Det sidste indlæg jeg skrev her på siden, lagde jeg op 3 dage før min far døde.

Han døde pludseligt, selvom det var alment kendt at hans hjerte var svagt. Jeg var dog ikke klar over at det var så slemt.

Det har været svært at sætte ord på, fordi jeg jo aldrig har prøvet at miste min far før. Men jeg har alligevel forsøgt at skrive lidt som jeg faktisk gerne vil dele her. Det er skrevet for lidt over en måned siden:

En skønne dag

”En skønne dag” fik en helt ny betydning den dag campingpladsen nede ved Hindsgavl flagede på halv.

De flagede for min far, som indtil for få timer siden var på weekendtur her sammen med min mor.

Jeg er ikke vant til at han ikke er her. For det har jeg selvsagt ikke oplevet før.

Han er jo min far. Eller… Han var min far.

Livet har ændret sig for altid, og det jeg i mit barnlige sind aldrig troede kunne ske, skete.

Min far er død. En sætning jeg har mødt utallige gange i mit liv, men aldrig selv troede jeg skulle benytte. Hvor er det naivt, men samtidig også bare en erkendelse af, at vi normalt ikke bruger så frygtelig meget tid på døden, før den tager en af vores elskede.

Og så kørte vi der -Maria og jeg- på den lille bivej op imod campingpladsen, flaget på halv, som mest af alt var den smukkeste gestus jeg længe havde set, men samtidig også en voldsom påmindelse om sagens alvor. Det hånede mig næsten, selvom det på ingen måde havde været nogens hensigt. Vi skulle hente deres bil som i nattens tumult blev efterladt her.

“De arbejdede på ham i et time” sagde campingfatter, da jeg hilste på ham. “Det så lidt voldsomt ud”. Campingfatter var også tydeligt berørt som han stod der, lidt betuttet og ikke rigtig vidste hvordan han skulle forholde sig til mig og den situation jeg befandt mig i. Med et stille “Jeg kondolerer mange gange” tog han den praktiske tilgang, så vi kunne komme ned til pladsen hvor mine forældre havde boet. Det var hans måde at vise omsorg på, og det varmede.

Campingvognen stod der også stadig, og min fars elskede hat hang på sin knage i forteltet. Den havde naturligvis ikke været vigtig i den scene der udspillede sig i natten der var gået.

Alt så ellers så fredeligt ud. Som om far lige om lidt ville komme gående ned ad grusvejen oppe fra campingpladsens toiletter, med sit karakteristiske guldtandssmil, fordi han havde brygget på noget hele vejen tilbage. Noget som han skulle dele med os andre. Det kunne faktisk være alt fra en prut til en velformuleret latrinær joke. Selvom hans humor måske var blevet lidt anløben med tiden, så var han altid et dejligt indslag på campingturen. Vi elskede ham for det, trods vores himmelvendte øjne og smilende hovedrysten.

Et andet billede poppede op i mine tanker. Det indeholdt også min fars guldtænder. Men motivet var helt anderledes. Det var skikkelsen der lå der i hospitalssengen, lige så fint med nyklippet skæg og de gigtkrogede fingre sirligt foldet midt på maven. Grove fingre der nu aldrig skulle plage ham igen. Rynker i ansigtet som nu aldrig skulle foldes i grimasser igen. Hans øjne var lukkede, og hans mund let åben så guldtænderne kunne ses. De trådte altid så fint frem når han brød ud i latter. Nu var de bare en reminder om alt det der ikke længere kunne ske. Jeg havde mest af alt lyst til at ruske ham hårdt som han lå der, men jeg nænnede det ikke. Jeg vidste jo også godt at han ikke bare ville slå øjnene op og kigge rundt på os der stod der i det dunkle rum, omgivet af lægeting og apparater som ikke bippede, og skærme som kun viste tomhed. Apparaterne talte et tydeligt sprog. Jeg græd… For søren hvor jeg græd… Men jeg forstod det alligevel ikke. Han kunne umuligt være væk nu. Det var bare så dårlig timing. Jeg snakkede jo lige med ham den anden dag!

Vi fik salmebøger udleveret, men vi magtede ikke at synge. I stedet lod vi Spotify synge for os. Mine tanker kredsede sig om hvordan far ville have reageret. Han ville kigge ud i luften med et eftertænksomt blik, og stille nikke. Han ville så fange mors blik og smile lidt. Bagefter ville han forsøge at samle op på det han lige havde hørt bare med en enkelt simpel sætning som ”det var faktisk rigtig fint”, men man ville vide at der foregik mere derinde bag rynkerne.

Men ikke denne gang… Jeg delte bare et lille ord fra bibelen og så bad vi en bøn.

Vi var stille lidt, og besluttede os så for at der ikke var mere vi kunne gøre. Vi sagde hver især farvel, og så gik vi, og efterlod ham der… Alene. Det virkede så forkert!

Vågn op!

Der var stille på campingpladsen. Jeg rømmede mig lidt, tørrede en tåre væk og kiggede en gang mere rundt i forteltet. Det lignede sig selv på nær et hvidt tæppe som lå i min fars stol. Det passede ikke ind.

Jeg kom i tanke om at mor havde sagt noget med et tæppe som de bar ham ud i… Det måtte være det. Jeg tog det med, og så var vi klar til at køre bilerne tilbage til Odense.

Jeg forstod det stadig ikke da flaget på halv forsvandt i bakspejlet.

Det er snart 3 måneder siden jeg kørte derfra, uforstående, træt og sikkert stadig i chok.

Jeg har lige smidt tæppet ud, og måske forstår jeg det lidt bedre nu. Det er godt, for det er med til at læge sorgen.

For at være ærlig, så blev jeg faktisk indimellem lidt pinligt berørt over min far, også efter jeg selv var blevet voksen. Nogle gange nagede det mig lidt, og jeg har måske prøvet at løsrive mig fra at blive ligesådan. Men det som står allertydeligst for mig lige nu, er hans glade og positive tilgang til livet. Jeg kender en del gamle gnavpotter, men min far var absolut ikke en af dem! Det gør mig faktisk lidt stolt. Men ikke bare stolt, for det gik op for mig at sådan vil jeg også være. Jeg vil gerne være ligesom min far. Opmuntrende og altid klar på at smage mere af livet, i stedet for at blive bitter over alt det man endnu ikke har smagt.

Hvis man lever sådan, har jeg en naiv forestilling om at man jo slet ikke når at blive bitter, før man skal herfra.

Uanset hvad, så er det svært at miste sin far, også selvom man for længst selv er blevet far. Især når han nu var sådan en god en af slagsen.

-Der er noget at leve op til…