Når du krydser midterlinjen, er det ikke en mærkeligt at begynde at evaluere tilværelsen. Du er sandsynligvis stadig kun halvvejs igennem, men alligevel kommer tanken om hvad der kunne have været. ”Hvad nu hvis jeg havde valgt…”, den chance du burde have taget, den henvendelse du ikke reagerede på. Det burde ikke komme som en overraskelse, at krisen pludselig kan ramme netop dér.

Man kan skrive sig igennem meget siger man. Men hvordan skriver du dig ud af krisen, hvis krisen eksisterer i hele din verden, i alt hvad du er? Jeg kan ikke skrive mig ud af de udfordringer mine børn kæmper med, diagnosticerede eller ej. Formfuldendte strofer kan heller ikke hamle op med symptomerne i min krop, som fortæller mig at jeg sikkert er dødeligt syg.
Jeg ved jo godt at selv helten ved hvornår han skal være bange, men der er bare -som oftest- en håndgribelig grund til hans frygt.

Skriften på indersiden af kranievæggen er ellers tydelig nok: ”Du er vejet og fundet for let”, og dén slukker i hvert fald ikke tørsten efter det ulevede, usagte, uopdagede. Det er umuligt at skrive sig ud af alt det der måske kunne have været, eller ikke burde have været, ”hvis bare…”

Min bare, siger jeg bare… Det skal være løgn:

Jeg tager ud til lufthavnen, flyver til Hollywood og spiller hovedrollen i en storfilm. Jeg køber et hus i glimmerbyens bakkedale, og mænger mig med alle de kendte.

Jeg skriver den perfekte sang og opfører den for en ekstatisk menneskemængde, flyver til tops og vinder en Grammy, og dernæst en Oscar.

Jeg er berømt og på alles læber, for det fantastiske menneske som jeg jo er. Jeg tillader hele verden at hylde mit ekstraordinære talent! Drikker en whiskey med Depp og en bajer med Black. Griner af verden og ruller i skejser. Spiller tennis med Downing og hænger ud med Gosling… Går til tandlægen og får grillz, og senere en ansigtsmaske af Ole H… Slentrer ned af Rodeo Drive og smiler kækt til pressen.

Jeg besøger alle de steder man normalt ikke får adgang til. Fordyber mig i næste rolle, pick and choose, og siger nej til Scorsese. Smadrer et hotelværelse, får opmærksomhed hvor end jeg går. Jeg sætter næsen i sky, selvbestaltet guddommelig: Il Divo! Jeg danner par med alle de kendte…

Jo dybere kaninhullet går, jo mere væmmes jeg ved mig selv, jo mere cringe føles det. Jo mere længes jeg bare hjem til mit hood. Villavejen med mine camouflagebemalede garageporte.

—

Jeg vil tage ud til lufthavnen med mine egne, og flyve en tur til Tyrkiet, Malta eller måske endda LA. Opleve kulturer og ting vi endnu ikke har set.

Jeg vil synge en sang for dig, og elske når du synger med. Flyve til tops i vores liv, og glæde mig til næste niveau.

Jeg vil hylde min næste, sætte fokus på de hårdtarbejdende. Drikke en whiskey med Hansen og en bajer med Jensen. Grine af mig selv og rulle mig i græsset. Spille tennis med fruen og hænge ud med døtrene. Passe på mig selv og dyrke mine interesser. Slentre gennem ådalen og smile kækt til Fru Pedersen.

Tiden i sofaen med min fam. Minderne vi har, og drømmene vi deler. Armen om skulderen, når du græder, de gode råd når livet gør ondt. Tiden på terrassen med de nære venner. De dybe samtaler om bålet, de tyve år vi har haft, og de tyve plus vi stadig har i vente.

Hverdagen hvor jeg venter på at du kommer hjem, og de sene aftener hvor jeg glæder mig til at komme hjem, og falde i søvn ved siden af dig.

Måske er dette det ultimative liv, alt hvad man drømmer om, hvis man var fanget i glamour.

Jeg skrev mig nok alligevel igennem, and whaddayaknow: I’m actually already living the friggin’ dream…

– Hvem ved, måske er dit liv noget andre kun kan drømme om at få.