Inspireret af Lukasevangeliet kapitel 19, vers 1-10:

”Zakæus var en lille mand, en lillebitte mand, han kravled’ op i et morbærtræ, for han ville gerne Jesus se.”

Sådan starter en af de mere kendte børnesange fra min barndom. Jeg tænkte dengang, at han må godt nok være en meget lille mand, eftersom han kunne kravle op i et jordbærtræ!

Det var selvfølgelig fordi morbærtræer ikke var en del af mit ordforråd, eller i det hele taget en del af mit verdensbillede.

Måske var Zakæus en lille mand, og måske havde han også et lille hjerte -rent billedligt talt- eftersom at han, som jøde arbejdede for romerne som tolder/skatteopkræver. Bibelteksten siger også lidt om at han måske ikke var den ærligste ske i skuffen, og tog lidt højere skatter for at kunne belægge sit smørrebrød lidt højere end gennemsnittet. I hvert fald var han hadet og udstødt af sine egne landsmænd. Han var syndig og møgbeskidt!

Men Jesus vælger at gæste netop hans hus den dag. Han går igennem Jeriko, byen som ganske vist var en vigtig handelsby på romernes tid (hvilket forklarer Zakæus’ tilstedeværelse som tolder), men ligeså meget var den kendt for at være en af præstebyerne, der hvor mange præster som tjente ved templet i Jerusalem boede. -og så vælger han at besøge Zakæus… (Virkelig provokerende, Jesus!) Folk mumler da også i krogene, og sender skæve blikke til den dér lille irriterend gnom som nu går der sammen med Jesus.

Jeg ville måske også blive lidt skuffet, hvis Jesus kom til Odense og valgte at besøge de ansatte i Skattestyrelsen i stedet for mig! Men hvorfor lige Zakæus?

Jeg tænker at Jesus gik ind der hvor behovet var, og hvor han vidste at der var grundlag for noget godt! Han kendte Zakæus, den rigtige Zakæus bag de fine klæder og skatteopkrævende ydre. Han kendte hans potentiale!

Fun fact: Navnet Zakæus betyder faktisk ”Ren” eller ”uskyldig” på hebraisk – Så kan man jo lige tygge lidt på den!

Hvordan man ellers kunne dømme Zakæus, så er det sikkert at i slutningen af historien, 10 vers længere henne, er hans hjerte ikke længere småt. Det har vokset sig stort. Han inviterede Jesus ind! Der er pludselig plads i hans hus, i hans hjem.

Han giver dem han har snydt fire gange igen! Han kan pludselig rumme de fattige, han ønsker at bringe tingene i orden igen, og mere til. Han er forvandlet!

Den gavmilde Zakæus… Hvem ville have troet det?

Man kommer til at overveje hvordan det ser ud i ens eget liv, gør man ikke? Dengang jeg selv mødte Jesus. -og hvor er jeg så nu?

Har Jesus stadig en stående invitation i mit liv? (I mit hjem?) Eller er der ting jeg ikke har lyst til at Han ser? Må Han komme uanmeldt? Eller skal jeg lige have ryddet op først?

Argh, der kommer gæster!

Da vi startede med at have cellegruppe hjemme hos os (En gruppe der samles hver anden uge og taler/beder sammen), så stormede jeg altid febrilsk rundt med støvsugeren, inden folk kom (ja, det er for det meste mit job at støvsuge herhjemme). Jeg skulle sørge for at der var pænt. Især når det var sommer og lyst udenfor, for så kunne man rigtig se uldtotterne i hjørnerne! Det er nogle gange ligesom en cowboyfilm hjemme hos os, hvor de her ”vindhekse” hvirvler henover stuegulvet! Men vores vindhekse er så bare lavet af støv og andre biologiske materialer, for med tre langhårede børn, en hund og en kat, så kommer de ret hurtigt (det er i hvert fald det vi undskylder os med! Den åndssvage hund, altså!)

Det skulle se pænt ud, når cellegruppen kom!

Men når nogle af vores helt nære venner eller familie kom, så gjorde det ikke så meget. Det er jo ikke fordi de betyder mindre for os, men fordi de kender os. De ved godt at vi ikke er helt så sjuskede som det måske kunne se ud. De kender os (hvilket cellegruppen efterhånden også gør nu).

Jesus kender os også, men Han kender os på forhånd. Han kender også ”skabet” vi putter alle de ting ind i som vi hurtigt skal have af vejen. Men bare rolig, det er ok, Jesus vil bare gerne have fællesskab med os. Det betyder naturligvis ikke at vi ikke skal rydde op inde i os selv, eller arbejde med os selv, men Jesus kender os, og han må have taleret og adgang til vores liv. Til alle tider!

Nullermænd og store hjerter

Hvis Jesus har adgang i vores liv og hjem, så må vi også bruge vores liv og hjem til at invitere de mennesker ind, som har brug for fællesskab, og ultimativt set, brug for Jesus.

Må mennesker se ind i vores liv? Må mennesker få lov at opleve hvad det vil sige at leve med Jesus hjemme hos dig?

Det er vigtigt og godt at bede for folk, men er vi også klar til at være bønnesvar, når det kræves af os? Hvis en enlig mor i dit netværk har mistet sit job, så bed endelig for hende! Men husk også at invitere hende over til middag, hjælp hende med CV’et eller andre ting hun har brug for.

Det kræver tid, og måske kræver det at du lader støvsugeren stå en gang imellem.

Hvis vores behov for ordentlighed kommer til at overskygge vores gæstfrihed, så skal vi nøje overveje hvad der er vigtigst for os. Hellere store hjerter og store nullermænd, end små hjerter og ingen nullermænd.

Du bestemmer selv hvad du vil med din tid og dit liv, og hvordan det skal leves. Det er den gave du har fået, og du må bruge den som du vil. Men der hvor du lægger din tid vil kunne ses i dit liv, og der hvor du ikke lægger din tid vil også kunne ses. Både fysisk, men også i det levede liv. Giver du dig tid til dem der har brug for dig, brug for Jesus?

Leverpostej og Berlingo

Vi bor i Odense NV, i et forstadskvarter der emmer af leverpostej og Berlingo. Vi bor lige mellem et ældre ægtepar og en anden børnefamilie. Det kan tydeligt ses hvor de lægger deres tid. Det ældre ægtepar har en fin have hvor plænen er klippet med neglesaks og den rigtige gødning er brugt i de rigtige bede. Børnefamilien på den anden side har stort set bare en græsplæne og en trampolin.

I vores egen have dyrker vi mest bare tidsler, og de er tit højere end æbletræet! Det er i øvrigt også meningen at græsset skal være højere end hortensiaerne… eller…

Det er tydeligt hvor vi lægger vores tid, både i det fysiske, og i det levede liv. Vi må gøre vores bedste, især i det levede liv.

Altså

Lad os da sørge for at Jesus har adgang og taleret i vores liv, og lad os sørge for at vores liv vidner om store hjerter, og vores tid bruges på at sprede lys til mennesker omkring os.

Vi er ultimativt på vej hjem til det evige liv med Gud, men vi må også stille os til rådighed, så mennesker omkring os også kan finde vej hjem.