Jeg synes jeg har en mærkeligt job.

Forstå mig ret, jeg knus-elsker det! Samtidig med at jeg nogen gange ikke kan fordrage det. Men sådan er det vel med jobs som er udefinerbare, og involverer mennesker.

For dig som ikke ved det, så er jeg præst. Ikke folkekirke, men frikirke. Det betyder at jeg er en af dem der ikke går i kjole, og har en løn der svarer til en pædagog. Eller ikke helt; min kone er pædagog, og hun tjener mere end jeg gør. Det er egentlig ligegyldigt, for et job som mit har man ikke for pengenes skyld. (det ville nemlig være rigtig dumt!)

Men jobbet er mærkeligt. Fordi det at være frikirkepræst ofte er noget som -i store træk- defineres af en selv, og derfor er der også mange måder at være det på. Det er tydeligt når vi møder tilflyttere fra andre kirker. Folk har lidt en forudindtaget holdning til dig, baseret på det de kommer fra.

Der flytter tit unge til byen om sommeren, og indimellem også omkring jul. Det er selvfølgelig bl.a. fordi Odense er en universitetsby. På et tidspunkt ansatte vi en af de unge i en slags projektstilling i kirken, og da han blev anvist sin kontorplads ved et bord lige ved siden af mit, fik han et stolt (og ærefrygtigt) udtryk i ansigtet. “Skal jeg sidde inde på jeres kontor, sammen med jer?” spurgte han. Jeg rynkede panden, og sagde: “øh ja, hvor ville du ellers sidde?”

Han var ikke vant til at man sådan bare havde sin hverdag på præstens kontor, og kunne komme og gå som man havde lyst. Jeg måtte forsikre ham om at der ikke var noget helligt eller eksklusivt ved vores kontor. Tværtimod! Især når man kigger på det slidte gulvtæppe og de skæve kontorstole med alle kaffepletterne. Min tendens til at have ALLE mine åbne opgaver liggende i bunker, eller hurtigt skriblet på indtil flere sedler, bidrager heller ikke til eksklusiviteten. Jeg ved at det indimellem driver min kollega til vanvid.

Hele situationen mindede mig om nogle historier jeg havde hørt fra USA, hvor menigmand heller ikke bare kontakter de ledende præster uden “tilladelse”, og at der er en vis celebrity-vibe omkring dem når man møder dem på gangene. Ok, kirkerne i USA er naturligvis (som alt andet) mindst 3 gange så store som de er i Danmark, så der kan sikkert være rigtig mange der vil i kontakt, men noget må alligevel være gået grueligt galt undervejs.

Kender vi vores bibel, så ved vi at i det gamle testamente kunne Gud ikke uden videre kontaktes direkte. Man skulle igennem præsterne. Men det var jo den gamle pagt. Jesus kom netop til verden for at rette op på det, igennem sin død. Det betyder at vi nu kan gå direkte ind foran Guds trone!

Så jeg tænker, hvis vi har direkte adgang til Guds trone, så bør man vel i højere grad kunne komme direkte ind på præstens kontor?

Ellers burde vi kalde os kirke-CEO’s og uddelegere de der “trælse” opgaver med at snakke med “pøblen” til andre. Men det medbringer så en HELT anden problemstilling.

Jeg vil være tilgængelig. Jeg kan li’ at snakke med folk, og har egentlig ikke meget tilovers for kontorarbejde, strukturer og “kasser”. Jeg vil på Gadesofa! (som jeg jo faktisk har lovet at skrive om). Jeg vil snakke med dem andre ikke har mod på at snakke med. Jeg vil uddele sukkerboller til fulde folk der er på vej hjem fra byen. Jeg vil da være tilgængelig! Måske gør det mig til en mærkelig præst…

Men, jeg har jo også et mærkeligt job…