Vinteren er så småt over os, og om ganske få uger må vi forvente, at det ikke kun er en gang imellem vi skal have fat i isskraberen (eller kogekedlen) om morgenen, når bilruder og cykelsadler skal afises. Det bliver en del af morgenritualet, helt af sig selv…

Haven har efterhånden også smidt sin farverige høstfestdragt og er begyndt at vise sine krogede grene og gråsorte stængler. Det er nemt at se hvor væksten har været i løbet af sommeren, men nu vidner det bare om det der var engang, da solen havde magt, og luften summede af udendørsaktiviteter.

Dem er der ikke mange af lige for tiden.

På terrassen, der hvor den er overdækket, står plankehavebordet tomt og venter på at blive pakket ind i presenning, og det er også dér alle de blade som opgav kampen sidste gang der var hård kuling, har samlet sig i en bunke, pænere end jeg kunne have revet dem sammen.

Oppe under halvtaget er der kun få visne stængler tilbage efter at jeg fjernede de før så frodige humlebuske, som ellers havde lavet deres helt eget tag under overdækket.

Humle er pænt, men når først det visner om efteråret duer det ikke til mere. Først når det atter bliver forår, begynder de nye skud fra jorden af, og må vokse op og skabe ”taget” helt forfra igen.

Anderledes er det med den krogede plante der, de sidste seks år, har kæmpet sig op langs søjlen i den anden ende af den overdækkede terrasse, og rakt sine flossede ranker langs spærene…  Behændigt, tålmodigt, og under (u)kyndig vejledning af undertegnede er den efterhånden nået helt hen til humlen, og i løbet af sommeren har vi været vidne til en kamp om hvem der havde ret til at dominere bjælkerne! Men der hvor humlen er taget helt væk, er denne plante kun blevet beskåret lidt, for jeg ved at den fortsætter med at vokse derfra hvor den er kommet, når det bliver forår.

Jeg taler naturligvis om vores vinplante. Den giver så meget frugt at svigerfar sagtens kan kravle op på plankebordet hver eneste dag de kommer forbi i løbet af sensommeren, og tage for sig af retterne uden at det kan ses at han har været der (bortset fra fodsporene på bordet).

Men for at den kan give frugt, er den nødt til at blive beskåret… Hele tiden, i løbet af vækstsæsonen. Ellers giver den ikke god frugt.

Hvis jeg lod den vokse som den ville, ligesom humlen, ville den vokse i alle retninger. Den ville uden tvivl blive flot og have mange blade, men den optimale frugt ville udeblive. Det gik op for mig da jeg gik og beskar alle vildskuddene, og opdagede at de slet ikke viste tegn på frugt. Ikke én af dem. Jeg havde ladet ét skud stå forrige år som havde vist små tegn på frugt, og det havde nu udviklet sig til en ny ranke som bar frugt, men selv dén satte nye vildskud.

Jesus taler om (Johs. 15) at den gren der ikke bærer frugt den fjernes, men den der bærer frugt renses, så den kan bære mere frugt. Her tales grundlæggende om at Jesus er vinplanten og vi er grenene, og når vi bliver i Ham så bærer vi frugt, men hvis vi vælger ikke at blive i Ham så bærer vi naturligvis ikke frugt, og derfor er vi ude.

Som kristne kender vi lignelsen, men det der lige blev særligt levende for mig den dag, var vildskuddene… Han renser os, så vi kan bære mere frugt. Jeg tror måske ikke nødvendigvis der er tale om renselse fra synd her. Men måske mere om alle de ting vi foretager os som dræner os mere end de giver frugt.

Jeg blev pludselig opmærksom på, at i min travle hverdag var der faktisk en del ting som tog overskuddet fra mig, og det kom til at gå ud over ”frugten” i mit liv. Der var så meget jeg gerne ville som stressede mig, som gjorde mig frustreret og ulykkelig fordi jeg ikke kunne finde ud af at sætte i gang!

Jeg var en gren med mange vildskud, og selvom frugten var der, var den påvirket af skuddene.

Jeg var nødt til at lade Gud pege på de ting i mit liv der var vildskud og skulle skæres fra, så jeg kunne få lov at bære mere frugt.

Er du en gren med mange vildskud? Vildskuddet kan jo sikkert se godt ud med alle de fine blade, men måske er det mere show, end det er til gavn for resten af grenen?

Måske skal et af skuddene også have lov at udvikle sig og blive til noget mere, ligesom det skud jeg lod stå, som blev en ny stærk gren som kom til at bære meget frugt, men det må være Gud der beskærer os, og Ham der ved hvilke skud der er gode, og hvilke der må skæres fra.

Jeg tænker at vi må lære at slappe af og stole på at Gud ved bedst hvordan man får god frugt ud af vinplanten.

I sidste ende er frugten jo altid bedre end bladene… Frugten kan bruges, men bladene bliver fejet sammen og kørt væk.