”Det forsømte forår” kalder nogen det. Foråret som vi tilbragte halvt i haven, halvt på nettet og helt alene.

Tiden gik, og nu er det allerede sommer. Var det bare som sand der strømmede ud mellem fingrene, uden at vi rigtig kunne finde form og mening? Eller gav det os en velfortjent, og i øvrigt, tiltrængt pause fra det ”kopihelvede” hverdagen nogle gange kan synes som?

Hvad brugte du egentlig tiden på?

Uanset, så er det væk nu! I den forbindelse kan man godt risikere at blive fanget af alt det man gerne ville have opnået, og alt det du gik glip af.

Spørgsmålet er vel i virkeligheden: Fokuserer du på hvad du mistede, eller på hvad du rent faktisk allerede har vundet?

Midt i en verden hvor uvisheden er stor, og hvor der altid sker ting vi går glip af, har vi alligevel en konstant. Paulus skriver i Rom. 12:12: ”Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede.”

Et håb der aldrig forsvinder til trods for verdens tilstand. Nogle gange glemmer vi bare hvor stort det i virkeligheden er. Det er det grundlæggende, jeg-fik-det-ind-med-modermælken, evigt fornyende, evangelium om Jesu’ død på korset. Det kan aldrig miste sin kraft, men vi kan godt miste den mentale forbindelse til det. Det drukner i hverdag og ”coulda, woulda, shoulda”, og lad os bare være ærlige: Vores verden har masser af tilbud, så et-eller-andet er vi nødt til at gå glip af. Så lad os nu sørge for at det er det uvæsentlige vi går glip af.

En gang imellem kommer jeg til at åbne en mappe på min computer der hedder ”Billeder”. Her toner det ene billede efter det andet frem, af mine døtre med rottehaler, store smil og glimt fra tiden som var engang.

Næsten hver gang jeg kommer til at gå ned ad den vej, får jeg får en klump i halsen og tænker ved mig selv: ”Bare man dog kunne opleve det én gang til, med den viden jeg har i dag!” Det er den dér følelse af, at man altid går glip af de vigtige øjeblikke, eller i hvert fald ikke påskønner dem nok, før man sidder tilbage med minderne på skærmen og et sløret syn.

Sandheden er, at det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre at opleve det igen, og selv hvis det var muligt ville det aldrig være det samme!

Sandheden er, at dette er de gode gamle dage, og jeg engang om 20 år vil tage billeder frem fra 2020 og græde snot over alt det jeg ikke påskønner I DAG!

Det er unfair.

I stedet for at begræde alt det du ikke fik med, så nyd livet med dem du har omkring dig, og påskøn det du rent faktisk har, og ikke mindst: Har i vente.

Åb. 21:4: ”Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er forbi.”

Det er vores ultimative håb, midt i det vi synes vi har mistet, eller det der indimellem kan se helt overskueligt ud.

Er det ikke værd at lægge sit liv efter? Det synes jeg…