Jeg gik rundt i min stue og bad lidt her til formiddag. Det er faktisk min fridag i dag. For når man er præst og normalt arbejder om søndagen, så må der jo være andre dage som er hviledag. Hos os i Jacobskirken er det mandag.
Mine fridage har dog ikke været helt så “frie” som de plejer på det sidste. Normalt har jeg hele huset for mig selv om mandagen, helt frem til kl. 14.00! Sådan er det ikke lige for tiden.
Med tre døtre og en hustru i Coronakarantæne, føles mandag bemærkelsesværdigt anderledes! Så er det jo også vældig belejligt at jeg har fri til at kunne være med i hjemmeskolingen. *smiler anstrengt* Ja, man kan hurtigt komme til at opleve en snært af “Cabin fever”, eller Kahytfeber, sådan en højhellig mandag.
Men her til morgen havde jeg lidt tid for mig selv. Vi ventede nemlig på at vores nye klaver skulle leveres, så jeg blev hjemme fra vores sædvanlige morgengåtur, hvis nu klaveret skulle komme mens vi var væk. Så der fandt jeg noget tid til bøn.
Isolation
Jeg gik og tyggede lidt på ordet “isolation”, som normalt er noget man putter indsatte i fængsler i, hvis der er et særligt behov. Men lige for tiden bruges det allevegne om almindelige danskere i egne hjem.
Jeg kunne næsten høre fængselsinspektøren for mit indre øre: “14 dage i hullet! Så skal du nok lære det kammerat!”
En af mine absolutte yndlingsfilm er “The Shawshank Redemption” (En verden udenfor). Den er nummer to på listen, lige efter “Eternal Sunshine of the Spotless Mind”. Hovedpersonen Andy Dufresne (udtales “dufræin”) bliver idømt fængsel på livstid, for mordet på sin kone og hendes elsker, og kommer til fængslet Shawshank i 1947. Ca. midtvejs i filmen er der en scene som talte til mig på en særlig måde denne morgen. (pas på: mulige spoilers):
Andy får sig arbejdet op i systemet i fængslet, og på et tidspunkt får han tilsendt nogle gamle bøger og grammofonplader til et bibliotek for de indsatte. Han bliver bedt om at fjerne dem fra inspektørens kontor, men i stedet låser han sig inde, og spiller en passage fra Mozarts Figaros Bryllup udover fængslets højtaleranlæg, med en gammel grammofon. Dette får alle de andre fanger til at stoppe op og lytte.
Andy bliver smidt to uger i isolation på grund af sit stunt.
Efterfølgende bliver han spurgt om hvordan han klarede de to uger alene, hvor til han svarer: “Det gik som en leg”… Andy havde nemlig noget med sig i isolation. Han havde Mozart. Ikke i form af en grammofon, men i hovedet, og i hjertet.
Han havde noget som gjorde det nemt at holde ud i den svære tid. Der var noget i musikken ingen kunne tage fra ham, selvom han havde mistet alt andet. Han havde håb! På trods af sin livstidsdom, på trods af sin isolation.
Håb!
Ud af hullet
Nu er der måske ikke nogen af os som sidder i en lige så desperat situation som Andy, men hverdagen ser uden tvivl meget anderledes ud for os lige nu. Butikkerne er lukket, økonomien står på skrå og flere er i fare for at miste job, folk bliver syge osv. Mange lever i frygt, og mange ser sig om efter faste holdepunkter i en usikker tid, med en uvis fremtid.
Paulus skriver i romerbrevet 15:12-13:
“Der vil komme et rodskud fra Isajs stub, en konge, som skal regere over alle folkeslag, og han er den, der bringer håb til menneskeheden.” Jeg ønsker for jer, at Gud, som er grundlaget for alt håb, vil fylde jer med glæde og fred i jeres tro og give jer en stærk forventning ved Helligåndens kraft.
Vi har også et håb! Jesus kom til jorden, og efterlod os ikke bare da han fór til himmels igen, men sendte Helligånden til at vejlede os.
Der er noget her, som ingen kan tage fra os, og som kan bringe glæde og fred i hjertet, på trods af isolation, på trods af håbløse livssituationer! Vi får endda ikke bare et håb, men vi kan også have lov at leve i forventning til hvad Gud vil gøre i fremtiden.
Jesus er større end Mozart vil jeg bare lige sige, så hvor meget mere kan vi ikke håbe på en levende Gud, end på et stykke musik?
Så: Fat mod, frygt ikke! Det håb vi finder hos Gud, er større end noget andet vi kan håbe på i verden. Hvad end vi søger efter på jorden, kan ikke måle sig med det vi finder hos Gud.
Med den vished, kan jeg godt tage 14 dage mere i hullet…
Info:
Følg dette link for at se den omtalte scene fra filmen. “The Shawshank Redemption” kan ses på Netflix lige nu, eller lejes på Blockbuster.dk for 29 kr. Den er ikke for sarte sjæle, men meget seværdig!