Sort/hvid

Jeg gaber lidt mens jeg sidder der bag rattet og holder øje med vejen gennem forruden. Jeg kører ikke alt for stærkt, kun lige omkring grænsen. Jeg skiller mig ikke ud, jeg ligner bare endnu en lønslave på vej hjem fra job. Ingen særlig signifikans, bare endnu en ”Joe”. Jeg drejer ned ad villavejen hvor vi bor -blandt de lave boliger under den høje himmel. Leverpostejmadden er for længst spist, det er fyraften og alle andre er også så småt på vej hjem. Da jeg kører ind i indkørslen, bliver jeg endnu engang en del af den grå blob som er Suburbia. Stedet hvor forstadsmonstret lurer, og er klar til at opsluge enhver der vover at flytte ind. Det er her de store drømme tilsyneladende kryber hen og dør, og bliver til terrasser, gasgrills- og hundelortehaver.

Jeg har altid været rebelsk og fuld af ideer, hvilket man måske stadig kan se lidt på huset. Det er en lille smule anderledes end alle de andres, hvilket får den grå masse til at slå revner, men ikke rigtig mere end det. Garageportene er malet i fin camouflage, postkassen har dødningehoveder på og der er et lille skilt som fortæller at din kampvogn vil blive flyttet, skulle du vælge at parkere den her. Men efterhånden er de ting også blevet en del af pakken, og ingen lægger rigtig mærke til det mere.

Jeg drejer bilnøglen, men kun lige så motoren slukker og det elektriske system stadig fungerer. Her sidder jeg og sumper et minut eller to inden jeg slukker bilen helt og går indenfor. Jeg hilser på familien og sætter mig hen til min computer for at skrive lidt.

Lyder det kedeligt? Måske endda deprimerende? Det er det ikke, for alt det du lige har set er jo kun overfladen.

Technicolor

Du hørte ikke det soundtrack der kørte på anlægget hele vejen hjem. Det som fik alle mine varme følelser til at boble op. Fra de nostalgiske, da jeg blev mindet om den dag vi kørte rundt i LA i en stor muskelbil, til følelsen af at være enormt ”street” da jeg hang ud med de dér skatertyper. Du så ikke mine tanker, som indeholder alle de drømme der stadig lever i bedste velgående i mit forskruede væsen, og glæden jeg har over at skulle udleve dem engang i fremtiden.

Du oplever ikke farverne jeg ser når musikken spiller, og når jeg prøver at forestille mig hvordan Himmelen måske ser ud. Eller spændingen ved det dér computerspil som jeg skal hjem og nyde en times tid, efter en lang men enormt tilfredsstillende arbejdsdag, hvor samtalerne har kredset sig om spændende planer og ønsker for tiden der kommer.

Du ser heller ikke det næste projekt som jeg så småt er ved at skabe i baghovedet. Palmetræer, loungemøbler og gasbål begynder at forme sig, og det næste stencilmaleri jeg får lyst til at lave på den dér hvide væg som egentlig er lidt for bar.

Jeg fik også lige lyst til at så chilier igen, men det får jeg i virkeligheden nok slet ikke tid til. Men måske skulle jeg begive mig ud på en lille fototur og tage billeder af byens graffiti?

Og når jeg sidder der i bilen et minut eller to efter den er slukket, så er det ikke fordi jeg skal samle kræfter til at møde familien om lidt, for det glæder jeg mig faktisk til. Nej det er fordi jeg lige skal have klimakset med på den sang der spiller nu, så jeg kan huske den resten af dagen.

Måske ser folks liv meget ens ud når man bare kaster et blik på det udefra, men under overfladen findes krydderierne som skaber en helt anden virkelighed midt i et smagløst Suburbia, og mange gange opleves det kun af én selv. Måske skulle vi blive bedre til at åbne lidt op og vise de sider af os selv som rent faktisk er interessante. Det er måske også de sider som er allermest sårbare, men lad os nu vove pelsen lidt, og måske endda ende op med at berige hinandens liv. Jeg elsker når jeg kommer ud af en samtale med følelsen: ”Det har jeg faktisk aldrig tænkt over, det må jeg undersøge noget mere”.

I sidste ende er det dig selv der bestemmer hvad du åbner op med, men gør det lidt oftere, for jeg vil så gerne vide noget mere.