En følelse dybt nede i maven får mig til at stoppe op i min talestrøm. ”Åh nej, ikke igen, og ikke lige nu!”

Jeg ved ikke hvorfor den kommer nu, men den vokser sig hurtigt større og sætter sig i brystet. …og så kommer hovedpinen, spændingerne i nakken og de hurtige hjerteslag. En iskold hånd stryger mig blidt ned over ryggen, og luller mig ind i en verden med mange veje. Det er ikke veje jeg har lyst til at gå ad men jeg har intet valg, døren er smækket bag mig, der er ingen vej tilbage. Jeg zoner ud, og det er et dårligt tidspunkt. For min familie sidder og snakker med mig.

De ting vi lige har siddet og drømt om bliver nu til et mareridt, og jeg orker ikke at tage kampen! Det skulle være så godt, men nu er det hele bare uoverskueligt og ”farligt”.

Jeg trækker vejret dybt og mumler, ”det må vi lige finde ud af senere…” Jeg ved godt at jeg bare skal vælge en af de veje den kolde hånd har udstukket, og så se at komme igennem. Så vil solen bryde frem og mine drømme bliver nogenlunde sig selv igen. Men det ser godt nok sort ud, og lige nu er jeg bare nødt til at finde ud af hvor det kommer fra denne gang.

Er det de tanker jeg gik med i går der påvirker mig? Er det jobbet? Er det stress? Er jeg ved at gå ned med stress?? Åh nej det magter jeg bare ikke! Hjertet slår et ekstra slag, mens kampen raser i hovedet.

”Jeg skal lige på toilet” siger jeg roligt, og skynder mig derud, låser døren og kigger dybt i spejlet. Jeg skal prøve at få kontrol. Jeg har jo ikke noget at stresse over, selvom jeg lige nu ikke kan overskue de ting jeg skal i næste uge. ”Det er først på tirsdag, det er først på tirsdag, det er først på tirsdag, slap af, slap af, slap nu af!!” Jeg trækker vejret dybt ind gennem næsen, holder det lidt, og puster ud gennem munden… Det er ikke stress…

Men er jeg så alvorligt syg? Den der smerte jeg har haft i maven længe. Er det kræft? Det er garanteret kræft… Jeg skal dø! Nej, det er jo ikke kræft, tag dig nu sammen! Du er blevet undersøgt –flere gange– og du fejler ikke noget, og det er ikke blevet værre siden sidst, og du har ikke tabt dig!

Rimelig i kontrol forlader jeg toilettet, og jeg kommer til at tænke på at det snart er forår, og så skal vi ud i haven og gøre klar. Det er godt. Jeg kan næsten dufte jorden og græsset. Solen bryder pludselig igennem skyerne og blænder mig lidt igennem vinduet. Det giver mig ro, og en lille følelse af glæde. Det er næsten som om Gud selv har trukket skyerne til side, bare for min skyld. Det giver mig ro helt dernede i maven hvor uroen startede for noget tid siden.

Det er overstået. Jeg er inde i stuen igen og smiler til Maria. Jeg siger til hende at jeg ringer til ham tømreren om lidt, og så skal vi se om vi ikke kan få råd til det dér køkken som længe har været en drøm.

Jeg lister mig ud i garagen og snupper en bajer fra køleskabet, ryster lidt på hovedet og tænker ”Du er et fjols!” Du er ikke syg, du er ikke en idiot, du er ikke ved at ødelægge alt omkring dig, og i øvrigt er du bare et enormt godt sted i livet! Hvad piver du for? Dejlig familie, gode venner, fedt hus, perfekt job… Det er en velsignelse!

Jeg åbner øllen og sætter mig ud i solen med min store vinterfrakke på.

”Det er livets bølgedale der gør bølgetoppene så fantastiske” tænker jeg, mens jeg sipper en tår.

Jeg smiler og lukker øjnene, og forventer ikke mere kaos i dag.

Angst, min uvelkomne følgesvend, som jeg nok desværre har givet videre, men i det mindste kan vi så kæmpe sammen. Der er jo ingen der har lovet os et nemt liv, men der er én der har lovet os, at det bliver det hele værd… Og ved du hvad? Det er godt nok for mig.