I søndags var det min tur til at prædike i Jacobskirken… ”Det er altid en fødsel”, har min tidligere kollega og læremester altid sagt, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. I hvert fald ville dette have været en af de fødsler der varede 72 timer, med navlestrengen omkring halsen, fare for svangerskabsforgiftning og manglende epiduralblokade.

Jeg tror lidt min prædiken kom ud sidelæns…

Men de sidste par gange jeg har siddet med en prædiken, er der én historie jeg ikke har kunnet få til at passe ind. Det er historien om ”Robert”. (Jeg kan ikke huske hans navn, og det er sikkert også godt det samme), så tænker den får plads her.

Den handler om mine oprørske dage på den røde front:

Jeg var ung og idealistisk i retning af den yderste venstrefløj. Jeg boede i noget der efterhånden lignede et kollektiv (eller en banegård, alt efter hvilken side af det rød/blå hegn du så mit hjem fra). Mennesker i mange afskygninger dumpede ind i tide og utide, og blev hængende i timevis og nogle gange også i dagevis.

Lige i den periode hang jeg en del ud med ”Internationale Socialister” som nok var den pacifistiske del af den revolutionære unge venstrefløj. (Hmm… Revolutionære pacifister? Ja så har man set det med.) Men pigen var sød og ideologien rød, så… det gav vel mening. Robert var også en del af gruppen, men han var ikke en man havde så meget med at gøre, han fulgt mest bare med… Han var knapt så pacifistisk som os andre. Tror faktisk ikke ”pacifisme” var en del af hans ordforråd.

På et tidspunkt omkring årtusindskiftet var der i medierne meget fokus på ”Naziborge”, klubhuse for den yderste højrefløj.  Det var dengang den lokale helt, Benny, med sin motorsav fældede et hegn om en af disse borge på Langeland, og senere var ved at blive pløjet ned af medlemmer fra selvsamme (nu hegnløse) borg.

Men inden Benny havde startet sin motorsav, havde vi være på banen! Med en demonstration på Langeland!

Vi mødtes en solrig formiddag i september, på en parkeringsplads et sted på Langeland. De røde faner var der. De rød-sorte faner fra Antifa var der også. Og så var der de helt sorte faner fra ”Fynske Antifacister”. Der var naturligvis også et større opbud af journalister som sugede stemningen til sig gennem kameraer og mikrofoner. Jo, det var en farverig flok der stod der på parkeringspladsen på Langeland.

Robert og en af hans kammerater var der også.

Vi stillede op i en lang række, og begyndte vores rød-sorte demo mod Naziborgen, meget aktivistisk og klar til oprør! Politiet var der naturligvis også, kampklædte med tåregas og tilgitrede urovogne. Der blev råbt og sunget på vejen og stemningen var intens! Ved siden af os gik en sydamerikansk udseende ung mand med skulderlangt hår og en knyttet næve i vejret. Han sang noget der nok var meget patriotisk, men det var enten spansk eller portugisisk, så jeg forstod det ikke… Robert og hans kammerat var lidt længere nede i rækken, så jeg så ikke meget til dem.

Vi blev stoppet af politiet ca. 500 m fra borgen og fik at vide at vi ikke fik lov at komme tættere på. Der var også rapporter om at huset nu stod tomt, så vi nåede aldrig derhen. Lidt en fuser, men vi fik da vist fanerne! Bogstaveligt talt.

Alle tog hjem, og tidligt på aftenen lå jeg igen hjemme på min gamle grønne veloursofa, som havde malerspande som ben. Jeg tændte for TV2-Nyhederne og billeder fra vores aktivistiske dag væltede ud i stuen til mig. Det så vildt ud.

Formanden for Internationale Socialister blev interviewet. Hun så skarp ud, og fortalte i store vendinger om vores formål og hensigt, og om hvordan vi måtte stå med de svage og bekæmpe hadet, hvilket lød som sød musik i mine ører. ALT spillede!

Scenen skiftede til selve demoen, og frem tonede Robert! Gående der med et fjernt smil på læben, og knapt så skarp som formanden. Intervieweren spurgte ham om hvad han lavede her (et spørgsmål flere andre havde stillet sig selv mange gange i løbet af dagen).

Robert var ikke et kompliceret menneske, hans IQ var høj nok til at samle brosten op, men desværre ikke lav nok til ikke at kunne tale.

Han svarede storsmilende og nok også lettere påvirket: ”Vi er bare ude for at få lidt gang i gaden!!”

Det var som om fanerne væltede lige dér. Den stolte brystkasse sank, alle de ord som vores formand så smukt havde fremført, var glemt. Det var ikke engang nødvendigt at kaste med brosten, Robert klarede det så fint uden, verbalt set.

Så liden tue kan vælte stort læs? Var Robert bare en idiot ingen brød sig om?

Nej… Det er meget simpelt: Robert passede ikke ind.

Det var en stor organisation med en stolt ideologi, og et drive der kunne opildne til de største events. Men der var bare ikke plads til alle. Første gang jeg kom til et møde føltes det ligesom når man kommer første gang i en kirke. Folk er glade for at se en, og man bliver modtaget med den der reaktion ”Yes, en ny discipel til rækkerne”, lidt skræmmende faktisk, men det var som om velkomsten kun havde en begrænset rækkevidde.

Er det ligesådan i kirken? Er der plads til alle?

Jeg håber at der er plads til Robert i min kirke, ellers har jeg spillet fallit. Der skal være plads til dem som ikke opfører sig ligesom de andre. Kirke er ikke ensrettet, der er plads til mange retninger og ingen grænser for nåden… I teorien…

For tit har vi også mange usagte regler, de gemmer sig bare ikke i så meget i ideologien, men mere i traditionen. Ve den der ryger. Ve den der deler nadveren forkert ud, ve den der dukker op i shorts søndag formiddag, ve den der maler nadverbordet! (og så har vi endda kun taget hul på bagatellerne).

I bund og grund ligegyldige ting, som ikke har betydning for andet end det traditionen dikterer. Traditionen er god, så længe den skaber tryghed og ikke peger fingre…

Begynder vi at pege fingre bliver det nådesløst… Og hvad kan man bruge en nådesløs kirke til? Det er jo en selvmodsigelse.

Vi må indstifte en ny form for rød front… Kærlighedens front… Den der altid møder mennesker kærligt, og med udgangspunkt i anerkendelse…

Rød front!