December… Man tænker grantræer med lyskæder som oplyser det tykke lag sne der har lagt sig på grenene. Frostklare morgener der får næsehårene til at fryse til is og omdanner kondensen i skægget til små fine diamanter…

Men det er jo løgn… I hvert fald på Fyn. Jo der er lyskæder, men det er så også det eneste vi kan prale af. Resten drukner i vindblæste, krogede og fislunkne træer under en sygelig grå himmel, som i øvrigt insisterer på -vedvarende- at tisse på min sukkermad… Der er jo snart ikke mere sukker på.

Anyway… Jeg har oplevet mange årstider som ikke lige var som de skulle være, vejrmæssigt såvel som indholdsmæssigt. Og i lang tid slog jeg det hen med ”Det bliver nok bedre næste år”. Min opfattelse af verden har været cirkulær… Næste sommer, næste jul, næste etc.

Men de senere år er verden blevet mere lineær… Vi har kun et vist antal somre, jule, vintre… Tror det er det fænomen der starter midtlivskrisen hos mange…

Det kan da også godt være skræmmende. Eller også kan det måske motivere til at gøre noget andet end man er vant til. Her mener jeg ikke at anskaffe sig den stereotype motorcykel eller tattoo, næh, jeg taler om at lægge vejen efter et mål, i stedet for at køre i ring.

Jeg tror vi alle sammen sætter store eller små mål i livet, med mindre man har fundet en zen-agtig fred i Honda, hund og hus, som gør at man er holdt helt op med at drømme.  (I så fald check din puls, ven, jeg tror du er død)… Jeg tror alle på en eller anden måde leder efter netop dét der kan propelle os ud af dette perpetuelle jorde-orbit, og sigte efter stjernerne.

Ikke dermed forstået at man nødvendigvis aspirerer til at blive den næste Chino Moreno, (eller Mick Jagger for den sags skyld), men at man leder efter netop det der giver følelsen af at gøre en forskel.

Der er en grund til at computerspil som får dig til at stige i level, er mere attraktive end spil der aldrig får en ende!

Vi befinder os i et orienteringsløb, ikke i et 800 meter løb, på bane…

Derfor bliver det også vigtigt ikke bare at sætte nogle mål, men også at lægge vejen derefter. Målsætninger er fine, men de får dig ikke til målstregen med mindre du indretter dit liv efter det.

”Jeg vil gerne have at vi som familie bliver et team og bare arbejder sammen!” -Jamen hvorfor arbejder du så 50 timer om ugen, og påtager dig flere småjobs ved siden af ven? Din vej stemmer ikke overens med dit mål!

Når vi snakker tro, og om at leve sit liv med Gud, så handler det om at holde sig tæt ved Ham. Hvis vi tror på at Han er almægtig og alvidende, så må Han vel også kende den bedste vej forud for os? Er det så ikke ”bare” at følge den? Det er måske ikke nemt, men jeg tænker at det bringer det bedste resultat.

Min mellemste datter, Fie, er en pige der gerne vil vide hvad der skal ske, ellers bliver hun utryg. Jeg husker en situation for nogle år siden, hvor vi skulle afsted til et-eller-andet, i hvert fald skulle vi ud ad døren en time senere. Fie sagde meget målbevidst at hun gerne ville nå at lege. Jeg sagde at det da var en god idé, og tænkte ikke videre over det… Flere gange i løbet af den time sagde Fie at hun gerne ville lege, og jeg opmuntrede hende til det. Hun ville ikke have hjælp, men hun ville bare gerne lege…

Fie nåede aldrig at lege…

Intentionen var der, lysten var der, men vejen dertil var der ikke.

Jeg har faktisk været i Fies sko, og det har du muligvis også? Jeg har haft perioder hvor jeg har gjort opmærksom på alle de ting jeg gerne ville, uden at gøre noget ved det.

Måske vidste jeg ikke hvordan, måske var tiden ikke rigtig, måske havde jeg ikke mødt de rigtige mennesker endnu, men vejen var der i hvert fald ikke… Eller jo, der var en vej, men den viste ikke derhen hvor den ”skulle”…

Jeg tænker det handler om at lægge vejen efter målet. Det betyder sikkert at noget skal ændres i dit 800 meterløb. Det kræver muligvis at du træder ud af komfortzonen. Der er i hvert fald én god vej, og det er vejen med Gud. Og dén kræver i hvert fald at du træder ud af komfortzonen!

Tør du det? Kunne det ikke være dejligt at slippe for at være rundtosset?

Følg og like: