Nu sidder du der med hovedet i hænderne igen. Tårerne løber mellem dine fingre, og drypper ned på din fine nye trøje. Dit tjavsede hår gemmer resten af dit ansigt, og knæene har du trukket op foran dig for at støtte dine arme. Der foregår en nådesløs kamp i din krop, som jeg hverken kan se eller høre. Jeg sidder stille ved siden af dig, apatisk. Jeg kender din kamp, men den tilhører ikke mig. Jeg kæmpede den selv engang, og nu kan jeg bare heppe på dig. Jeg ville ønske jeg kunne række ind i dit sind, gribe dine tanker og flette dem sammen med mine. For der er intet i verden jeg hellere ville, end at bære dem alle sammen så du kunne opleve lysere ting i livet.

Det kan jeg bare ikke.

Jeg hedder far, en elendig en af slagsen hvis du spørger mig selv. Men det synes du ikke, for du ser ikke min magtesløshed, kun at jeg er her, men hvilken forskel gør det? Jeg sidder ved siden af dig, og holder foredrag om alt det du ikke skal frygte.

Dit monster hedder “Angst”, og har godt fat i dit spinkle væsen. Det er så møguretfærdigt at du skal være skydeskive, det har du overhovedet ikke fortjent! Du er så god og mild, og har aldrig kendt til Hybris, så hvordan giver det mening at du skal opleve Nemesis?

Jeg hedder far, en sølle en af slagsen hvis du spørger mig selv. Jeg forsøger at modbevise alle de ting du frygter. At du kommer til at vågne igen i morgen, og at mor og jeg også vil være der når det sker. At maden du spiser ikke slår dig ihjel, og heller ikke vil gøre dig tyk. At lyden ved vinduet bare er katten der går på rov, og Putin ikke får lov til at bombe vores by. Jeg forsikrer dig om at du nok skal blive voksen, og når du gør, sagtens ville kunne betale en regning. At der findes søde drenge der gerne vil giftes med en pige som dig, og du nok skal finde ud af at blive mor, til ligeså mange børn som du gerne vil have.

Jeg stiller mange garantier som jeg på ingen måde kan garantere! Jeg ved heller ikke hvor meget af alt det jeg siger er løgn. Men jeg har ingen kvaler ved at være den største lystløgner, hvis det kan give dig lidt ro, om end kun for en tid.

Mit navn er far, en magtesløs en af slagsen, det kan enhver da se. Men jeg gør mit bedste, og må stole på, at alt det bedste sker, hvis jeg dog bare kunne lade være med at bekymre mig så meget om dig.

Men der er en far som er langt bedre og større end mig. Jeg ved at du ikke rigtig kan se og mærke ham endnu. Og du kæmper også med at forstå ham, når du hører på alle mine fortællinger. Men han er der, og udkonkurrerer mig med mange længder. Og det er helt ok for mig, for han er den bedste af dem allesammen.

En dag må du møde ham, og du vil forstå, at alle dine tanker finder sit mål hos ham. Han kan give dig rigtig fred, og han ved så meget bedre end mig. Han ønsker -som jeg- at se dig leve dit liv fuldt ud, ligesom det var tænkt, helt fra starten af.

Mit navn er far, og jeg står på skuldrene af den største far! Ham der skabte det hele, og derfor selvfølgelig også dig. Jeg ved ikke hvorfor han skabte dig præcis som du er, men jeg ved at det ikke er tilfældigt, og at vi nok skal finde ud af det hele, sammen.

Du har løftet hovedet fra hænderne, og tårerne på din fine trøje er næsten tørret ind. Du smiler til mig gennem fugtige røde øjne, og det virker som om du også godt ved det.

Mit navn er far, og det kommer aldrig til at ændre sig. Heller ikke næste gang du sidder der, med hovedet begravet i hænderne…

Kærlig hilsen

Far!