ikke onlinekrig, men det dér er bare så irriterende overfladisk.

Med tandbørsten i den ene hånd og telefonen i den anden, er jeg for længst i gang med at blive klar til dagen.
Jeg har formuleret indtil flere sætninger til min ripost, men ender med at ryste passivt på hovedet, og lade ham slippe væk. ”Well kære ven, hvis det er din tro, så har du ikke fået din sidste forskrækkelse endnu”, tænker jeg og rækker ud efter mine endagslinser.

Jeg får synet igen, og skimter min egen kontur i spejlet gennem de tågede kontaktlinser.

Da jeg første gang skulle have dem i, sad der tre store optikere ovenpå mig, for at det kunne lykkes. To til at holde øjenlågene adskilt, og én der skulle tvinge de afrundede plastikkupler ind i mine øjeæbler. Det var som om min krop havde et automatisk forsvarssystem, designet til at ødelægge enhver der ville forsøge at tage synet fra mig.
Jo, Krav-Maga timerne havde givet pote… Lidt for effektivt måske. Men optikerne overlevede i det mindste…
Jeg er klar til kamp for at bevare synet, hver eneste dag! Både det der sidder i kraniet på mig, og det jeg bærer i hjertet.
Nu går det i det mindste rimelig nemt med at få linserne på plads, selvom de generelt er lidt irriterende.

Tågen letter og fra spejlet kigger en træt bleg gammel mand ud på mig. Han har vist oplevet nogle ting i sit liv, og står nu der og forventer at jeg gør noget.

Han kan ikke uden mig.

Det er mig der kontrollerer ham, og alligevel fik jeg rodet ham ud i alt muligt lort undervejs. ”Sorry ol’ chap, men det var nu mest din egen skyld.”
Han har render under øjnene, grå stænk i skægget og en hjerneskal der skinner lidt for meget.

”Skal vi komme i gang?” Spørger jeg, og han nikker til mig.

Pushing fifty, men stadig først lige gået i gang med livet, det er da sådan det skal være, ik´?
Jeg åbner skuffen ned til mit pillearsenal og sukker opgivende. Kroppens forgængelighed taler et andet åbenlyst sprog end min egen illusion.

I det mindste er det den der mirakuløse frelsermedicin alle vil skrives op til.
Det er dét de unge vil have, indtil de har det.

”Gud findes ikke”
Måske er Gud ikke illusionen. Måske er det mere den kunstige ”normalverden” vi tror vi har skabt.
Det er det falske sted.
Vi popper små gule kapsler som tic-tacs, bare for at vedligeholde en fiktiv baseline.
Men lige nu, har jeg mest bare brug for ro.

Jeg trisser gennem stuen med min urtete, griber min bibel og sætter mig i den slidte sofa.
Det er svært at finde sig til rette. Min venstre kontaktlinse sidder lidt skævt, og den ynkelige facebookkriger spøger også stadig i baghovedet. Megatræls!

Jeg begynder at læse dér, hvor jeg er nået til, Johannes 9.
En passage hvor Jesus er i gang med et skarpt comeback mod en flok af ”de der” der nok syntes de havde styr på det hele, og i øvrigt også mente at Han ikke eksisterede, i hvert fald ikke i form af Guds Søn. Han havde ellers lige helbredt en blindfødt mand, som nu stod lige så fint og gloede på dem.

”Hvis bare I havde været blinde, så havde I ikke været skyldige” sagde Jesus. ”Men I kan faktisk bruge øjnene, og alligevel kan I ikke se hvem jeg er?”

Jeg smiler skævt af skribentens evner, når han beskriver Jesus der sætter farisæerne på plads.
”K.O. Jesus… Godt gået” tænker jeg. ”Gid jeg havde samme retoriske evner i øjeblikket”.

Vildt nok egentlig, at det moderne menneske i al sin ”glans” stadig kan identificere sig med tro.
Men det kan jeg, uden problemer. Det giver så meget mere mening end alt andet verden kunne kaste efter mig. Troen er endda blevet mere moden med tiden. Det er så nærværende, som var Han lige her ved siden af mig.

Vent… Det er Han vel egentlig?

En følelse lister sig ned ad nakken på mig, jeg oplever pludselig mig selv som en brik i det kæmpestore narrativ som er hele eksistensen, fra den første oprindelse, til den yderste dag. Alt det jeg er en del af, og som er en del af mig.
Som om et indre øje har åbnet sig, og det lyser helt klart, uden kontaktlinser!
Jeg ved ikke, om det er medicinen der er kicket ind, eller om det faktisk er et guddommeligt touch-down, lige der midt på den støvede sofa en søvnig mandag morgen.

Who cares, jeg er oplyst, og har bare brug for at hoppe i kaninhullet og connecte med Gud.
Heh, det lyder så helligt når jeg tænker det sådan…

…men, det ER jo helligt!

Hellig! Frelst!
Så ofte de ord der står på pøblens store gummistempel. Det står for ”bedrevidende”, ”fordømmende”. Som om jeg ville sætte mig selv op på en piedestal. C’mon, så cool er jeg heller ikke. Men samtidig stemples vi også som naive og snæversynede. Der er mange labels, men kun ét jeg definerer mig med:

Jeg tror!

Så jeg er jo nok hellig eller frelst, og måske endda begge dele, men der er intet bedrevidende over det. Ingen glamour, bare en dyb indre ro, og en stor dør midt i sjælen som altid står på klem. Det er der jeg kaster alle mine bekymringer ind.
Det er der jeg sætter ankeret fast, planter begge fødder i asfalten, rækker en knytnæve i vejret og råber ”Død, hva’ ka’ du?” Jeg har fundet livet… Så hvad skal jeg bruge dig til?

Trust me, mit liv crasher også indimellem. Jeg falder også over stenene på vejen når jeg ikke ser mig for, og rammes af random stenslag undervejs. Dem der nemt kan komme til at hindre udsynet. Mine beslutninger er ikke nødvendigvis altid mere velovervejede end andres, men det behøver ikke at definere mig.
Jeg har koblet mig op på noget der er større end mig selv.

Den fordømmende er ham der dømmer mig på forhånd. Bare fordi han ikke har mødt Gud endnu… Blindfødt… Snæversynet… Men der har vi måske alle sammen været på et tidspunkt. Jeg fandt bare livet før ham. Jeg åbnede øjnene, og indtil videre er det lykkedes mig at beholde dem åbne.

Gud findes…

Nogle er blindfødte, andre blev blinde undervejs, lidt som dem Jesus gik i clinch med.
De blindfødte har ikke åbnet deres øjne endnu, men de andre må næsten have det værre. De har set sandheden, men blev alligevel inficeret af bitterhedens grå stær, der gør verden flad, misfarvet og kvalm af indeklemt galde. Det stiller jo næsten min Facebook-antagonist bedre end dem.

Jeg løfter øjenbrynet i eftertanke… Interessant…

Kunne jeg være blevet bitter? Ja, det kan du bande på! (Det skal du ikke, men du ku’ godt)
Mit liv blev også revet i stykker, bulet og mærket. Flere gange. Og det var sikkert ikke sidste gang. Jeg kunne være blevet martyr, offer, blændet. Men det er så meningsløst at lade det definere mig.

Blev jeg bitter?

Nej… Mit syn betød mere for mig.

Bitterhed er et valg før det bliver et vilkår, og jeg kommer ikke til at gå gennem livet blind. Jeg vil bevare synet, så jeg kan opleve glæden af at se blindfødte åbne øjnene for første gang… Og måske… Måske også opleve nogle af de andre få synet tilbage.

Jeg blinker en ekstra gang, og venstre kontaktlinse falder på plads foran iris.

Jeg ryster langsomt på hovedet og takker Gud for evnen til at give slip, og stadig være i stand til at se nogenlunde klart.

Måske skulle jeg nuancere mit Facebook-ripost lidt.  

Koppen er tom, jeg har glemt tiden, så jeg rejser mig hurtigt op og skynder mig ud for at pakke min taske. Jeg overser sofabordets ben, og det møder min højre lilletå med nådesløst eftertryk.

”AAAAH!! Man skal da også altid se sig for!”

Ingen er fredet…

The post Blindfødt appeared first on skyggemunk.dk.

Men der er noget med den dér nye medicin blandet med koffein og Chocopops, der ikke rigtig spiller for mig. Det gør mig lidt skør i hovedet for tidligt på dagen, så jeg venter med kaffen til jeg rammer kontoret.

I dag skal jeg dog ikke på kontoret. Det er min day-off. Den dag hvor jeg selv bestemmer, eller hvor jeg næsten selv bestemmer, hvad der skal ske.

I dag skal jeg til København. Den selvsamme medicin der, blandet med kaffe, giver kolbøtter i kraniet, skal evalueres. Så… Jeg triller stille og rolig ind mod banegården, i vores hvide lyn, ”Sirene”.

 Vi har altid givet vores biler navne, og derfor var det nok også svært for ungerne, når vi fik en ny bil. Emma, Niller, Buster, Sorteper, Sirene, Suki, har allesammen været en del af familien.

Jeg parkerer ved kirken, og tager den sidste lille tur op til stationen på gåben. Det er trods alt billigere at tage toget.

Det er naturligvis forsinket, så jeg slentrer hen til 7-eleven og køber en alt for dyr kop filterkaffe. Tja, medicinen er kicket ind, så nu skulle det være sikkert at bælle en spand tjære.

Jeg står oppe over skinnerne i stationsbygningen og stirrer ned ad banelegemet, mens jeg sipper overlegent af min kop Java. Hmm… ”gulvopfej” er måske mere betegnende, men det virker.

Jeg er i min egen verden, spærret inde mellem mine hørebøffer, hvor min morgenmeditations-playlist (kristen, naturligvis) er ved at være færdig. Jeg tænker at folk omkring mig aldrig ville gætte at det var dét jeg lyttede til.

Jeg skifter, casual, til noget andet. Jeg er alligevel længe færdig med mit morgenritual, bortset fra bibellæsningen.

”Den tager jeg på toget”, tænker jeg.

Jeg stiger ind, finder min plads og begynder at indrette dét der vil være mit personlige space de næste 90 minutter.

Der er noget der lugter fælt!

Er det lort?

Sure tæer?

Crap, er det mig??

Har jeg trådt i noget?

Jeg når næsten at panikke, inden jeg får øje på et ældre ægtepar skråt overfor mig, der sidder og guffer hver deres svedige ostemad.

”Ah… Fair nok” smiler jeg skævt. Så længe det ikke er mig der spreder sur mojo i togkabinen.

Alt er godt, og velbekomme i øvrigt.

Togture gør altid noget ved tankerne. Jeg kommer ofte til at filosofere over hvor jeg er på vej hen.

Og hvor jeg kommer fra…

For mig har det altid været lidt paradoksalt…

At rejse er…

Jeg elsker at rejse. Jeg elsker nye ting. Jeg elsker at se verden, anskue livet fra forskellige platforme, vende og dreje alt hvad jeg støder på. Men jeg har alligevel boet samme sted hele mit liv. Bortset fra et par år på efterskole, men det tæller næppe som bopæl.

Jeg bliver nogle gange beskyldt for at være stavnsbundet, ufleksibel og ”stuck”. Men det kunne ikke være længere fra sandheden.

Dem der er mildest i deres dom, kalder mig ”trofast”.

Heh, tak for det, men jeg er altså ikke en hund.

”Trofast” har fået en negativ nuance, fordi det ikke er in. Når man er trofast, så er man kedelig og tager ikke ansvar for sit eget liv. Man er tung i røven og har sikkert indtil flere neurotiske lidelser der gør, at man er gået i stå.

Man skal jo flytte på sig! Man skal ”gøre noget andet end man plejer”, komme ud af sin skal!

Man skal helst have været verden rundt flere gange og besat mindst seks forskellige jobpositioner for at være interessant og driftig nok; sådan rigtig pioneragtig!

Men c’mon, det er jo noget vrøvl. At kalde mig trofast er lige så charmerende som at kalde dem der suser rundt ”rodløse”. Det har jeg nok egentlig også gjort nogle gange. Tihi.

Vi er nogle stykker som jeg hellere vil give etiketten ”Os der blev”.

Vi er ikke trofaste, men vi er faste i troen på det vi bygger, hver dag.

Vi ønsker at se det der blev plantet vokse op, bære frugt og måske endda give frø til de næste plantninger. Vi arbejder på det hver dag. Gennem sæsoner.

Stifteren af Chick-Fill-A blev nogle gange kritiseret for, at han kun havde arbejdet ét sted i sit liv. Så hvordan kunne han rådgive andre virksomheder?

Til det svarede han: ”Til gengæld har jeg arbejdet her i 60 år. Jeg har oplevet næsten alle tænkelige faser af virksomhedsudvikling, bare inden for samme virksomhed.”

Homegrown

Jeg kender kirken i Odense ret godt.

Jeg har været gennem mange sæsoner, set rigtig meget. Gode ting, svære ting.

Er jeg ekspert?

Nej, der er forhåbentlig masser jeg kan lære endnu, og senest har skiftet til Åbenkirke udfordret mig – positivt. Vi inviterede det selv indenfor, og det har ændret på meget af det jeg har været med til at lægge fundament for gennem 18 år.

Men helt ærligt: Kirken er i dag meget tættere på den kirke jeg har drømt om, end den nogensinde har været, og vi bygger stadig.

Jeg var klar til at rejse ud i verden (og er det faktisk stadig), men det var som om Gud spurgte mig:

”Hvad hvis jeg bad dig om at blive?”

Mit svar?

”Yes, så er det dét vi gør!”

Der er ingen klapsalver for dem der bliver. Der er ingen hyldest, eller offentlige erkendtligheder. Ingen der siger ”Hvor var det fedt at du blev hængende”.

Der er masser der hylder dem der tør at bryde op og rejse ud. Dem der ”bryder nyt land”.

Og jeg er med i koret! Jeg synes det er vildt fedt!

Jeg elsker at min gamle kollega er rejst ud i verden, og min nye kollega rev sit liv op med rode og plantede det hos os, midt i Odense. Det har jeg kæmpe respekt for! For det er svært.

Men det kan også være svært at blive.

Det er vigtigt at man husker ”Dem der blev”.

Det siger jeg ikke fordi jeg vil hyldes. Virkelig! Så la’ vær’ med det.

Men vi har mange iblandt os, der på hjemmebanen er omstillingsparate, smøger ærmerne op, tager imod alle der kommer til byen og hjælper til. Mennesker som hver eneste dag bryder nyt land, bare på hjemmefronten.

Ikke fordi de er trofaste, men fordi de er faste i troen.

Der er brug for begge dele, det er tydeligt her i Odense. At jeg nu, er blandt dem der blev, gør ikke min opgave mindre eller dårligere. Jeg føler mig værdsat, og ved jeg er med til at gøre en stor forskel, så mit formiddags-tankespind her handler ikke om mig.

Men jeg tror måske jeg har brug for at udtrykke det, på vegne af alle dem der ikke rejste ud, og måske føler at det var mindre modigt at blive.

Det er det ikke.

Nogle gange kræver det faktisk mere mod at blive og bygge med.

Og det kræver uden tvivl større omstillingsparathed at tage imod alt det nye der kommer, uden at blive gammel og bitter over at tingene forandrer sig.

Can we build it?

Jeg er i disse år med til at re-tænke, genopflamme, omplante, rive ned, bygge op og bygge om på alt det, vi har bygget gennem mange år.

Årh… det var synd, hva?

Vel er det ej.

Jeg elsker det.

At se hvordan tingene kan blive endnu bedre, endnu større og stærkere ud fra en rod der allerede står solidt i den fynske muld.

Hvorfor skulle jeg være andre steder end her?

Bitterhed giver ikke gode rødder, men dem der er indstillet på fornyelse, bliver rødderne der holder hele vejen igennem.

Først og fremmest må det jo være Gud der lægger retningen, og troen på at Han har styr på det.

End of line

Well… Toget er snart fremme, og jeg nåede ikke at læse i min bibel.

Det må jeg gøre på hjemturen. Playlisten er også blevet i stigende grad mere hardcore, så jeg er totalt klar til at møde den psykiater.

Vær fast i troen på Gud, og på det du bygger.

Om du gør det derhjemme, eller ude i verden et sted, så bærer det stor værdi.

Bum.

The post Os der blev appeared first on skyggemunk.dk.

Man kan skrive sig igennem meget siger man. Men hvordan skriver du dig ud af krisen, hvis krisen eksisterer i hele din verden, i alt hvad du er? Jeg kan ikke skrive mig ud af de udfordringer mine børn kæmper med, diagnosticerede eller ej. Formfuldendte strofer kan heller ikke hamle op med symptomerne i min krop, som fortæller mig at jeg sikkert er dødeligt syg.
Jeg ved jo godt at selv helten ved hvornår han skal være bange, men der er bare -som oftest- en håndgribelig grund til hans frygt.

Skriften på indersiden af kranievæggen er ellers tydelig nok: ”Du er vejet og fundet for let”, og dén slukker i hvert fald ikke tørsten efter det ulevede, usagte, uopdagede. Det er umuligt at skrive sig ud af alt det der måske kunne have været, eller ikke burde have været, ”hvis bare…”

Min bare, siger jeg bare… Det skal være løgn:

Jeg tager ud til lufthavnen, flyver til Hollywood og spiller hovedrollen i en storfilm. Jeg køber et hus i glimmerbyens bakkedale, og mænger mig med alle de kendte.

Jeg skriver den perfekte sang og opfører den for en ekstatisk menneskemængde, flyver til tops og vinder en Grammy, og dernæst en Oscar.

Jeg er berømt og på alles læber, for det fantastiske menneske som jeg jo er. Jeg tillader hele verden at hylde mit ekstraordinære talent! Drikker en whiskey med Depp og en bajer med Black. Griner af verden og ruller i skejser. Spiller tennis med Downing og hænger ud med Gosling… Går til tandlægen og får grillz, og senere en ansigtsmaske af Ole H… Slentrer ned af Rodeo Drive og smiler kækt til pressen.

Jeg besøger alle de steder man normalt ikke får adgang til. Fordyber mig i næste rolle, pick and choose, og siger nej til Scorsese. Smadrer et hotelværelse, får opmærksomhed hvor end jeg går. Jeg sætter næsen i sky, selvbestaltet guddommelig: Il Divo! Jeg danner par med alle de kendte…

Jo dybere kaninhullet går, jo mere væmmes jeg ved mig selv, jo mere cringe føles det. Jo mere længes jeg bare hjem til mit hood. Villavejen med mine camouflagebemalede garageporte.

—

Jeg vil tage ud til lufthavnen med mine egne, og flyve en tur til Tyrkiet, Malta eller måske endda LA. Opleve kulturer og ting vi endnu ikke har set.

Jeg vil synge en sang for dig, og elske når du synger med. Flyve til tops i vores liv, og glæde mig til næste niveau.

Jeg vil hylde min næste, sætte fokus på de hårdtarbejdende. Drikke en whiskey med Hansen og en bajer med Jensen. Grine af mig selv og rulle mig i græsset. Spille tennis med fruen og hænge ud med døtrene. Passe på mig selv og dyrke mine interesser. Slentre gennem ådalen og smile kækt til Fru Pedersen.

Tiden i sofaen med min fam. Minderne vi har, og drømmene vi deler. Armen om skulderen, når du græder, de gode råd når livet gør ondt. Tiden på terrassen med de nære venner. De dybe samtaler om bålet, de tyve år vi har haft, og de tyve plus vi stadig har i vente.

Hverdagen hvor jeg venter på at du kommer hjem, og de sene aftener hvor jeg glæder mig til at komme hjem, og falde i søvn ved siden af dig.

Måske er dette det ultimative liv, alt hvad man drømmer om, hvis man var fanget i glamour.

Jeg skrev mig nok alligevel igennem, and whaddayaknow: I’m actually already living the friggin’ dream…

– Hvem ved, måske er dit liv noget andre kun kan drømme om at få.

The post In the middle of Somewhere appeared first on skyggemunk.dk.

Gadekunstner i autonomhabit, hætten over cappen og mere buks end ben
skuler til mig med spraydåsen hævet, tydeligt inspireret.
Han betragter sit staffeli og værket, der lige om lidt træder frem
Når aerosolen bærer pigmentet mod den kolde mur, kan jeg ikke lade være med at smile
Han smykker byen i urbane stemninger, midt i mørket, som kommer hurtigt, helt af sig selv

Jeg skulle ligeud, men drejer spontant til højre, mod græs og træer og åens vand
Ned i parken til byens lunge; min egen vejrtrækning føles også straks lidt lettere
Kontrasten til gadens grå og våde flader er brun og gul, rød og orange
bladene maler på græsplænens grønne lærred

Jeg trækker skuldrende helt op, så de næsten når min hue
Træerne smider deres blade -de dør- og efterlader os her alene i kulden
De visne, brune blomster i Eventyrhaven, spændt ud, gravide med frø
Snart vil den bare jord træde frem, men kun til gartneren dækker den med gran
Han pynter forårets og sommerens grav, men det minder mig alligevel lidt om jul

Dagene forkortes, vi trækker indenfor og samles om det, der er nærmest
Vi har ikke længere lyst til at hænge ud på græsplæner eller hilse i parken
Vinterdepressioner sniger sig ind; vi formoder de har ret til at være her
Dog kun indtil solen igen får magt og tvinger dem i knæ ved forårets alter

Det sætter lys indeni og minder mig om, hvad der kommer, inden vi ved af det
Når varmen og duften af håb vender tilbage
Og endnu mere fortæller det om en kommende sommer, som aldrig igen skal erstattes af død.
Den sommer, vi håber på, når vi igen skal være sammen, alle sammen.
Både Far og alle dem, vi mistede engang.

Jeg går hjem igen, helt i ro, og betragter med et smil den nymalede, farverige mur

The post November appeared first on skyggemunk.dk.

Jeg kom til at tænke på en af mine gamle klassekammerater fra min folkeskole. Hun var ikke en jeg snakkede meget med, ikke en jeg havde et særligt forhold til, eller nogen særlige følelser for. Hun var bare en del af klassen. Hun var ikke upopulær på nogen måde, hun var faktisk vellidt og havde enkelte gode og nære veninder. Hun levede sit liv, lidt ligesom alle vi andre, med tilpas afmålte armbevægelser og tilstrækkelig opmærksomhed.

Jeg havde dog kendt hende godt nok dengang til at jeg stadig kan huske hendes navn, så jeg tænkte ”Gad vide hvor i verden hun er i dag?” Hun må jo næsten have en onlinetilværelse som de fleste andre, så jeg besluttede at finde hende. Der var ikke nogen særlig grund, andet end en nysgerrighed på et af de liv der var gået, uden det havde haft min opmærksomhed.

Facebook. Et godt sted at starte, for stalkere og de nysgerrige, så jeg skrev hendes navn og søgte.

Siden der kom op, var en mindeprofil.

Jeg kunne kende hendes ansigt. Hun havde altid langt tykt hår dengang, men det korte hår og tørklædet hun havde om hovedet på sit profilbillede, fortalte en historie. Et helt liv var gået, utvivlsomt med store kampe og voldsomme dage. Hendes billeder vidnede om en kvinde med et fast blik og en stålsat vilje, og hun havde både mand og børn omkring sig.

Livet er flygtigt og vi kender ikke vejen. Hvor mange gange skal vi se månen blive ny igen? 6 gange? 40? flere eller færre? Det ved vi ikke, og de fleste af os holder fast i den uvidenhed, uden egentlig at give det større opmærksomhed. Så er der dem der tænker på det hver dag. Dem der er bange for hvad der er på den anden side, og om det mon bare er et evigt tomrum. For dét er godt nok lang tid at tilbringe i et tomrum.

Endelig er der mennesker som min gamle klassekammerat, som nok på et tidspunkt henad solnedgang, kunne give et kvalificeret skøn. Der hvor accepten måske er blevet det nye håb, og en overvejelse måske sneg sig ind, at tomrummet efter solnedgang, måske ikke var så tomt alligevel.

Dét er håb, og med håbet lever vi altid til det sidste. Ikke et håb der tvivler, men et håb der gør det usynlige til en synlig realitet.

Vi må huske at leve livet før solnedgang, og lægge natten i Guds hænder.

The post Før Solnedgang appeared first on skyggemunk.dk.

Jeg kaster et blik bagud for at se om den lille flok jeg har ledt herud, er med. Jo, den er god nok, de følger ivrigt med i den historie vi er ved at skabe sammen.

Det er et af de tidspunkter på sommeren hvor jeg for alvor føler at jeg lever. Når min fantasi og evne til at skabe historier og alternative verdner, møder virkeligheden.

Jeg trækker vejret dybt og mine lunger fyldes af varm nåleskov og midtjysk hede. Jeg smiler lidt, for duften af hede, blandet med lyden af glade og spændte lejrdeltagere giver mig noget helt særligt. Jeg klasker hurtigt min højre hånd ned på mit skinneben, der var et-eller-andet der forsøgte at bide eller stikke mig, men det er bare en del af oplevelsen herude på heden.

Vi føler at vi er meget langt væk fra lejren, selvom at det nok kun er 700 meter i fugleflugt, og vi fortsætter ned ad den stejle sti mod vores mål.

I år er det en lille gruppe narkosmuglere der har indtaget området, og vi har opsnuset et spor om at de måske bruger ”ødegården” som skjulested. Det skal vi selvfølgelig undersøge. ”Det er endnu for tidligt at involvere politiet”, har jeg allerede forsikret børnene om, og det stoler de fleste af dem på. Det er jo helt naturligt at man vil tage en flok børn med ud på heden og undersøge den slags ting, når man har en mistanke om at der foregår noget kriminelt ikke? Nej… Selvfølgelig ikke…

Spændt til bristepunktet

Vi er på ”spændingsgruppen” som den uofficielt hedder blandt lederne. For børnene hedder den noget som f.eks. ”off-road sport”, ”Naturgruppen”, ”stifindergruppen” eller mange andre dæknavne. Det foregår om formiddagen, og børnene ved ikke, at vi bag navnet har udtænkt et mysterium som de skal løse. Eller… Måske ”ved” de det godt, men de lever sig så dybt ind i det at det næsten kan være sandt, og vi får altid skabt noget ganske smukt og spændende.

Pårup hede har været kulisse for mange forskellige lyssky aktiviteter i tidens løb. Nogle mere drabelige end andre. Narkosmulgere, Moonshine-destillerier, mordere, nynazistiske grupper, flygtede straffefanger, sindssyge videnskabsmænd der eksperimenterer på mennesker, monstre (det var inden lederens pandelapper var vokset sammen. Han siger undskyld), radioamatører, pro-russiske separatister, samt en underlig skikkelse som jeg selv er vokset op med, nemlig ”Sorte Hånd”. Listen er længere, meget længere. Vildt så meget der kan ske på blot 10 hektar jord.

Det er som oftest lykkes at overbevise mange børn om hedens farlige befolkning, men mange spillede også bare med, fordi uanset hvad, var det bare megaspændende.

Duk jer!

Jeg stopper op et øjeblik, det er for længe siden at der er sket noget, så vi er nødt til at sætte lidt ”fut” i gruppen.

”Hov! Stop stop! Ned!” Alle dukker sig, og nu sidder vi der, midt på skovstien, 5 ledere og 15 meget spændte børn, med vidt åbne øjne

”Hvad sker der?” spørger en af børnene.

”Jeg så noget! Inde i skoven! Noget bevægede sig!”

”Skal vi ikke gå hjem igen så?” spiller en af mine kumpaner med.

”Altså det er offentlig sti, så vi gør ikke noget galt. Vi er bare ude og gå en tur!” ”Hvem stemmer for at gå videre?”

13 ud af 15 børn rækker ivrigt hænderne op, og min sammensvorne ryster på hovedet. ”Det er lidt uansvarligt!” prøver han. Det er jo også lidt et trick, for samtidig bliver vi opmærksomme på de to børn der ikke rakte hånden op, og kan rette lidt ekstra fokus på dem, så de ikke bliver for bange.

”Uansvarlig er midt mellemnavn” siger jeg i bedste Bruce Willis stil, selvom jeg godt ved at jeg nok var den første der var løbet, havde dette været ægte.

Jeg er altid den uforsvarlige, hovedløse eventyrer i vores grupper. Det er altid mig der stikker en pose narko, et bundt sedler, eller en vigtig notesbog i lommen, hvis det er det vi finder på stedet. Fordi vi jo ”skal bruge det som bevismateriale”, og bare fordi det sætter en megafed stemning i gruppen, når mine med-ledere skælder mig ud på turen hjem til lejren. ”Du bringer os alle i fare!” ”Hvad tænker du på?” Jeg har blot foragt for den slags ting. (I legen, ikke i virkeligheden, bare rolig).

Den skumle Ødegård

Vi når langt om længe ned i bunden af ”dalen”, og står nu overfor ”Ødegården”. Et tidligere landsted, hvor hovedhuset er styrtet sammen for mange år siden, men laden står der stadig, og den er også stadig fyldt med gammel halm. Jeg husker selv kun svagt fra jeg var barn, at hovedhuset stadig stod der, men at vi ikke måtte gå derind på grund af nedstyrtningsfare. I dag er der kun fundamentet tilbage. Ødegården er nok det mest uhyggelige sted på heden.

Selv i dagslys kan det give enhver hårdkogt lejrleder tissetrang, så forestil dig at være her om natten, på natløb. Ødegården har nemlig været ramme for mangen et natløb igennem tiden, og det er ofte her de store ”showdowns” foregår, når mysteriet eller natløbet skal afsløres.

Eventyret slutter aldrig

Der er faktisk rigtig mange steder på heden der har fået navne i løbet af årene. Y-krydset, lille grusgrav, hestevejen, højen, hulvejen, kinahøj, skyttegravene og slugten for bare at nævne nogle få. Og alle stederne har hver deres historie og minder fra tidligere år, fra den ældste leder til den yngste deltager. Det er som om vi befinder os i et helt andet univers når vi er der. Det kunne lige så godt være Ringenes Herre eller Hogwarts Academy, bare med en god portion fantasi i stedet for magi naturligvis.

Vi får undersøgt laden, og der er noget mystisk ved det. En kuffert fuld af poser med hvidt pulver, og et brev med et mødested. Vi snakker lidt frem og tilbage og bliver enige om at vi hellere må lade det ligge. Jeg tager et par billeder, og så kunne det jo være at vi lige skulle undersøge det mødested næste gang gruppen mødes. Ja, og jeg stikker selvfølgelig noget vigtigt i lommen, så vi forbliver tro mod traditionen. Jeg sukker lidt ved tanken om at vi nu skal hele vejen op ad bakken igen og tilbage til lejren for at spise frokost. Ja, og så skal vi jo herned igen for at lægge nye spor, inden vi skal herned endnu en gang sammen med gruppen for at finde de selvsamme spor. Hvad man dog ikke gør.

Tilbage på lejren snakker vi ikke mere om dét vi har fundet. Vi skal holde det hemmeligt så det ikke spreder utryghed blandt de andre børn. Når de kommer og spørger ind til gruppen, svarer vi afvigende, eller fortæller at vi tager den næste dag i gruppen. Er de lidt beklemte, forsikrer vi dem altid om at lejrens område er ”safe space”. Det skal det være!

Næste dag når vi mødes igen, er gruppen næsten fordoblet… Det er sært, ikke? Det er som om eventyret udvikler sig helt automatisk, og ikke rigtig vil slutte. Det passer mig ganske udmærket.

The post Mysteriet på heden appeared first on skyggemunk.dk.

Jeg er sunket ned på køkkengulvet, sveden på panden vidner om varmen og den opvask jeg lige har taget. Jeg føler mig uoplagt, træt og svag. Mine tanker begynder at kværne om alt det der ligger ude i horisonten og venter, alle dem der er så meget bedre end mig, og dem jeg synes jeg slår med mange længder. Jeg er inficeret af noget der stammer fra din hjemegn

Det er skørt. Alle har hver deres hjørne af Gudsriget at fylde, så hvorfor har vi så travlt med de andres? Hvad skal vi egentlig bruge de sammenligninger til?

Det er menneskeligt. Alle har brug for at føle at deres eksistens gør en forskel. Men det skal jo nødigt blive narcissistisk, vel? Men verden er alligevel blevet selvoptaget. Det handler kun om mig. Fordi vi dræbte tanken om Gud, da vi jo tydeligvis godt kunne selv… Og se hvordan det går.

Det var jo løgn. Resultatet blev, at alle forsøger at kravle op på hver deres piedestal og udråbe sig selv til Gud.

Det er både useriøst, og ligegyldigt i den store sammenhæng. For alle skriger lige skingert fra hver deres selvopfundne platform, mens de peger på hinanden, iført selvbestaltet almagt. Og dem der ikke har en platform, dømmer dem der har.

Intet under hvis vi bliver en smule trætte.

Nå, til sagen: Vi havde et kæmpe problem i det 20. århundrede. Et fænomen som fandt sit gemmested under din lov Jante! Et kollektivt mindreværd. Et forordning der sikrede at ingen skulle komme og lave om på systemet, kritisere “The Man” eller fortælle fællesskabet hvor fællesskabet skulle stå. Det er dit ansvar!

Det 21. århundrede har udviklet sit eget problem, affødt af det du skabte… Det hedder ”Den omvendte Jantelov”, hvor individet ikke længere skal kues under mindreværdet, men i stedet fejlagtigt komme til at tro, at han/hun/hen/dem/det/whatever single-handedly er ”the shiiiiiit” for hele den kendte verden. Men intet kunne være længere fra sandheden! Fællesskabet er vigtigt, men så længe vi opfatter os selv som små guder, bliver det vanskeligt at opretholde.

Vi har faktisk brug for din lov Jante… Om end I en lettere modificeret udgave:

1. “Du skal ikke tro, du er noget.”
   • Jo du skal. Men ikke på sådan et niveau, at du ikke kan lære af os andre.
2. “Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.”
   • Jo du skal, men du er bare anderledes end mig. Det betyder at jeg kan bruge dig, og du kan bruge mig
3. “Du skal ikke tro, at du er klogere end os.”
   • Det er sandt, det skal du ikke. Men bring din viden i spil, og så har jeg sikkert en anden vinkel, og måske finder vi sammen et godt kompromis
4. “Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.”
   • Nej, det skal du ikke, for der er ikke noget værre end en der kommer og har den holdning. Ingen gider være sammen med sådan en type. Men du er lige så god som mig. Og jeg er hverken værre eller bedre end dig.
5. “Du skal ikke tro, at du ved mere end os.”
   • Det skal jo komme an på en prøve, ikke? Måske lærer vi alle sammen noget i sidste ende.
6. “Du skal ikke tro, at du er mere end os.”
   • Du ER ikke mere end os… Og det er faktisk helt ok.
7. “Du skal ikke tro, at du dur til noget.”
   • Jo, du skal VIDE at du dur til noget, og det skal du bringe ind i fællesskabet, så du kan vokse som menneske. Og hvis du er god til noget, så er der nok også en chance for at det er noget du kan lide at lave… så, win win
8. “Du skal ikke le ad os.”
   • Jo da, men vi kommer også til at le af dig, og det skal du kunne rumme. Måske kan vi endda fremelske lidt selvironi indimellem.
9. “Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.”
   • Du skal ikke tage det for givet at nogen bryder sig om dig. Men hvis du bare er dig selv, og kommer ned af din piedestal, så er der større chance for at du kan se folk i øjnene, og det er en god start. Resten kommer af sig selv, når vi lærer hinanden bedre at kende.
10. “Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.”
    • Jo, hvis du kommer med din lærdom i ydmyg sagtmodighed, så bare gi den gas
11. ”Gør mod andre hvad du vil at andre skal gøre mod dig”
    • Den manglede vi lige…

Hvis bare vi kunne leve sådan, så ville verden uden tvivl være et bedre sted. Men måske ville det være nemmere at ønske sig regbuepruttende enhjørninger.

Jeg kan måske ikke ændre verden, men jeg kan starte med mig selv. Når du så lægger mærke til hvor godt det føles, kan det jo være du følger trop.

Det er et forsøg værd

Kh.

Ham selv

The post Brev til Jante appeared first on skyggemunk.dk.

En dyb vejrtrækning letter kroppen, og det føles som om jeg kan trække vejret lettere nu. Alt er godt, i et kort øjeblik.

”godmorgen!”

”Åh nej, jeg vil ikke”

”skal vi starte der hvor vi sluttede i går?”

”Nej det skal vi ikke! Det er uddebatteret, jeg har ikke mere at sige!”

”du havde ellers masser at sige i går.”

”Ja, men nu er det en ny dag, med nye muligheder.”

”'en ny dag' er i virkeligheden bare en konstrueret størrelse. dine problemer bliver jo ikke mindre bare fordi du har sovet i seks timer, eller hvor meget det nu blev til denne gang.”

”Jeg gider ikke beskæftige mig med det i dag”

”for sent...”

”Ja, jeg ved godt jeg tænkte dårligt om nogle mennesker i går, og kom til at sige det højt til de venner vi var sammen med. Det var dumt, men nu må vi videre!”

”mhm... men hvad mon dine venner tænker om dig nu, sladdertante?”

”Jeg korrigerede mig selv, og tog min kritik tilbage, og efterfølgende sagde jeg faktisk også noget godt om dem”

”du skulle måske bare ha' tiet stille”

”Og det skal DU også!”

Jeg rejser mig fra sengen og ryster på hovedet. Jeg har altid dårlig samvittighed efter en afslappet aften i venners lag, med lækker mad og en god flaske vin på bordet. Jeg er nok lidt mindre påpasselig med hvad jeg siger, i sådanne situationer. Måske er tungen bare lidt løsere. Ugh, det minder mig om gamle dage, da det altid tog overhånd.

”du drikker for meget”

”Nej det er ikke værre end så mange andre, og jeg har i øvrigt også skåret ned”

”benægtelse? sådan er det jo ofte når man ikke vil erkende det”

”JA, jeg ved godt at jeg måske, en sjælden gang, drikker ét glas mere end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, men jeg mister aldrig kontrollen!”

”så du anerkender at du drikker for meget”

”Nej, jeg...”

”det kalder man for alkoholisme, og det kommer til at ødelægge alt omkring dig...”

”STOP SÅ, det er overhovedet ikke dér jeg er!”

”...som for eksempel i går, da du talte dårligt om andre mennesker”

”SÅ KLAP DOG I!”

”som du ønsker”

Jeg går ud på toilettet, kigger mig selv i spejlet og gnider mine øjne. Jeg er træt og kroppen værker. Jeg må have ligget forkert i nat.

”du ser faktisk lidt gammel ud”

”Jeg er ikke gammel, jeg har et ungt sind...”

”...siger bessefar”

”Jeg er stadig relevant for folk omkring mig, og jeg er med på beatet”

”ved du hvem der også siger sådan noget?”

”jeg vil ikke høre det”

”folk med midtlivskrise, og lige om lidt får du en tatovering og et motorcykelkørekort. det er lidt kikset, er det ikke?”

”Jeg har ikke midtlivskrise”

”du er da ellers med al sandsynlighed over halvvejs i livet”

”Ja måske, men kun lige”

”ikke med den måde du lever på”

”Jeg lever fint”

”alkohol er usundt”

”stop nu”

”især i de mængder du drikker”

”Lad mig nu bare VÆRE!”

”du sover også for lidt, og bevæger dig stort set ikke”

”STOP!”

”ja, hjertestop!”

”Nej! Åh, nu gav du mig hovedpine!”

”så, et godt stykke over halvvejs skulle jeg mene”

”Jeg ved hvor jeg skal hen når jeg dør, så jeg er ikke bange”

”det burde du ellers være”

”hvad?”

”gode kristne lever ikke som du gør...”

”det er jo løgn”

”...i hvert fald ikke ret længe”

Jeg forlader toilettet og går ud for at spise lidt morgenmad inden min morgenlæsning. Müsli er altid et hit, og så lige en kop kaffe til. Det er en flot morgen, og solens stråler som kommer ind gennem vinduerne, letter stemningen lidt.

”husk at du stadig har lidt ondt i maven”

”Det er en nerve der sidder i klemme, eller også er det ryggen. Det kan godt påvirke kroppen sådan”

”er du læge?”

”Nej, men lægen tror efterhånden at jeg er hypokonder, fordi jeg kommer rendende hele tiden, og han HAR undersøgt mig”

”hvis han mener du er hypokonder, så var han garanteret ikke særlig grundig med dit helbredstjek”

”Jo, han er professionel”

”han er bare et menneske. Han kunne sagtens have overset noget alvorligt”

”Det passer ikke”

”især når han nu godt ved hvor latterlig du er”

”STOP NU!”

”selvfølgelig... Men det får ikke sygdommen til at forsvinde”

Jeg spiser lidt, og drikker min kaffe, mens jeg kigger mit Facebook-feed igennem.

”er du klar over hvor meget tid du spilder på det der?”

”Det er kun lige mens jeg spiser”

”mnjah... det er da sikkert også derfor du aldrig blev skuespiller”

”Hvad? Jeg skulle da aldrig have være skuespiller”

”nej, fordi du pisser dit liv væk, på den dér skærm!”

”Det gør jeg ikke!”

”hvad lavede du i weekenden?”

”ikke noget særligt”

”skærm”

”Ikke kun, jeg slog græs og skrev en lille historie”

”men du kunne have gjort SÅ meget mere, men det gjorde du ikke, vel?”

”Nej... Nej det gjorde jeg ikke... Måske er jeg bare...”

”hvad?”

”bare en...”

”sig det nu. du får det bedre.”

”En fiasko...”

”super! lidt selverkendelse har aldrig skadet nogen, godt gået!”

”Tænk på alt det jeg kunne have opnået...”

”præcis”

Jeg rejser mig, lettere nedtrykt, og prøver at ryste det af mig, men det er som om det har grebet fat i mig nu… Jeg sætter mig ind i min seng med min Bibel for at læse lidt.

”du er nået til stamtavlerne. De er megakedelige”

”Det er stadig Bibelen, og jeg vil læse cover til cover”

”bevares, jeg prøver jo bare at hjælpe”

Jeg begynder at læse, og det gør mig faktisk lidt godt, selvom det måske ikke er den mest spændende del af Bibelen. Men det er godt at få konteksten med, og lige om lidt skal jeg gå en tur.

”kan du huske nogle af de kærester du har haft?”

”Nej stop! Jeg gider ikke lege den leg!”

”eller kærester er måske også så meget sagt”

”AAAARGH!”

”og vrede kæmper du tydeligvis også med!”

”Jeg er ved at læse i min bibel!”

”ja, det kommer til at tage lang tid. lang... kedelig... tid...”

”Så har jeg noget at læse hver dag, i lang tid”

”hvis du kan tage dig sammen”

”Det kan jeg godt”

”du læser for langsomt. hov, den linje forstod du ikke, om igen... ...oooog én gang til”

Jeg sukker og gnider mit hoved med mine hænder, strækker mig lidt, for at koncentrere mig

”Nå, men de dér kærester, savner du dem?”

”Hvad? Nej! Jeg har min kone og familie som jeg elsker overalt på jorden, og det dér var mange år siden!”

”uh, interessant så hurtigt du kom i forsvarsposition”

”Stop dog, jeg savner ikke nogen!”

”heller ikke hende med det lange bølgede hår og det søde smil?”

”NEJ! JEG... GIDER... IKKE!”

”men nu tænker du jo alligevel på hende”

”Det er da ikke min skyld!”

”sludder og vrøvl! jeg er da ikke andet end dine egne tanker, og hvem styrer dem, udover dig selv? og helt ærligt, hvordan kunne du dog gøre det mod din kone? Tænke på andre kvinder! og så endda mens du sidder og læser i bibelen! Det er jo hyklerisk! ...skal I så skilles nu?”

”HVORDAN I ALVERDEN KOM DU FREM TIL DET?”

”DU kom frem til det, sååå måske er der noget om snakken?”

”NEJ!”

”det er sikkert også derfor dine børn kæmper med alt det de kæmper med! du er faktisk ikke en særlig god far!”

”LAD MIG VÆRE!”

”hvor mange gange BURDE du have brugt mere tid med dem, hvor du bare sad med en eller anden form for skærm, eller noget andet du synes var mere spændende end dem? de har jo praktisk talt opdraget sig selv, alt imens der ikke kom noget som helst ud af alt det du jagtede efter i livet. Så du FIK faktisk ødelagt alt omkring dig, gjorde du ikke? Indrøm det!”

”lad mig nu bare være... please...”

”mislykket far og elendig ægtemand!”

”NEJ, nej jeg er ej! ...Vent! Jeg kender et bibelvers!”

”uuuh, jeg ryster... egoist!”

”2. Korintherbrev...”

”lol, det er virkelig et dårligt brev!”

”kapitel 10”

”hold nu op, det er jo åndssvagt”

”vers 4 og 5”

”så stop dog!”

”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud...”

”du kan ikke...”

”...til at bryde fæstningsværker ned.”

”vent lige...”

”Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig...”

*krrrssht*

”...mod kundskaben om Gud”

”di... kæ... ...iot!”

”vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus!”

”...”

Jeg lukker min bibel og begraver ansigtet i mine hænder et øjeblik. Det er ovre… For denne gang…

-o-o-o-o-o-o-

Bare rolig, denne historie opdigtet. Eller i hvert fald udpenslet og stærkt overdrevet. For den kommer jo ikke ud af ingenting, og forfatteren kan godt nikke genkendende til enkelte passager undervejs.

Tankekværnen er vedholdende. At kæmpe med den kræver at du kender dit værd. Det kræver at du ved hvem du er, og hvem du IKKE er. Alligevel kan du aldrig helt slippe af med den.

Men jeg kan bringe den under kontrol, ind i lydighed. Det er mit liv, og jo mere jeg kender min Mesters tanker om mig, jo mere fast står jeg, og jo nemmere hører jeg Hans stemme, frem for kværnen som bare ævler løs, med sine forbandede løgne…

The post Lad mig være appeared first on skyggemunk.dk.

Sted: Home Base

Ydre Stemning: Gråvejrsmørke med et hint af hvidvin og støvregn

Indre stemning: Uafklaret, men overvejende håbefuld

Ting at glæde sig over: familie, venner, Jesus, velstand og livsmission

Ting at begræde: Alt andet… Er der andet?

Hjernebølger: cluttered

Hjerterytme: ustadig

Nervebaner: nærtagende

Stressniveau: Forholder mig ikke til det af neurotisk frygt og vanvittig overtro, som fortæller mig at niveauet vil stige drastisk i det øjeblik jeg erklærer ”alt er godt”.

Lykkelig: Nej! Af samme grund som ovenstående.

Ulykkelig: Nej da! åndssvagt spørgsmål

Puls: Højere end i går, og sandsynligvis lavere end i morgen.

Vejrtrækning: Rolig, men ildevarslende.

Suk: Ja, indimellem

Hænder: tørre og varme

Øjne: Grusede, har ikke taget kontaktlinserne ud endnu… Det burde jeg nok

Hovedpine: Lidt… Mest over højre øje, hvilket trigger min kropsscanner en smule

Generel kropsfølelse: moderat ok… Har siddet for meget ned de sidste par dage

Sygdomsangst: Scanning…

Gudsforhold: stærkt, dog under stadig udvikling

Åndelig bevågenhed: intakt, pletvist oplysende

Livskald: Kaotisk, dog i gode hænder

Plan: Se ovenstående.

Livsindstilling: Fandenivoldsk (Note to self: undersøg adjektivet ”Gudivoldsk”)

Angst: Forholdsvist rolig. -se endvidere punktet ”Stressniveau”

Depri: Her bruger vi ordet ”Blå”

Blå: Nah, nærmere lidt lilla…

Tankespind: Har ikke nogen. Har ikke nogen!! Har ikke… Årh crap! Moderate…

Musik: Ja tak

Musik lige nu: deftones – Knife Prty (Purity Ring remix 20th ann. – White Pony)

Lydmedie: Hørebøffer – Skullcandy Hesh Evo – Højre øre halvt frit, så jeg kan høre hvis Maria kalder

Tinnitus: Ja

Drømme: De store eller de små?

De store: Bristede for længe siden

De små: Lever i bedste velgående

Andre: Nye drømme under udvikling -no worries

Dagdrøm: Cruising the Californian backroads with my boo

Længsel: Ja…

Håb: Stort. Jeg kan næsten ikke kan rumme det.

Konklusion: All is well… ish… -se endvidere punktet “Gudsforhold”

The post Journal 7 – Øjebliksbillede appeared first on skyggemunk.dk.

Måske er det det samme med livet. Vi dykker hovedkulds ned i det; drikker, smager, inhalerer, til vi næsten sprænges af stimuli. Så kommer ligegyldigheden, eller det er måske for stærkt et ord; Vi vænner os til smagen og selvom det stadig er godt, så kommer vi til at tage det for givet.

Den første slurk øl på en brandvarm dag, er unægteligt bedre end den sidste. Den første mundfuld risotto er episk, den sidste smager mest bare af ris.

Vi har åbenbart brug for vekseldrift for ikke at gå i stå. Begrebet man bruger, især i økologiske landbrug, om at veksle mellem afgrøder fra sæson til sæson, så jorden ikke udpines. Begrebet som selveste Søren Kierkegaard adopterede for at beskrive menneskets behov for at opleve nye ting hele tiden, så man ikke keder sig ihjel. Vi craver tilsyneladende et sofistikeret ”change of scenery”, for ikke at vænne os for meget til hverdagen, og miste duften af livet. Men er det sundt? Er det derfor skilsmisseraten er så høj? At børn mister fædre og mødre til yngre og ”bedre” modeller? Jeg kan ikke tro det, for det er jo tåbeligt! Det er jo ikke bedre, bare nyt… for en tid…

Skribenten

Jeg har skrevet meget i mit liv. Det startede med sange på engelsk, da jeg var ni år gammel. Sådan blev det ved i mange år, indtil jeg havde skrevet adskillelige A4-blokke tynde. Da jeg blev ældre, forsøgte jeg mig med danske digte. Jeg sad i mit lille ungkarlehummer på første sal i baghuset, helt inde i hjørnet over gården puttet dybt ind bagved i køkkenet overfor min seng. Jeg sad foran min computer, med en smøg i kæften og benene trukket op under mig.

For første gang skrev jeg på dansk, og poesien voksede mens det engelske fadede ud og forsvandt. Da jeg havde etableret mig selv som ægtemand og lønslave i forstædernes evindelige copy/paste villaer, kom historierne. På det tidspunkt havde jeg ganske vist prædiket længe, men jeg havde aldrig beskæftiget mig med skønlitteratur.

Da jeg begyndte der, undslap evnen til at skrive digte mig…

Nu er jeg ved at løbe tør for blæk. Følelsen af at historierne bliver kortere og kortere, mens forbindelsen mellem mine tanker og mine hænder, bliver en stadigt stammere flaskehals.

Lige her er det vigtigt hvilken vinkel jeg vil tage på det.

Jeg kan gå i panik og tænke at der efterhånden ikke er mere tilbage at give sig i kast med, eller jeg kan kigge på historikken og forvente endnu et skift til noget nyt. Måske er det ligesom næsen i karryposen: Jeg har været væk for en tid, og nu er duften af sange ved at vende tilbage igen? Det er altid sket dynamisk, så nu er det om at se frem til næste epoke.

Men pointen er: Det er ikke et skift jeg selv har initieret… Ikke bevidst i hvert fald. Jeg har været tro mod mig selv og min tilværelse, og livet har bugtet sig i adskillige bakkedale, helt naturligt og utvungent.

Stay!

Tricket er at forblive tro, og følelserne vil vende tilbage. Det tror jeg er sandt i mange aspekter af livet. Det er ikke altid løsningen at skifte spor, bare fordi smagen er aftaget. Livet er jo ikke et gennemgnasket stykke tyggegummi! Det er så meget mere, det stikker så langt dybere. Så raffineret, og så fint at vores sanser risikerer at overse det.

 Giv tid, giv plads, kærlighed og nåde. Bøffen er lige så saftig og mør næste gang, og den første slurk øl er også god næste fredag på bænken i solen. Det værste man kan gøre, er at gå i panik, og febrilsk forsøge at udskifte alt det der i virkeligheden skaber fundament i vores liv. Skift bare karryen ud med paprika eller oregano, men skift ikke, bare fordi du har vænnet dig til smagen. Der er stadig masser af duft i livet, hvis vi bare gør os umage og dyrker lidt ”næsetræning”. Det er når vi vælger at dykke dybere, at det helt fine viser sig -du ved- modne bær og noter af læder, citrus med et hint af hyld.

Hermed bevist at selv en simrende kylling i karry kan trigge en lommefilosofi. Anyway, i sidste ende er livet allerbedst, når man bygger det sammen med nogen man kan li’.

Ligesom mig…

The post En gennemtrængende duft af karry appeared first on skyggemunk.dk.