Livet er crazy, smukt, frustrerende, deprimerende, finurligt, fantastisk, opfindsomt, kløgtigt sammensat…. Det er jo SINDSSYGT!

Vi farer ud af døren med ungerne hængende bag os, den sidste skefuld havregryn hængende i mundvigen og den anden mundvig… Ja, den hænger vist bare helt af sig selv. Sveden pibler af panden og…. det gentager vi så igen i morgen, med mindre det er fredag…

Vi kender det godt, hvis vi er en gennemsnitsfamilie med 1,8 barn, og en hverdag der indimellem sprækker i sømmene og afslører at vi bare er almindelige mennesker…

Men så er der også de dage…

De er ikke mindre hektiske eller specielt overnaturlige, og måske er det bare fordi man er ekstra sensitiv netop den dag… Men jeg taler om de dage hvor man pludselig lægger mærke til mange ting man ikke plejer.

I dag er sådan en dag…

Det har været tropenat, og det lune vejr lurer lidt på om det skal sende regn, og kommer da også til at dryppe lidt uhensigtsmæssigt hist og her. Disen hænger stadig tungt som vi triller ned af vejen mod pigernes skole. De har hjelme på og lader til at nyde turen, selvom det er tidlig morgen og skyerne truer. Mens vi kører der, rammer indtrykkene mig; duften af ny regn, modne æbler, en tilfældig flygtig kvindeparfume og nogen der et sted brænder bål eller haveaffald. Det er svært at lade være med at smile lidt…

Henne på skolen er myretuen i gang. Forældre afleverer børn, elever leger ost på asfalten, lærere pisker afsted med kaffekopper og stakke af papir og små morgenhilsner udveksles, som man passerer hinanden på gangene. De store klasser klumper sammen om skabene på gangen, og her er den tilfældige kvindeparfume ikke flygtig! Evi skuler lidt til en stor pige, men pigen lægger ikke mærke til hende.

Efter et par farvelkys fra de små og et ikke-så-pinligt kram fra den store, slentrer jeg tilbage af skolens labyrint-korridorer mod min cykel. Jeg bliver overhalet af flere forældre, men det gør ikke noget. Jeg har taget mig tid… Tid til at svare på en mindre vigtig sms, tid til at finde det helt rigtige soundtrack til dagen, som kan være med til at underbygge den forestående cykeltur ad stien mod byen… Tid til bare at indtage dagen som en frisklavet kop kaffe.

Alle sanserne rammer mig igen da jeg går ud ad døren mod cykelstativet. Parfume, æbler og brændt træ, som en intens speciallavet naturcocktail kun til mig. Jeg er i paradis… Et inderligt uperfekt paradis, men det er mit og jeg elsker det!

Som jeg stille og roligt triller ind ad Langesøstien med lidt melankoli i hørebøfferne og en regndråbe på næsen, tænker jeg: “Gid alle dage var som den her”…

Vi skal jo også huske at nyde turen hen til alt det gode vi gerne vil opnå… “These are the good old days”.