Den gamle lektor står ved tavlen i auditoriet og kigger rundt på de studerende. Faget hedder metafysik, og emnet er ”Begrebet smerte”. Vi kan alle sammen fornemme at der er en historie på vej, på den måde hans mundvige krænger til et lille underfundigt smil. Vi elsker hans historier, han er uden tvivl den bedste lektor vi har.

”Forestil jer…” starter han, med ærværdig selvtillid i stemmen ”…at jeg stillede jer op i et mørkt rum, med 2 meter imellem jer, og gav jer alle sammen bind for øjnene. Jeg har igennem længere tid undervist jer om begrebet smerte, men nu her i dette mørke rum, begynder jeg at gå rundt mellem jer med en stor hammer. Du står nu der, og har en vis forventning, og hver gang du hører et skrig et sted i rummet, formes din forventning yderligere. Pludselig bliver det hele meget mere nærværende for dig, din forventning ændres til erfaring, og du er nu i besiddelse af en helt ny erkendelse!”

Hele auditoriet fyldes af en brusende latter, mens den ældre grå lektor spankulerer roligt frem og tilbage langs tavlen, med ophøjet værdighed.

Samme år modtog den højagtede lektor, en undervisningspris, ganske velfortjent.

Historien stammer fra min tid som filosofistuderende på SDU. Jeg blev mindet om den i dag, fordi jeg netop i disse dage, føler at jeg står i en lignende situation. ”Står”, er måske så meget sagt… Jeg har fået corona, og ligger på sofaen…

Jeg har i mange måneder stået i det mørke rum, med to meters afstand og bind for munden. Jeg har fået min forventning formet af andre menneskers oplevelser, men det er først nu det er blevet meget mere nærværende for mig. Tro mig, jeg er nu i besiddelse af en helt ny erkendelse!

Den virus mange har frygtet. Den virus som gør at vi opfører os underligt. At vi holder afstand og putter små klude i fjæset hver gang vi går indenfor et sted, som ikke er vores eget hjem.

Den selvsamme virus som har vendt op og ned på samfundet, og holdt os i et jerngreb de sidste 10 måneder. Den der får os til at hælde mere alkohol på hænderne end i halsen.

Den lille lede sømine-lignende mikrop som alle taler om, bor nu i min krop.

Jeg ved ikke rigtig om jeg skal være bange eller beæret?

Det er jo ikke hver dag man deler liv med en kendis. Jeg kan dog ikke helt lade være med at føle det lidt antiklimatisk. Forstå mig ret, jeg har ikke ønsket mig at få Corona, men når nu det er sket, føler jeg mig sådan lidt ”meh”.

Jeg har ikke været ”rigtig” syg i 7 år, så jeg underkender ikke sygdommens alvor.

Jeg synes heller ikke at kampen for at undgå sygdommen har været ligegyldig.

Jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg havde forventet. Men når noget har fyldt så meget i dit liv så længe, uden egentlig at være der, så må der skabes én eller anden form for forventning.

Med alle de retningslinjer vi skulle indføre, og alle de omveje vi måtte tage. Al den vægt vi måtte bære, og alle de gange vi har diskuteret det. Alt dette har vi gjort, ikke for at nå frem, men for at undgå. Eller endnu mere usexet: For at nå tilbage til status-quo.

Det lyder godt nok kedeligt.

Tænk at bruge så mange kræfter på at undgå, frem for at bygge. Intet under, at resultatet bliver antiklimatisk.

Når vi nu står i dette store rum med 2 meters afstand, og venter på at coronaen måske rammer. Hvad er det så vi forventer? Forventer vi bare at komme uskadt tilbage til det vi kender? Eller er der måske en lille chance for, at vi kommer ud på den anden side med en ny erkendelse?

Jeg satser på det sidste.


Lektor: Erich Klawonn (1942 – 2011)

Følg og like: