Så kom dagen på ugen som jeg tit venter på… Ikke fordi de andre dage ikke betyder noget, men fordi det er den dag hvor jeg 100% selv sætter agendaen…

Ingen børn der skal tages hensyn til, ingen kone der skal assisteres, ingen telefon der skal besvares, og ingen kirke der kræver interaktion. Intet arbejde…

Tro mig, der er intet af det ovenstående jeg ville undvære (bortset fra telefonen måske), men denne dag -mandagen- er dagen hvor jeg har fri… Fri til at hvile, og til at gøre præcis det jeg har lyst til! Det kan måske betyde at jeg ser Cartoon Network hele formiddagen, spiller Playstation, eller reparerer petroleumsovnen ude i garagen. Men det kan også betyde at jeg tager en kop kaffe med en ven, eller forbereder lidt Påruplejr…

Pointen er: Det er udelukkende lysten, eller kræfterne der sætter dagsordenen… Det hedder: At HOLDE fri!

I bibelen hviler Gud på den syvende dag efter at have skabt alting. Havde Han mon brug for det? Gud… Himmelens og jordens skaber, Ham som aldrig sover og altid kan kontaktes?
Nej… Men Han satte et godt eksempel, som Han i øvrigt gjorde opmærksom på at vi skulle/burde efterfølge. Hvile… Det er et bud. Fordi det er med til at skabe balance i dit liv. Alt for få mennesker efterlever det bud. Vi ser mennesker gå ned med stress, mennesker som ikke finder hvile. Alt for mange kan simpelthen ikke finde ud af at holde fri!

Jeg var selv en af dem… Jeg havde de der famøse 14 dages “fædrebarsel” da ungerne var nyfødte, men det var svært for mig at gennemføre! (Det ville ikke være et problem i dag). Jeg havde ikke lært at holde fri.

Vi undskylder os selv med at “Kirke (eller job) er en livsstil” så derfor er vi der jo alligevel hele tiden. Når noget er en livsstil er det der jo også når vi har “fri”… Pludselig bliver det at holde fri mindre “helligt” eller mindre dedikeret, for så er kirke jo bare et arbejde som alle andre…
Men vi fortæller os selv en løgn… Kirke må aldrig blive en livsstil… Det er jo i virkeligheden bare en dårlig undskyldning for ikke at kunne finde ud af at holde fri.

Kirke er ikke en livsstil… Men tjeneste er… Min tjeneste er en livsstil. Det er større end kirke, det griber også om livet derhjemme. Min tjeneste ift. mine børn, min tjeneste ift. min kone, mine venner, mit hood… 🙂 At stå i tjeneste griber om hele livet, og netop derfor skal jeg holde fri, netop derfor skal jeg sørge for at holde ferie sammen med min familie…
Kirke er også en del af tjenesten, men kun en del… Gør jeg mit job til min livsstil bliver det sårbart. Tager jeg endda min identitet i at være præst, er jeg i fare!

For hvad sker der den dag, jeg ikke længere er præst? Den dag kirken skifter plads i livsbilledet? Skifter jeg så “livsstilen” ud med noget andet? Her har vi en af de gode opskrifter på “Livskrise”. Hvis jeg derimod har tjenesten som livsstil, så ændrer tjenesten sig måske, men tilgangen er den samme…