Under overfladen er der så stille… Jeg svæver igennem tid og rum som en dykker i et koralrev, forbi farverige fisk og sære små krebsdyr… De vinker sjovt nok allesammen til mig, men det synes jeg slet ikke er underligt… Scenariet tager en drejning, jeg mister pludselig mit dykkerudstyr, og er nu i gang med at drukne.

Det der før var så stille bliver nu en kamp for at overleve, og mens alting sortner for mine lukkede øjne går en alarm i gang!

Jeg slår øjnene op, mens en dyb rallende indånding fylder mine lunger med livgivende og eftertragtet luft… Det er ikke vand men kun sveden på panden jeg kan mærke. Jeg swiper til snooze på min telefon, og ligger et øjeblik i sengen og kigger op i det 80’er-agtige gipsloft som vi har i soveværelset, indtil alarmen starter igen kort efter…

Kroppen bliver strukket som jeg lidt ubehjælpsomt snor mig for at komme ud ad sengen… Ryggen gør ondt i dag, og måske er der også andre steder i legemet der gør opmærksom på sig selv.

Jeg har tid til et kort bad i dag hvis jeg skynder mig, for det er pigernes første skoledag! Bare fødder og hundepoter rumsterer rundt i huset, og endelig mødes vi allesammen ved morgenbordet omkring ved 7-tiden, hvor temperaturen er kølig når snakken falder på skoleskema, madpakker og det at starte igen.

Samtlige cykler er flade (hvilket i virkeligheden enten er en spektakulær tilfældighed, en virkelig perfid og irriterende ubuden gæst, eller resultatet af voldsom neglekt), så vi tager bilen hen til skolen. Efterhånden som vores unger bliver spredt med lind hånd ud over klasseværelserne sniger der sig et lille gab ind i min mund… “Det er simpelthen for tidligt” tænker jeg, men glæder mig over at mandag betyder fridag for mig, da søndag jo generelt er arbejdsdag…

“Tja… Så er det vel bare at lave copy-paste x 364” tænker jeg med en smule kynisme i øjenkrogen, og irriterer mig lidt over at jeg kan finde på at opdigte sådan noget vrøvl. Jeg er i virkeligheden slet ikke så dyster, men en lille smule “kynik” i hverdagen er ok… “Kynik” fastholder jeg stædigt som værende et begreb jeg selv har fundet på: En blanding af lyrik og kynisme, som tit bliver til spydige eller syrlige små aforismer om livet og alle dets genvordigheder.

For 10 år siden havde denne dagsbeskrivelse uden tvivl indeholdt mere ængstelse og flere bekymringer.

Jeg havde sikkert tænkt om jeg var ved at miste forstanden når jeg nu kunne drømme sådan noget i morges. Jeg ville nok også tænke en ekstra gang over hvorfor min krop gjorde ondt… Der ville også have været adskillelige andre bekymringer, fra havregrynene var hældt i skålen – til bilnøglen var i tændingen. Jeg kalder det “Livet som ufrivillig tænksom”.

Jeg bekymrer mig ikke så meget længere, for jeg har efterhånden lært at sortere. Det har været (og er til tider stadig) en kamp! En kamp for at beholde det der er konstruktivt, og eliminere det destruktive… Tja, “med mange tanker kommer, mange overvejelser”. 🙂

Det er faktisk en stor velsignelse at være tænksom. For når først kreativiteten får plads og bekymringerne træder i baggrunden, kan hvad-som-helst ske… Men jeg må indrømme at jeg virkelig godt kunne have brugt en fysisk guide, da kampen var størst.

Problemet er så nu, at mine børn er ligesådan… Så nu skal jeg finde ud af at være mere guide, og mindre bekymret far…