Røde øjne. Morgen. Søvn i øjenkrogen. Telefonen giver et signal. ”Er det mon flyselskabet? Eller TV2NEWS?” Jeg er pludselig meget vågen! Maven rumler og tager et dyk, da mail-ikonet popper op i toppen af skærmen.

Det er bare en annonce fra en side, som jeg kom til at tilmelde mig for et par år siden. Jeg burde bare afmelde nyhedsbrevet. ”Oh well, næste gang” tænker jeg, mens maven falder lidt til ro igen. Mit hoved er dog ikke faldet til ro. Det kværner derudaf med vendinger som ”travel ban” og ”Joe Biden administrationen”, mens hovedpine og nakkeknas tilslutter sig kroppens andre stress-relaterede faresignaler. Jeg har scrollet nyheder igennem den sidste måned, uden at blive klogere og, interessant nok, uden at blive mere rolig. Snarere tværtimod.

Sagen er den, at min kone og jeg i det tidlige forår bestilte en efterårsrejse til USA. Det er ikke noget vi normalt gør, men alt havde lagt sig til rette, vi kunne få orlov på samme tid og en god bred vej var tilsyneladende banet.

Så kom Deltavarianten.

Med USA hermetisk lukket, og en administration der lader til at have god tid, bliver min frustration mangedoblet dag for dag. Lidt koldsved bevæger sig ned ad nakken da jeg scroller forbi overskriften ”US BORDER STAYS CLOSED!” Jeg følger nervøst linket og finder en gammel artikel fra april måned. Irriteret smider jeg telefonen henad sengen, ligger mig fladt ned, lukker øjnene og trækker vejret dybt.

Det er ude af mine hænder.

Jeg sidder i en situation som jeg ikke kan ændre. Måske åbner landet inden vi skal rejse 4. oktober, og måske gør det ikke… Følelsesmæssig rutsjebane, jo tak!

Nu er jeg jo en dedikeret kristen som tror på en personlig Gud, der altid er med os og hører vores bønner. Men går min tro så langt, at jeg tror at han vil ændre hele Covid-19 situationen, bare for min skyld, så min familie og jeg kan komme på tur til USA? Eller tror jeg, at Han vil tale med Joe Biden og hans gæve håndlangere, så de åbner grænserne? Eller… er min tro mere i retning af, at alting i hvert fald er i Guds hånd, og at Han allerede i foråret ledte os til at booke en rejse, fordi Han vidste at landet ville være åbent når vi skulle afsted?

Jeg stoler på Gud, men min tro prøves lige nu. Hvad nu hvis Han prøver at lære mig en lektie så vi faktisk ikke kommer afsted, men igennem den her tid skal blive styrket og udrustet til de udfordringer der ligger forud? (Hvis det er tilfældet, så er det IMMERVÆK irriterende!!)

Men jeg ved det ærlig talt ikke…

Det eneste jeg ved er, at det hele er i Guds hånd, og at jeg kan kigge to veje:

  1. Der er et menneskeligt perspektiv som ser ret håbløst ud lige nu.
  2. Og så er der Guds perspektiv, som på ingen måde er håbløst, uanset udfaldet.

Hvilket perspektiv vælger jeg? Valget i sig selv er ret nemt. Jeg vælger Guds perspektiv. Men det gør ikke nødvendigvis situationen nemmere. Vi har stadig noget tid foran os hvor vi er nødt til at vente, og måske blive skuffede i første omgang. Men når Guds perspektiv langt fra er håbløst, så må vi også stole på at der er et formål.

Uanset hvad.

Følg og like: