Jeg sidder ved bordet og dyrker mit nyfundne morgenritual: At sippe urtethe og spise müsli. Det er næsten kun havremælken der mangler nu, før jeg bliver ægte øko-munkeagtig.

Men der er noget med den dér nye medicin blandet med koffein og Chocopops, der ikke rigtig spiller for mig. Det gør mig lidt skør i hovedet for tidligt på dagen, så jeg venter med kaffen til jeg rammer kontoret.

I dag skal jeg dog ikke på kontoret. Det er min day-off. Den dag hvor jeg selv bestemmer, eller hvor jeg næsten selv bestemmer, hvad der skal ske.

I dag skal jeg til København. Den selvsamme medicin der, blandet med kaffe, giver kolbøtter i kraniet, skal evalueres. Så… Jeg triller stille og rolig ind mod banegården, i vores hvide lyn, ”Sirene”.

 Vi har altid givet vores biler navne, og derfor var det nok også svært for ungerne, når vi fik en ny bil. Emma, Niller, Buster, Sorteper, Sirene, Suki, har allesammen været en del af familien.

Jeg parkerer ved kirken, og tager den sidste lille tur op til stationen på gåben. Det er trods alt billigere at tage toget.

Det er naturligvis forsinket, så jeg slentrer hen til 7-eleven og køber en alt for dyr kop filterkaffe. Tja, medicinen er kicket ind, så nu skulle det være sikkert at bælle en spand tjære.

Jeg står oppe over skinnerne i stationsbygningen og stirrer ned ad banelegemet, mens jeg sipper overlegent af min kop Java. Hmm… ”gulvopfej” er måske mere betegnende, men det virker.

Jeg er i min egen verden, spærret inde mellem mine hørebøffer, hvor min morgenmeditations-playlist (kristen, naturligvis) er ved at være færdig. Jeg tænker at folk omkring mig aldrig ville gætte at det var dét jeg lyttede til.

Jeg skifter, casual, til noget andet. Jeg er alligevel længe færdig med mit morgenritual, bortset fra bibellæsningen.

”Den tager jeg på toget”, tænker jeg.

Jeg stiger ind, finder min plads og begynder at indrette dét der vil være mit personlige space de næste 90 minutter.

Der er noget der lugter fælt!

Er det lort?

Sure tæer?

Crap, er det mig??

Har jeg trådt i noget?

Jeg når næsten at panikke, inden jeg får øje på et ældre ægtepar skråt overfor mig, der sidder og guffer hver deres svedige ostemad.

”Ah… Fair nok” smiler jeg skævt. Så længe det ikke er mig der spreder sur mojo i togkabinen.

Alt er godt, og velbekomme i øvrigt.

Togture gør altid noget ved tankerne. Jeg kommer ofte til at filosofere over hvor jeg er på vej hen.

Og hvor jeg kommer fra…

For mig har det altid været lidt paradoksalt…

At rejse er…

Jeg elsker at rejse. Jeg elsker nye ting. Jeg elsker at se verden, anskue livet fra forskellige platforme, vende og dreje alt hvad jeg støder på. Men jeg har alligevel boet samme sted hele mit liv. Bortset fra et par år på efterskole, men det tæller næppe som bopæl.

Jeg bliver nogle gange beskyldt for at være stavnsbundet, ufleksibel og ”stuck”. Men det kunne ikke være længere fra sandheden.

Dem der er mildest i deres dom, kalder mig ”trofast”.

Heh, tak for det, men jeg er altså ikke en hund.

”Trofast” har fået en negativ nuance, fordi det ikke er in. Når man er trofast, så er man kedelig og tager ikke ansvar for sit eget liv. Man er tung i røven og har sikkert indtil flere neurotiske lidelser der gør, at man er gået i stå.

Man skal jo flytte på sig! Man skal ”gøre noget andet end man plejer”, komme ud af sin skal!

Man skal helst have været verden rundt flere gange og besat mindst seks forskellige jobpositioner for at være interessant og driftig nok; sådan rigtig pioneragtig!

Men c’mon, det er jo noget vrøvl. At kalde mig trofast er lige så charmerende som at kalde dem der suser rundt ”rodløse”. Det har jeg nok egentlig også gjort nogle gange. Tihi.

Vi er nogle stykker som jeg hellere vil give etiketten ”Os der blev”.

Vi er ikke trofaste, men vi er faste i troen på det vi bygger, hver dag.

Vi ønsker at se det der blev plantet vokse op, bære frugt og måske endda give frø til de næste plantninger. Vi arbejder på det hver dag. Gennem sæsoner.

Stifteren af Chick-Fill-A blev nogle gange kritiseret for, at han kun havde arbejdet ét sted i sit liv. Så hvordan kunne han rådgive andre virksomheder?

Til det svarede han: ”Til gengæld har jeg arbejdet her i 60 år. Jeg har oplevet næsten alle tænkelige faser af virksomhedsudvikling, bare inden for samme virksomhed.”

Homegrown

Jeg kender kirken i Odense ret godt.

Jeg har været gennem mange sæsoner, set rigtig meget. Gode ting, svære ting.

Er jeg ekspert?

Nej, der er forhåbentlig masser jeg kan lære endnu, og senest har skiftet til Åbenkirke udfordret mig – positivt. Vi inviterede det selv indenfor, og det har ændret på meget af det jeg har været med til at lægge fundament for gennem 18 år.

Men helt ærligt: Kirken er i dag meget tættere på den kirke jeg har drømt om, end den nogensinde har været, og vi bygger stadig.

Jeg var klar til at rejse ud i verden (og er det faktisk stadig), men det var som om Gud spurgte mig:

”Hvad hvis jeg bad dig om at blive?”

Mit svar?

”Yes, så er det dét vi gør!”

Der er ingen klapsalver for dem der bliver. Der er ingen hyldest, eller offentlige erkendtligheder. Ingen der siger ”Hvor var det fedt at du blev hængende”.

Der er masser der hylder dem der tør at bryde op og rejse ud. Dem der ”bryder nyt land”.

Og jeg er med i koret! Jeg synes det er vildt fedt!

Jeg elsker at min gamle kollega er rejst ud i verden, og min nye kollega rev sit liv op med rode og plantede det hos os, midt i Odense. Det har jeg kæmpe respekt for! For det er svært.

Men det kan også være svært at blive.

Det er vigtigt at man husker ”Dem der blev”.

Det siger jeg ikke fordi jeg vil hyldes. Virkelig! Så la’ vær’ med det.

Men vi har mange iblandt os, der på hjemmebanen er omstillingsparate, smøger ærmerne op, tager imod alle der kommer til byen og hjælper til. Mennesker som hver eneste dag bryder nyt land, bare på hjemmefronten.

Ikke fordi de er trofaste, men fordi de er faste i troen.

Der er brug for begge dele, det er tydeligt her i Odense. At jeg nu, er blandt dem der blev, gør ikke min opgave mindre eller dårligere. Jeg føler mig værdsat, og ved jeg er med til at gøre en stor forskel, så mit formiddags-tankespind her handler ikke om mig.

Men jeg tror måske jeg har brug for at udtrykke det, på vegne af alle dem der ikke rejste ud, og måske føler at det var mindre modigt at blive.

Det er det ikke.

Nogle gange kræver det faktisk mere mod at blive og bygge med.

Og det kræver uden tvivl større omstillingsparathed at tage imod alt det nye der kommer, uden at blive gammel og bitter over at tingene forandrer sig.

Can we build it?

Jeg er i disse år med til at re-tænke, genopflamme, omplante, rive ned, bygge op og bygge om på alt det, vi har bygget gennem mange år.

Årh… det var synd, hva?

Vel er det ej.

Jeg elsker det.

At se hvordan tingene kan blive endnu bedre, endnu større og stærkere ud fra en rod der allerede står solidt i den fynske muld.

Hvorfor skulle jeg være andre steder end her?

Bitterhed giver ikke gode rødder, men dem der er indstillet på fornyelse, bliver rødderne der holder hele vejen igennem.

Først og fremmest må det jo være Gud der lægger retningen, og troen på at Han har styr på det.

End of line

Well… Toget er snart fremme, og jeg nåede ikke at læse i min bibel.

Det må jeg gøre på hjemturen. Playlisten er også blevet i stigende grad mere hardcore, så jeg er totalt klar til at møde den psykiater.

Vær fast i troen på Gud, og på det du bygger.

Om du gør det derhjemme, eller ude i verden et sted, så bærer det stor værdi.

Bum.