Jeg trækker vejret dybt og sætter mig til rette ved den plettede velourdug, som stadig ligger på bordet fra i forgårs… Den vidner om sovsen der var engang, rødkålen, og i hvert fald tre andre slags pletter, hvor én måske godt kunne være kalkunfedt.

Computeren kan godt stå foran mig, uden at blive berørt af disse fortidslevn, og jeg er nok selv begyndt mit helt eget “walk down memory lane” her henover juledagene.

Jeg kan godt blive rastløs når der ikke sker så meget. Så kommer mobilen og min PS4 også lidt for meget på overarbejde. Det var måske i virkeligheden derfor jeg tog computeren frem nu og begyndte at skrive.

Selvom mit job som præst, ægtemand og far er verdens bedste, og det gang på gang udfordrer mig, så kan jeg faktisk også godt synke ned i hverdagssump og trivialiteter. Det kan faktisk godt være kedeligt at være mig. Det er en del af det at være menneske tænker jeg. Når man gør noget tilpas mange gange, bliver det hverdag, om man er rockstjerne eller “bare” arbejder på margarinefabrikken.

Det er derfor det er så vigtigt at finde noget man kan brænde for, og gøre dét.

“Dum i arbejde”

For en del år siden, præ ansvar-for-andre-end-mig-selv, var jeg i aktivering. Jeg syntes nemlig det kunne være spændende at være “subsistensløs” i en periode. Spændingen gik hurtigt over, da jeg kom i straks-aktivering som havemand hos ældre medborgere. Det var det man i mindre flatterende vendinger kaldte “dum i arbejde” (abbreviation af “ung i arbejde”).

Det betød, at jeg skulle stille kl. 7.00 hver morgen i en garage et sted i Hunderupkvarteret (Det dyre kvarter), og være klar til at rykke mælkebøtter op med rode!

Der var to ansvarlige på stedet som selv var langtidsledige på overførselsindkomst. En lille hyggelig mand med meget runde briller, og en stor fyr med meget krøllet hår. Hver morgen stod de med deres -måske- første morgenbajer og hilste højlydt på mig med et “GO’MORN MORTEN”, på syngende fynsk naturligvis. Morgendisen fik et tydeligt strejf af humle, og de spæde solstråler blev grønne i flaskernes skær når de satte dem til munden.

En dag da vi gik i ukrudtsbekæmpelsens fortvivlende håbløshed, brød ham den lille pludselig tavsheden: “Nøj hvor jeg glæder mig til at komme ud i kolonihaven i eftermiddag”. Jeg stoppede op et øjeblik og stirrede mistroisk på ham. “Hvad?” Så han laver havearbejde hele formiddagen, og glæder sig til at komme ud i haven senere? Det gav ikke mening for mig dengang, men jeg forstår ham godt nu.

Kolonihaven var der hvor han selv satte dagsordenen. Han var ligeglad med at han havde lavet havearbejde hele dagen, han længtes efter at komme hen til det han brændte for.

Jeg forstår ham… Det må handle om at finde de små skønhedspletter i livet. Dem der måske ikke burde være der, eller måske er opstået ved et tilfælde, eller bedre endnu: Noget som du har været med til at skabe, som viser sig at være så meget mere end du troede.

Spørg dig selv: Hvad giver mig energi? Hvad længes jeg efter? Hvad kunne være spændende at gøre?

Gadesofa

Jeg kan tælle mange skønhedspletter hvis jeg kigger efter. En af dem hedder gadesofa.

Det er vel en del af mit arbejde… Vi triller 2-3 sofaer op i gågaden fredag aften og snakker med mennesker. Der er sådan set ikke mere i det. Jeg havde ikke troet at det skulle give så meget, men jeg bliver overrasket hver gang vi er ude.

Nuvel… Indlægget her er allerede blevet langt, så historien om gadesofa må vente til næste gang… Historien om hvordan en enkelt tanke fra Aleks blev starten på en bevægelse.

Hvor sidder dine skønhedspletter? Har du nogen? Hvis ikke, hvad vil du gøre ved det?