Han hev gardinet til side og skulede ud på morgenen, øjenbrynet krummede lidt da han konstaterede vejrets tilstand; regn… Igen… Han kløede sig i nakken og begyndte dagens ritualer som altid udførtes med størst mulig omhu, og denne morgen bød ikke på undtagelser.

Havde han dog bare taget fri, og så lige i dag, hvor hun skulle have bilen.

Det var jo egentlig fair nok, når det nu ellers var kutyme at det var ham der havde bilen, og hende der cyklede! Han kom til at tænke på den anden dag, hvor hun havde drillet ham med hans begyndende vom. ”Du skal vidst til at cykle lidt, tykke” havde hun sagt, med det der glimt i øjet… Det selv samme glimt som han var faldet for dengang de mødtes…

…Han svømmede helt væk i tankerne da telefonen pludselig ringede…

Hans fjogede smil blev afløst af et forvirret famlende udtryk, mens han forsøgte at identificere retningen hvorfra lyden kom. Det var uhørt at nogen skulle ringe på denne tid af morgenen. ”Bare der nu ikke er sket noget” nåede han at tænke, da han fumlede telefonen op mellem to sofapuder… Det var hende… ”Hallo?” svarede han, med en noget mere bekymret tone, end han havde planlagt… ”Ja, jeg er stadig hjemme… Er du ok?”

… ”Tage kød op? Men… Ja… selvfølgelig… hej, hej!”

…Hans mundvig krængede lidt, irriteret over tumulten… Al den bekymring for et stykke frossent kød.

Han ryster på hovedet og sætter kurs mod fryseren… ”Åh hvor jeg dog elsker hende”, sukker han og smiler lidt…