”Gud findes ikke”

Kommentaren brænder sig ind på min nethinde, og jeg overvejer mit gengældelsesangreb. Jeg gider ikke onlinekrig, men det dér er bare så irriterende overfladisk.

Med tandbørsten i den ene hånd og telefonen i den anden, er jeg for længst i gang med at blive klar til dagen.
Jeg har formuleret indtil flere sætninger til min ripost, men ender med at ryste passivt på hovedet, og lade ham slippe væk. ”Well kære ven, hvis det er din tro, så har du ikke fået din sidste forskrækkelse endnu”, tænker jeg og rækker ud efter mine endagslinser.

Jeg får synet igen, og skimter min egen kontur i spejlet gennem de tågede kontaktlinser.

Da jeg første gang skulle have dem i, sad der tre store optikere ovenpå mig, for at det kunne lykkes. To til at holde øjenlågene adskilt, og én der skulle tvinge de afrundede plastikkupler ind i mine øjeæbler. Det var som om min krop havde et automatisk forsvarssystem, designet til at ødelægge enhver der ville forsøge at tage synet fra mig.
Jo, Krav-Maga timerne havde givet pote… Lidt for effektivt måske. Men optikerne overlevede i det mindste…
Jeg er klar til kamp for at bevare synet, hver eneste dag! Både det der sidder i kraniet på mig, og det jeg bærer i hjertet.
Nu går det i det mindste rimelig nemt med at få linserne på plads, selvom de generelt er lidt irriterende.

Tågen letter og fra spejlet kigger en træt bleg gammel mand ud på mig. Han har vist oplevet nogle ting i sit liv, og står nu der og forventer at jeg gør noget.

Han kan ikke uden mig.

Det er mig der kontrollerer ham, og alligevel fik jeg rodet ham ud i alt muligt lort undervejs. ”Sorry ol’ chap, men det var nu mest din egen skyld.”
Han har render under øjnene, grå stænk i skægget og en hjerneskal der skinner lidt for meget.

”Skal vi komme i gang?” Spørger jeg, og han nikker til mig.

Pushing fifty, men stadig først lige gået i gang med livet, det er da sådan det skal være, ik´?
Jeg åbner skuffen ned til mit pillearsenal og sukker opgivende. Kroppens forgængelighed taler et andet åbenlyst sprog end min egen illusion.

I det mindste er det den der mirakuløse frelsermedicin alle vil skrives op til.
Det er dét de unge vil have, indtil de har det.

”Gud findes ikke”
Måske er Gud ikke illusionen. Måske er det mere den kunstige ”normalverden” vi tror vi har skabt.
Det er det falske sted.
Vi popper små gule kapsler som tic-tacs, bare for at vedligeholde en fiktiv baseline.
Men lige nu, har jeg mest bare brug for ro.

Jeg trisser gennem stuen med min urtete, griber min bibel og sætter mig i den slidte sofa.
Det er svært at finde sig til rette. Min venstre kontaktlinse sidder lidt skævt, og den ynkelige facebookkriger spøger også stadig i baghovedet. Megatræls!

Jeg begynder at læse dér, hvor jeg er nået til, Johannes 9.
En passage hvor Jesus er i gang med et skarpt comeback mod en flok af ”de der” der nok syntes de havde styr på det hele, og i øvrigt også mente at Han ikke eksisterede, i hvert fald ikke i form af Guds Søn. Han havde ellers lige helbredt en blindfødt mand, som nu stod lige så fint og gloede på dem.

”Hvis bare I havde været blinde, så havde I ikke været skyldige” sagde Jesus. ”Men I kan faktisk bruge øjnene, og alligevel kan I ikke se hvem jeg er?”

Jeg smiler skævt af skribentens evner, når han beskriver Jesus der sætter farisæerne på plads.
”K.O. Jesus… Godt gået” tænker jeg. ”Gid jeg havde samme retoriske evner i øjeblikket”.

Vildt nok egentlig, at det moderne menneske i al sin ”glans” stadig kan identificere sig med tro.
Men det kan jeg, uden problemer. Det giver så meget mere mening end alt andet verden kunne kaste efter mig. Troen er endda blevet mere moden med tiden. Det er så nærværende, som var Han lige her ved siden af mig.

Vent… Det er Han vel egentlig?

En følelse lister sig ned ad nakken på mig, jeg oplever pludselig mig selv som en brik i det kæmpestore narrativ som er hele eksistensen, fra den første oprindelse, til den yderste dag. Alt det jeg er en del af, og som er en del af mig.
Som om et indre øje har åbnet sig, og det lyser helt klart, uden kontaktlinser!
Jeg ved ikke, om det er medicinen der er kicket ind, eller om det faktisk er et guddommeligt touch-down, lige der midt på den støvede sofa en søvnig mandag morgen.

Who cares, jeg er oplyst, og har bare brug for at hoppe i kaninhullet og connecte med Gud.
Heh, det lyder så helligt når jeg tænker det sådan…

…men, det ER jo helligt!

Hellig! Frelst!
Så ofte de ord der står på pøblens store gummistempel. Det står for ”bedrevidende”, ”fordømmende”. Som om jeg ville sætte mig selv op på en piedestal. C’mon, så cool er jeg heller ikke. Men samtidig stemples vi også som naive og snæversynede. Der er mange labels, men kun ét jeg definerer mig med:

Jeg tror!

Så jeg er jo nok hellig eller frelst, og måske endda begge dele, men der er intet bedrevidende over det. Ingen glamour, bare en dyb indre ro, og en stor dør midt i sjælen som altid står på klem. Det er der jeg kaster alle mine bekymringer ind.
Det er der jeg sætter ankeret fast, planter begge fødder i asfalten, rækker en knytnæve i vejret og råber ”Død, hva’ ka’ du?” Jeg har fundet livet… Så hvad skal jeg bruge dig til?

Trust me, mit liv crasher også indimellem. Jeg falder også over stenene på vejen når jeg ikke ser mig for, og rammes af random stenslag undervejs. Dem der nemt kan komme til at hindre udsynet. Mine beslutninger er ikke nødvendigvis altid mere velovervejede end andres, men det behøver ikke at definere mig.
Jeg har koblet mig op på noget der er større end mig selv.

Den fordømmende er ham der dømmer mig på forhånd. Bare fordi han ikke har mødt Gud endnu… Blindfødt… Snæversynet… Men der har vi måske alle sammen været på et tidspunkt. Jeg fandt bare livet før ham. Jeg åbnede øjnene, og indtil videre er det lykkedes mig at beholde dem åbne.

Gud findes…

Nogle er blindfødte, andre blev blinde undervejs, lidt som dem Jesus gik i clinch med.
De blindfødte har ikke åbnet deres øjne endnu, men de andre må næsten have det værre. De har set sandheden, men blev alligevel inficeret af bitterhedens grå stær, der gør verden flad, misfarvet og kvalm af indeklemt galde. Det stiller jo næsten min Facebook-antagonist bedre end dem.

Jeg løfter øjenbrynet i eftertanke… Interessant…

Kunne jeg være blevet bitter? Ja, det kan du bande på! (Det skal du ikke, men du ku’ godt)
Mit liv blev også revet i stykker, bulet og mærket. Flere gange. Og det var sikkert ikke sidste gang. Jeg kunne være blevet martyr, offer, blændet. Men det er så meningsløst at lade det definere mig.

Blev jeg bitter?

Nej… Mit syn betød mere for mig.

Bitterhed er et valg før det bliver et vilkår, og jeg kommer ikke til at gå gennem livet blind. Jeg vil bevare synet, så jeg kan opleve glæden af at se blindfødte åbne øjnene for første gang… Og måske… Måske også opleve nogle af de andre få synet tilbage.

Jeg blinker en ekstra gang, og venstre kontaktlinse falder på plads foran iris.

Jeg ryster langsomt på hovedet og takker Gud for evnen til at give slip, og stadig være i stand til at se nogenlunde klart.

Måske skulle jeg nuancere mit Facebook-ripost lidt.  

Koppen er tom, jeg har glemt tiden, så jeg rejser mig hurtigt op og skynder mig ud for at pakke min taske. Jeg overser sofabordets ben, og det møder min højre lilletå med nådesløst eftertryk.

”AAAAH!! Man skal da også altid se sig for!”

Ingen er fredet…