Det er tirsdag formiddag. Jeg går gennem nåleskoven og solen er allerede i gang med at bage de store graner på skråningen ned mod lysningen i bunden af dalen.

Jeg kaster et blik bagud for at se om den lille flok jeg har ledt herud, er med. Jo, den er god nok, de følger ivrigt med i den historie vi er ved at skabe sammen.

Det er et af de tidspunkter på sommeren hvor jeg for alvor føler at jeg lever. Når min fantasi og evne til at skabe historier og alternative verdner, møder virkeligheden.

Jeg trækker vejret dybt og mine lunger fyldes af varm nåleskov og midtjysk hede. Jeg smiler lidt, for duften af hede, blandet med lyden af glade og spændte lejrdeltagere giver mig noget helt særligt. Jeg klasker hurtigt min højre hånd ned på mit skinneben, der var et-eller-andet der forsøgte at bide eller stikke mig, men det er bare en del af oplevelsen herude på heden.

Vi føler at vi er meget langt væk fra lejren, selvom at det nok kun er 700 meter i fugleflugt, og vi fortsætter ned ad den stejle sti mod vores mål.

I år er det en lille gruppe narkosmuglere der har indtaget området, og vi har opsnuset et spor om at de måske bruger ”ødegården” som skjulested. Det skal vi selvfølgelig undersøge. ”Det er endnu for tidligt at involvere politiet”, har jeg allerede forsikret børnene om, og det stoler de fleste af dem på. Det er jo helt naturligt at man vil tage en flok børn med ud på heden og undersøge den slags ting, når man har en mistanke om at der foregår noget kriminelt ikke? Nej… Selvfølgelig ikke…

Spændt til bristepunktet

Vi er på ”spændingsgruppen” som den uofficielt hedder blandt lederne. For børnene hedder den noget som f.eks. ”off-road sport”, ”Naturgruppen”, ”stifindergruppen” eller mange andre dæknavne. Det foregår om formiddagen, og børnene ved ikke, at vi bag navnet har udtænkt et mysterium som de skal løse. Eller… Måske ”ved” de det godt, men de lever sig så dybt ind i det at det næsten kan være sandt, og vi får altid skabt noget ganske smukt og spændende.

Pårup hede har været kulisse for mange forskellige lyssky aktiviteter i tidens løb. Nogle mere drabelige end andre. Narkosmulgere, Moonshine-destillerier, mordere, nynazistiske grupper, flygtede straffefanger, sindssyge videnskabsmænd der eksperimenterer på mennesker, monstre (det var inden lederens pandelapper var vokset sammen. Han siger undskyld), radioamatører, pro-russiske separatister, samt en underlig skikkelse som jeg selv er vokset op med, nemlig ”Sorte Hånd”. Listen er længere, meget længere. Vildt så meget der kan ske på blot 10 hektar jord.

Det er som oftest lykkes at overbevise mange børn om hedens farlige befolkning, men mange spillede også bare med, fordi uanset hvad, var det bare megaspændende.

Duk jer!

Jeg stopper op et øjeblik, det er for længe siden at der er sket noget, så vi er nødt til at sætte lidt ”fut” i gruppen.

”Hov! Stop stop! Ned!” Alle dukker sig, og nu sidder vi der, midt på skovstien, 5 ledere og 15 meget spændte børn, med vidt åbne øjne

”Hvad sker der?” spørger en af børnene.

”Jeg så noget! Inde i skoven! Noget bevægede sig!”

”Skal vi ikke gå hjem igen så?” spiller en af mine kumpaner med.

”Altså det er offentlig sti, så vi gør ikke noget galt. Vi er bare ude og gå en tur!” ”Hvem stemmer for at gå videre?”

13 ud af 15 børn rækker ivrigt hænderne op, og min sammensvorne ryster på hovedet. ”Det er lidt uansvarligt!” prøver han. Det er jo også lidt et trick, for samtidig bliver vi opmærksomme på de to børn der ikke rakte hånden op, og kan rette lidt ekstra fokus på dem, så de ikke bliver for bange.

”Uansvarlig er midt mellemnavn” siger jeg i bedste Bruce Willis stil, selvom jeg godt ved at jeg nok var den første der var løbet, havde dette været ægte.

Jeg er altid den uforsvarlige, hovedløse eventyrer i vores grupper. Det er altid mig der stikker en pose narko, et bundt sedler, eller en vigtig notesbog i lommen, hvis det er det vi finder på stedet. Fordi vi jo ”skal bruge det som bevismateriale”, og bare fordi det sætter en megafed stemning i gruppen, når mine med-ledere skælder mig ud på turen hjem til lejren. ”Du bringer os alle i fare!” ”Hvad tænker du på?” Jeg har blot foragt for den slags ting. (I legen, ikke i virkeligheden, bare rolig).

Den skumle Ødegård

Vi når langt om længe ned i bunden af ”dalen”, og står nu overfor ”Ødegården”. Et tidligere landsted, hvor hovedhuset er styrtet sammen for mange år siden, men laden står der stadig, og den er også stadig fyldt med gammel halm. Jeg husker selv kun svagt fra jeg var barn, at hovedhuset stadig stod der, men at vi ikke måtte gå derind på grund af nedstyrtningsfare. I dag er der kun fundamentet tilbage. Ødegården er nok det mest uhyggelige sted på heden.

Selv i dagslys kan det give enhver hårdkogt lejrleder tissetrang, så forestil dig at være her om natten, på natløb. Ødegården har nemlig været ramme for mangen et natløb igennem tiden, og det er ofte her de store ”showdowns” foregår, når mysteriet eller natløbet skal afsløres.

Eventyret slutter aldrig

Der er faktisk rigtig mange steder på heden der har fået navne i løbet af årene. Y-krydset, lille grusgrav, hestevejen, højen, hulvejen, kinahøj, skyttegravene og slugten for bare at nævne nogle få. Og alle stederne har hver deres historie og minder fra tidligere år, fra den ældste leder til den yngste deltager. Det er som om vi befinder os i et helt andet univers når vi er der. Det kunne lige så godt være Ringenes Herre eller Hogwarts Academy, bare med en god portion fantasi i stedet for magi naturligvis.

Vi får undersøgt laden, og der er noget mystisk ved det. En kuffert fuld af poser med hvidt pulver, og et brev med et mødested. Vi snakker lidt frem og tilbage og bliver enige om at vi hellere må lade det ligge. Jeg tager et par billeder, og så kunne det jo være at vi lige skulle undersøge det mødested næste gang gruppen mødes. Ja, og jeg stikker selvfølgelig noget vigtigt i lommen, så vi forbliver tro mod traditionen. Jeg sukker lidt ved tanken om at vi nu skal hele vejen op ad bakken igen og tilbage til lejren for at spise frokost. Ja, og så skal vi jo herned igen for at lægge nye spor, inden vi skal herned endnu en gang sammen med gruppen for at finde de selvsamme spor. Hvad man dog ikke gør.

Tilbage på lejren snakker vi ikke mere om dét vi har fundet. Vi skal holde det hemmeligt så det ikke spreder utryghed blandt de andre børn. Når de kommer og spørger ind til gruppen, svarer vi afvigende, eller fortæller at vi tager den næste dag i gruppen. Er de lidt beklemte, forsikrer vi dem altid om at lejrens område er ”safe space”. Det skal det være!

Næste dag når vi mødes igen, er gruppen næsten fordoblet… Det er sært, ikke? Det er som om eventyret udvikler sig helt automatisk, og ikke rigtig vil slutte. Det passer mig ganske udmærket.