Det er morgen, og jeg lander langsomt i sengen igen, lige da bevidsthedsfølelsen går fra drømme om at svæve over grønne skove, gennem lange gange i ukendte labyrinter, til soveværelset, hvor kun en smal lysstribe trænger ind ved kanten af mørklægningsgardinet. Det er kun dér det må give op på den stigende sol, ellers klarer det jobbet ok.
En dyb vejrtrækning letter kroppen, og det føles som om jeg kan trække vejret lettere nu. Alt er godt, i et kort øjeblik.
”godmorgen!”
”Åh nej, jeg vil ikke”
”skal vi starte der hvor vi sluttede i går?”
”Nej det skal vi ikke! Det er uddebatteret, jeg har ikke mere at sige!”
”du havde ellers masser at sige i går.”
”Ja, men nu er det en ny dag, med nye muligheder.”
”'en ny dag' er i virkeligheden bare en konstrueret størrelse. dine problemer bliver jo ikke mindre bare fordi du har sovet i seks timer, eller hvor meget det nu blev til denne gang.”
”Jeg gider ikke beskæftige mig med det i dag”
”for sent...”
”Ja, jeg ved godt jeg tænkte dårligt om nogle mennesker i går, og kom til at sige det højt til de venner vi var sammen med. Det var dumt, men nu må vi videre!”
”mhm... men hvad mon dine venner tænker om dig nu, sladdertante?”
”Jeg korrigerede mig selv, og tog min kritik tilbage, og efterfølgende sagde jeg faktisk også noget godt om dem”
”du skulle måske bare ha' tiet stille”
”Og det skal DU også!”
Jeg rejser mig fra sengen og ryster på hovedet. Jeg har altid dårlig samvittighed efter en afslappet aften i venners lag, med lækker mad og en god flaske vin på bordet. Jeg er nok lidt mindre påpasselig med hvad jeg siger, i sådanne situationer. Måske er tungen bare lidt løsere. Ugh, det minder mig om gamle dage, da det altid tog overhånd.
”du drikker for meget”
”Nej det er ikke værre end så mange andre, og jeg har i øvrigt også skåret ned”
”benægtelse? sådan er det jo ofte når man ikke vil erkende det”
”JA, jeg ved godt at jeg måske, en sjælden gang, drikker ét glas mere end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, men jeg mister aldrig kontrollen!”
”så du anerkender at du drikker for meget”
”Nej, jeg...”
”det kalder man for alkoholisme, og det kommer til at ødelægge alt omkring dig...”
”STOP SÅ, det er overhovedet ikke dér jeg er!”
”...som for eksempel i går, da du talte dårligt om andre mennesker”
”SÅ KLAP DOG I!”
”som du ønsker”
Jeg går ud på toilettet, kigger mig selv i spejlet og gnider mine øjne. Jeg er træt og kroppen værker. Jeg må have ligget forkert i nat.
”du ser faktisk lidt gammel ud”
”Jeg er ikke gammel, jeg har et ungt sind...”
”...siger bessefar”
”Jeg er stadig relevant for folk omkring mig, og jeg er med på beatet”
”ved du hvem der også siger sådan noget?”
”jeg vil ikke høre det”
”folk med midtlivskrise, og lige om lidt får du en tatovering og et motorcykelkørekort. det er lidt kikset, er det ikke?”
”Jeg har ikke midtlivskrise”
”du er da ellers med al sandsynlighed over halvvejs i livet”
”Ja måske, men kun lige”
”ikke med den måde du lever på”
”Jeg lever fint”
”alkohol er usundt”
”stop nu”
”især i de mængder du drikker”
”Lad mig nu bare VÆRE!”
”du sover også for lidt, og bevæger dig stort set ikke”
”STOP!”
”ja, hjertestop!”
”Nej! Åh, nu gav du mig hovedpine!”
”så, et godt stykke over halvvejs skulle jeg mene”
”Jeg ved hvor jeg skal hen når jeg dør, så jeg er ikke bange”
”det burde du ellers være”
”hvad?”
”gode kristne lever ikke som du gør...”
”det er jo løgn”
”...i hvert fald ikke ret længe”
Jeg forlader toilettet og går ud for at spise lidt morgenmad inden min morgenlæsning. Müsli er altid et hit, og så lige en kop kaffe til. Det er en flot morgen, og solens stråler som kommer ind gennem vinduerne, letter stemningen lidt.
”husk at du stadig har lidt ondt i maven”
”Det er en nerve der sidder i klemme, eller også er det ryggen. Det kan godt påvirke kroppen sådan”
”er du læge?”
”Nej, men lægen tror efterhånden at jeg er hypokonder, fordi jeg kommer rendende hele tiden, og han HAR undersøgt mig”
”hvis han mener du er hypokonder, så var han garanteret ikke særlig grundig med dit helbredstjek”
”Jo, han er professionel”
”han er bare et menneske. Han kunne sagtens have overset noget alvorligt”
”Det passer ikke”
”især når han nu godt ved hvor latterlig du er”
”STOP NU!”
”selvfølgelig... Men det får ikke sygdommen til at forsvinde”
Jeg spiser lidt, og drikker min kaffe, mens jeg kigger mit Facebook-feed igennem.
”er du klar over hvor meget tid du spilder på det der?”
”Det er kun lige mens jeg spiser”
”mnjah... det er da sikkert også derfor du aldrig blev skuespiller”
”Hvad? Jeg skulle da aldrig have være skuespiller”
”nej, fordi du pisser dit liv væk, på den dér skærm!”
”Det gør jeg ikke!”
”hvad lavede du i weekenden?”
”ikke noget særligt”
”skærm”
”Ikke kun, jeg slog græs og skrev en lille historie”
”men du kunne have gjort SÅ meget mere, men det gjorde du ikke, vel?”
”Nej... Nej det gjorde jeg ikke... Måske er jeg bare...”
”hvad?”
”bare en...”
”sig det nu. du får det bedre.”
”En fiasko...”
”super! lidt selverkendelse har aldrig skadet nogen, godt gået!”
”Tænk på alt det jeg kunne have opnået...”
”præcis”
Jeg rejser mig, lettere nedtrykt, og prøver at ryste det af mig, men det er som om det har grebet fat i mig nu… Jeg sætter mig ind i min seng med min Bibel for at læse lidt.
”du er nået til stamtavlerne. De er megakedelige”
”Det er stadig Bibelen, og jeg vil læse cover til cover”
”bevares, jeg prøver jo bare at hjælpe”
Jeg begynder at læse, og det gør mig faktisk lidt godt, selvom det måske ikke er den mest spændende del af Bibelen. Men det er godt at få konteksten med, og lige om lidt skal jeg gå en tur.
”kan du huske nogle af de kærester du har haft?”
”Nej stop! Jeg gider ikke lege den leg!”
”eller kærester er måske også så meget sagt”
”AAAARGH!”
”og vrede kæmper du tydeligvis også med!”
”Jeg er ved at læse i min bibel!”
”ja, det kommer til at tage lang tid. lang... kedelig... tid...”
”Så har jeg noget at læse hver dag, i lang tid”
”hvis du kan tage dig sammen”
”Det kan jeg godt”
”du læser for langsomt. hov, den linje forstod du ikke, om igen... ...oooog én gang til”
Jeg sukker og gnider mit hoved med mine hænder, strækker mig lidt, for at koncentrere mig
”Nå, men de dér kærester, savner du dem?”
”Hvad? Nej! Jeg har min kone og familie som jeg elsker overalt på jorden, og det dér var mange år siden!”
”uh, interessant så hurtigt du kom i forsvarsposition”
”Stop dog, jeg savner ikke nogen!”
”heller ikke hende med det lange bølgede hår og det søde smil?”
”NEJ! JEG... GIDER... IKKE!”
”men nu tænker du jo alligevel på hende”
”Det er da ikke min skyld!”
”sludder og vrøvl! jeg er da ikke andet end dine egne tanker, og hvem styrer dem, udover dig selv? og helt ærligt, hvordan kunne du dog gøre det mod din kone? Tænke på andre kvinder! og så endda mens du sidder og læser i bibelen! Det er jo hyklerisk! ...skal I så skilles nu?”
”HVORDAN I ALVERDEN KOM DU FREM TIL DET?”
”DU kom frem til det, sååå måske er der noget om snakken?”
”NEJ!”
”det er sikkert også derfor dine børn kæmper med alt det de kæmper med! du er faktisk ikke en særlig god far!”
”LAD MIG VÆRE!”
”hvor mange gange BURDE du have brugt mere tid med dem, hvor du bare sad med en eller anden form for skærm, eller noget andet du synes var mere spændende end dem? de har jo praktisk talt opdraget sig selv, alt imens der ikke kom noget som helst ud af alt det du jagtede efter i livet. Så du FIK faktisk ødelagt alt omkring dig, gjorde du ikke? Indrøm det!”
”lad mig nu bare være... please...”
”mislykket far og elendig ægtemand!”
”NEJ, nej jeg er ej! ...Vent! Jeg kender et bibelvers!”
”uuuh, jeg ryster... egoist!”
”2. Korintherbrev...”
”lol, det er virkelig et dårligt brev!”
”kapitel 10”
”hold nu op, det er jo åndssvagt”
”vers 4 og 5”
”så stop dog!”
”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud...”
”du kan ikke...”
”...til at bryde fæstningsværker ned.”
”vent lige...”
”Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig...”
*krrrssht*
”...mod kundskaben om Gud”
”di... kæ... ...iot!”
”vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus!”
”...”
Jeg lukker min bibel og begraver ansigtet i mine hænder et øjeblik. Det er ovre… For denne gang…
-o-o-o-o-o-o-
Bare rolig, denne historie opdigtet. Eller i hvert fald udpenslet og stærkt overdrevet. For den kommer jo ikke ud af ingenting, og forfatteren kan godt nikke genkendende til enkelte passager undervejs. 😉
Tankekværnen er vedholdende. At kæmpe med den kræver at du kender dit værd. Det kræver at du ved hvem du er, og hvem du IKKE er. Alligevel kan du aldrig helt slippe af med den.
Men jeg kan bringe den under kontrol, ind i lydighed. Det er mit liv, og jo mere jeg kender min Mesters tanker om mig, jo mere fast står jeg, og jo nemmere hører jeg Hans stemme, frem for kværnen som bare ævler løs, med sine forbandede løgne…
