Pludselig gik urene i stå, larmen forsvandt og stilheden sænkede sig tungt – som en kugledyne, tiltænkt at skulle få mig til at mærke mig selv. Mærke efter hvor min krops grænser befinder sig.

Jeg har ikke svært ved at fornemme hvor langt min krop kan strække sig, eller hvor næsetippen begynder og storetåen ender, men indimellem kunne jeg måske godt bruge en mental kugledyne.

Jeg sidder stille og puster ud efter Påruplejr. Den årligt tilbagevendende juniorlejr i Midtjylland som jeg har æren af at lede sammen med et par gode venner. Det var godt. Det var godt at se gamle venner og møde nye kræfter. Det var godt at opleve den særlige duft der altid er i spisesalen. Det er mærkeligt. Der er både udskiftet møbler, gulve og lofter i tidens løb, men duften er stadig den samme som da jeg var barn.

Påruplejr!

Slap af!

Pulsen er vist på vej ned, og det er tid til at mærke sin krop igen. Det er tid til at få følelser på plads, og oplevelser kategoriseret. -og længslen… Det er tid til at tøjle længslen efter mere og vende tilbage til hverdagen, som lige nu ikke ser voldsomt attraktiv ud.

“Jeg skulle have snakket noget mere med…”, “jeg burde have lyttet mere da…”, “Hvorfor er du altid så kunstig når du taler med…” Alle de tanker popper op bagefter, om alt det man burde have sagt og gjort, de relationer man burde have været bedre til at pleje, det er typisk! Det dukker altid op bagefter, i stedet for i øjeblikket hvor jeg kunne gøre noget ved det. Men jeg ved hvor det kommer fra. Det er for dumt… Det var en god lejr!

Selvom vi afholdte “coronalejr” i år, var den ikke mindre fantastisk end den plejer. Det var jo stadig velkendte mennesker i velkendte rammer, om end rammerne var noget strammere end vi er vant til. Færre børn, færre medarbejdere, færre dage, flere restriktioner, og mange flere flasker håndsprit.

(Rettelse: Det var faktisk ikke en coronalejr, det var en Jesuslejr!)

Emnet var vigtigt. Det var om Helligånden – “The Right Hand Man”, og jeg er sikker på at Han er fulgt med hjem rundt omkring, hvor han fik lov. Løvernes Konge blev også storslået genopført i leg og skuespil, og den traditionelle “æggeleg” fik en fornem plads på programmet.

Var der natløb? Nej, ikke hvis man skulle tro på rygterne om “at man ikke kan holde afstand i mørke, så det er vi nødt til at aflyse”, men jo, selvfølgelig var der natløb.

Børnene var glade, medarbejderne var glade. Jeg var glad.

Jeg er glad… Jeg er især glad for at vi ikke aflyste lejren, for det var godt nok tæt på! Tænk på alle de ting vi ikke ville have oplevet. Jeg gyser lidt ved tanken.

Reality check

Nu sidder jeg her alene tilbage, med min tinnitus som det eneste der bryder stilheden. “Jeg tror ikke jeg kunne have gjort det her uden dig Gud”, tænker jeg mens en følelse af taknemlighed fylder min grænseløse indre, og efterlader mig i en stemning af velbehag og glæde. “Tak fordi du gav os mod til at slå til og stå fast!”

Følelsen varer dog kun et øjeblik inden jeg kommer til at tænke på nye dumheder. Sådan er det bare når jeg skifter ned i lavere gear. Måske er det fordi jeg har tid til at spekulere, når nu det ikke går så stærkt længere. Jeg ved det ikke, og jeg mangler også Sommercampen i år. Det er sådan en dejlig måde at skifte ned i gear på. Oh well, næste år!

Efter et par dage er jeg videre. Jeg er i gang med næste projekt. Der skal ryddes op så vi kan holde ferie. Rigtig ferie! Og så skal vi i gang med sensommeren, hvor en helt ny perlerække af projekter venter. Det bliver spændende!

Ja, og så ender det jo nok med at vi tager afsted på Påruplejr igen næste år, -om Gud vil.

Jeg elsker det…