Et særligt sted i Midtjylland

Pludselig gik urene i stå, larmen forsvandt og stilheden sænkede sig tungt – som en kugledyne, tiltænkt at skulle få mig til at mærke mig selv. Mærke efter hvor min krops grænser befinder sig. Jeg har ikke svært ved at fornemme hvor langt min krop kan strække sig, eller hvor næsetippen begynder og storetåen ender,...

Det forsømte forår

”Det forsømte forår” kalder nogen det. Foråret som vi tilbragte halvt i haven, halvt på nettet og helt alene. Tiden gik, og nu er det allerede sommer. Var det bare som sand der strømmede ud mellem fingrene, uden at vi rigtig kunne finde form og mening? Eller gav det os en velfortjent, og i øvrigt,...

14 dage i hullet!

Jeg gik rundt i min stue og bad lidt her til formiddag. Det er faktisk min fridag i dag. For når man er præst og normalt arbejder om søndagen, så må der jo være andre dage som er hviledag. Hos os i Jacobskirken er det mandag. Mine fridage har dog ikke været helt så “frie”...

Den fiktive Ikhabod

I februar brugte jeg en del tid til at skrive til #februaryfiction. Det er et årligt tilbagevendende event for alle som har lyst til at prøve kræfter med at skrive små historier. Det er nok hovedårsagen til at jeg ikke har været så aktiv her på bloggen siden januar. Du kan se mine tidligere bidrag...

Et mærkeligt job

Jeg synes jeg har en mærkeligt job. Forstå mig ret, jeg knus-elsker det! Samtidig med at jeg nogen gange ikke kan fordrage det. Men sådan er det vel med jobs som er udefinerbare, og involverer mennesker. For dig som ikke ved det, så er jeg præst. Ikke folkekirke, men frikirke. Det betyder at jeg er...

Føj, hvor er du lille!

Inspireret af Lukasevangeliet kapitel 19, vers 1-10: ”Zakæus var en lille mand, en lillebitte mand, han kravled’ op i et morbærtræ, for han ville gerne Jesus se.” Sådan starter en af de mere kendte børnesange fra min barndom. Jeg tænkte dengang, at han må godt nok være en meget lille mand, eftersom han kunne kravle...

Skønhedspletter

Jeg trækker vejret dybt og sætter mig til rette ved den plettede velourdug, som stadig ligger på bordet fra i forgårs… Den vidner om sovsen der var engang, rødkålen, og i hvert fald tre andre slags pletter, hvor én måske godt kunne være kalkunfedt. Computeren kan godt stå foran mig, uden at blive berørt af...

Rundtosset

December… Man tænker grantræer med lyskæder som oplyser det tykke lag sne der har lagt sig på grenene. Frostklare morgener der får næsehårene til at fryse til is og omdanner kondensen i skægget til små fine diamanter… Men det er jo løgn… I hvert fald på Fyn. Jo der er lyskæder, men det er så...

Rød front! …?

I søndags var det min tur til at prædike i Jacobskirken… ”Det er altid en fødsel”, har min tidligere kollega og læremester altid sagt, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. I hvert fald ville dette have været en af de fødsler der varede 72 timer, med navlestrengen omkring halsen, fare for svangerskabsforgiftning...

Vildskud

Vinteren er så småt over os, og om ganske få uger må vi forvente, at det ikke kun er en gang imellem vi skal have fat i isskraberen (eller kogekedlen) om morgenen, når bilruder og cykelsadler skal afises. Det bliver en del af morgenritualet, helt af sig selv… Haven har efterhånden også smidt sin farverige...