Han sidder der på balkonen, højt hævet over byen. Skuer ud over pøblens utilfredsstillende ursump, tronende på sine utaknemlige undersåtter. Vinglasset hviler nonchalant i hånden med sidste rest af livseliksiren. Flasken er smidt i hjørnet.

Her har han siddet siden det tidlige forår. Tilsyneladende uanfægtet af tingenes tilstand.

De få livstegn man bemærker, hænger mest sammen med håndens bevægelse op mod munden når han monotont sipper fra sit glas.

Der sidder han, erhvervslivets Holger Danske. Hvilende, ventende, på det rette øjeblik hvor han igen vil vågne og komme landet til undsætning. I hjertet bærer han håb, han venter på Messias. På sin frelse. Den perfekte balance mellem Gud og Mammon.

”Når Messias kommer…” Den tanke har han haft mange gange det sidste halve år, mens verden langsomt er eroderet under ham. Pøblen flakker hvileløst rundt i virvaret nedenfor hans elfenbenstårn, mens den febrilsk forsøger at frelse sig selv med flere grønne tiltag, flere planlagte indgreb med mindre plastik i havene, og mere plastik i ansigtet. Mere træning, sundere hverdag, længere levetid.

Han ryster lidt på hovedet og smiler skævt. Han ved godt at de ikke kan frelse sig selv. Der er kun én frelser… Messias…

Når Messias fødes, kan han endelig trykke på knappen der sætter maskineriet i gang igen. Når Messias kommer, genindtager han sin glatte lædertrone bag mahognibordet og lægger ansigtet i mindre blege folder. Han kan næsten fornemme duften af frisklavede pengesedler og ny computer. Men først når Messias kommer.

Messias. Skønne kanyle, livgivende serum… Vaccine…