Kære indbygger. Jeg skriver til dig fordi vi er nødt til at tale sammen.

Jeg er sunket ned på køkkengulvet, sveden på panden vidner om varmen og den opvask jeg lige har taget. Jeg føler mig uoplagt, træt og svag. Mine tanker begynder at kværne om alt det der ligger ude i horisonten og venter, alle dem der er så meget bedre end mig, og dem jeg synes jeg slår med mange længder. Jeg er inficeret af noget der stammer fra din hjemegn

Det er skørt. Alle har hver deres hjørne af Gudsriget at fylde, så hvorfor har vi så travlt med de andres? Hvad skal vi egentlig bruge de sammenligninger til?

Det er menneskeligt. Alle har brug for at føle at deres eksistens gør en forskel. Men det skal jo nødigt blive narcissistisk, vel? Men verden er alligevel blevet selvoptaget. Det handler kun om mig. Fordi vi dræbte tanken om Gud, da vi jo tydeligvis godt kunne selv… Og se hvordan det går.

Det var jo løgn. Resultatet blev, at alle forsøger at kravle op på hver deres piedestal og udråbe sig selv til Gud.

Det er både useriøst, og ligegyldigt i den store sammenhæng. For alle skriger lige skingert fra hver deres selvopfundne platform, mens de peger på hinanden, iført selvbestaltet almagt. Og dem der ikke har en platform, dømmer dem der har.

Intet under hvis vi bliver en smule trætte.

Nå, til sagen: Vi havde et kæmpe problem i det 20. århundrede. Et fænomen som fandt sit gemmested under din lov Jante! Et kollektivt mindreværd. Et forordning der sikrede at ingen skulle komme og lave om på systemet, kritisere “The Man” eller fortælle fællesskabet hvor fællesskabet skulle stå. Det er dit ansvar!

Det 21. århundrede har udviklet sit eget problem, affødt af det du skabte… Det hedder ”Den omvendte Jantelov”, hvor individet ikke længere skal kues under mindreværdet, men i stedet fejlagtigt komme til at tro, at han/hun/hen/dem/det/whatever single-handedly er ”the shiiiiiit” for hele den kendte verden. Men intet kunne være længere fra sandheden! Fællesskabet er vigtigt, men så længe vi opfatter os selv som små guder, bliver det vanskeligt at opretholde.

Vi har faktisk brug for din lov Jante… Om end I en lettere modificeret udgave:

  1. “Du skal ikke tro, du er noget.”
    • Jo du skal. Men ikke på sådan et niveau, at du ikke kan lære af os andre.
  2. “Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.”
    • Jo du skal, men du er bare anderledes end mig. Det betyder at jeg kan bruge dig, og du kan bruge mig
  3. “Du skal ikke tro, at du er klogere end os.”
    • Det er sandt, det skal du ikke. Men bring din viden i spil, og så har jeg sikkert en anden vinkel, og måske finder vi sammen et godt kompromis
  4. “Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.”
    • Nej, det skal du ikke, for der er ikke noget værre end en der kommer og har den holdning. Ingen gider være sammen med sådan en type. Men du er lige så god som mig. Og jeg er hverken værre eller bedre end dig.
  5. “Du skal ikke tro, at du ved mere end os.”
    • Det skal jo komme an på en prøve, ikke? Måske lærer vi alle sammen noget i sidste ende.
  6. “Du skal ikke tro, at du er mere end os.”
    • Du ER ikke mere end os… Og det er faktisk helt ok.
  7. “Du skal ikke tro, at du dur til noget.”
    • Jo, du skal VIDE at du dur til noget, og det skal du bringe ind i fællesskabet, så du kan vokse som menneske. Og hvis du er god til noget, så er der nok også en chance for at det er noget du kan lide at lave… så, win win
  8. “Du skal ikke le ad os.”
    • Jo da, men vi kommer også til at le af dig, og det skal du kunne rumme. Måske kan vi endda fremelske lidt selvironi indimellem.
  9. “Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.”
    • Du skal ikke tage det for givet at nogen bryder sig om dig. Men hvis du bare er dig selv, og kommer ned af din piedestal, så er der større chance for at du kan se folk i øjnene, og det er en god start. Resten kommer af sig selv, når vi lærer hinanden bedre at kende.
  10. “Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.”
    • Jo, hvis du kommer med din lærdom i ydmyg sagtmodighed, så bare gi den gas
  11. ”Gør mod andre hvad du vil at andre skal gøre mod dig”
    • Den manglede vi lige…

Hvis bare vi kunne leve sådan, så ville verden uden tvivl være et bedre sted. Men måske ville det være nemmere at ønske sig regbuepruttende enhjørninger.

Jeg kan måske ikke ændre verden, men jeg kan starte med mig selv. Når du så lægger mærke til hvor godt det føles, kan det jo være du følger trop.

Det er et forsøg værd

Kh.

Ham selv

Følg og like: