Den anden dag tegnede min datter en tegning som vi døbte “Evi’s High five med Gud”. Det ansigtsudtryk Evi har på den tegning, mindede mig om en oplevelse jeg havde for nogle år siden. Det var en tid hvor jeg spekulerede rigtig meget på, hvad det ville sige at have Gudsfrygt.

den angstprovokerende frygt

Jeg har haft erfaring med frygt og angst i perioder af mit liv. Eftersom det ikke er nyt for mig, har jeg også lært meget igennem det. Jeg forstår angst for højder, frygt for hvad der gemmer sig i mørket, utryghed når familien er ude i stormvejret, endda den generaliserede angst som nogen gange kan banke på. Men der var én ting jeg ikke rigtig kunne få til at hænge sammen. Begrebet “Gudsfrygt”…

Frygt og angst er en følelse som er med til at advare dig om fare. Det er vigtige følelser, i moderate mængder. Det er først når følelsen ikke længere forsvinder når faren tilsyneladende er overstået, at man skal overveje at søge hjælp. Eller når den dukker op på tidspunkter som ikke er afhængig af verden omkring dig.

Men Gudsfrygt? Det gav ikke mening… Gud er vel ikke en man skal frygte? Jo, Han har magt til at dømme dig, men når først du kender Jesus, er dom vel ikke længere et issue?

Bibelske proportioner

En dag bad jeg Gud om at vise mig hvad det ville sige at have Gudsfrygt. Jeg fortrød det lidt bagefter, for jeg viste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Var det mon dumt at sætte den almægtige Gud, himmelens og jordens skaber på prøve, for at vise mig om han nu også er så frygtindgydende som bibelen siger? Jeg ved ikke om jeg forventede et slags “Guddommeligt Bøh”, men det var i hvert fald ikke det jeg fik.

Det var meget bedre.

Noget tid senere sad jeg nemlig og læste i det gamle testamente, nærmere betegnet 2. mosebog. Israelitterne var udvandret fra Ægypten, og var kommet over på den anden side af Det Røde Hav uden at få våde tæer. De var nu kommet til Sinajs bjerg hvor de -få sider længere henne- ville modtage Guds lov, som skulle blive grundlag for Moseloven. (Man kan læse det hele i 2. mosebog 19.) Moses går op på bjerget og taler med Gud, og Gud siger til ham at folket skal holde sig klar, for om få dage vil Han stige ned på bjerget for øjnene af dem.

Da jeg læser de følgende vers, bliver jeg pludselig overvældet. Bibelen beskriver hvordan et voldsomt uvejr rammer lejren, og hele bjergtoppen bliver indhyldet i røg. Jordskælv ryster området og en øresønderrivende lyd, som fra et vædderhorn, skærer gennem luften. En film i bedste Hollywood-stil begynder at rulle foran mit indre blik.

“Sinaibjerget var indhyllet i røg, fordi Herren var ved at stige ned på bjerget som en flammende ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget rystedes af voldsomme jordskælv, mens lyden fra vædderhornet voksede i styrke. Så talte Moses, og Gud tordnede sit svar tilbage, så alle kunne høre det.” (2. mos 19:18-19)

… Jeg sad der bagefter, overvældet… Lettere stakåndet, og med fugtige øjne. Gud havde vist mig hvad Gudsfrygt betød, men jeg var ikke bange. Jeg var imponeret, stolt, blæst bagover, tvunget på knæ og målløs! Der er ikke et ordentligt ord på dansk for AWESOME! Men det var sådan jeg havde det. Gud er AWESOME! Det kunne ikke andet end at give mig den dybeste respekt og motivere mig til fuld overgivelse. DET er Gudsfrygt! Den bedste “frygt” jeg nogensinde har oplevet.

High Five med Gud

Evis ansigtsudtryk på hendes tegning er Gudsfrygt. Den store hånd der rækker ned for at give hende et “High Five” kan uden problemer mase hende til plukfisk, men det ville Gud aldrig gøre! Den dobbelthed er vild, og den giver mig lyst til at rykke endnu tættere på.