Jensen sad på sengekanten i sit kammer… De skæve ben havde været sådan længe, men lægerne havde aldrig rigtig gjort noget ved det… Jensen kløede sig lidt der, hvor benet syntes at være mest medtaget af alle årene som brolægger i byens gader… Jensen havde aldrig rigtig overvejet muligheden for at skifte job, og efter skaden var sket gav det heller ikke rigtig mening længere… Og efter den anden Jensens hingangen, gav resten heller ikke mening…

Jensen gennemgik morgenritualerne, og fra vinduet i køkkenet kunne det mærkes at dagene var blevet koldere. Efter gebisset var sat på plads og morgenkaffen drukket, tog Jensen sin bedste frakke ned fra knagen og tog den på. Det var den Jensen altid -siden ’54- havde brugt når der var fine lejligheder. Og selvom syningerne ikke længere holdt de forskellige udskæringer helt på plads, syntes det ikke at genere Jensen. Jensen gik gennem byens gader, stille og roligt, med stok i hånd og et stille men sentimentalt smil på læben… Byen havde ændret sig igennem alle årene! Kun enkelte steder kunne brolægningskunsten stadig ses, der hvor asfalten var særlig slidt. Det nye lyskryds syntes Jensen ikke om. Det tikkede som en bombe når man gik over, og tidsintervallerne var tydelig vist ikke indstillet til et ældre menneske, og benene værkede så frygteligt når Jensen måtte sætte farten op for at nå over inden alverdens biler hylede og tudede i hornene… En tåre løb over Jensens kind… Gråd havde aldrig været en del af Jensens liv, heller ikke engang den dag Jensens bedre halvdel faldt om på gulvet og aldrig rejste sig igen…

Jensen drejede til højre ind i parken, og kom i tanke om dengang de mødtes her… To enlige partikler i livets vår… Tiltrækningen var tydelig som de stod der på isen med skøjterne spændt på skoene… Først kun stjålne blikke, men senere hånd i hånd… Det var ellers ikke noget man gjorde dengang, men Jensen havde nu altid været en dristig sjæl! Men skøjtebanen var væk for længst… De havde bygget en ny infostand og plantet fine nye eksotiske buske i ordnede bede. Det skulle jo tage sig godt ud! Meen, Jensen savnede nu den gamle skøjtebane…

Jensen bevægede sig rundt i parken ad ukendte stier. Mange ting havde ændret sig i løbet af livsbanen. Lygtepælen var væk, isboden var væk, og da Jensen nåede ned til den lille sø, var yndlingsbænken også væk. Den var erstattet med en af metal med adskillige armlæn, så de mindre bemidlede ikke skulle bruge den i liggende tilstand. Ja, det havde måske sine fordele, men køn var den ikke… Jensen forsøgte at sætte sig til rette i det ubekvemme sæde og tog en lille pose med brødstykker op af sin lomme. Den blev åbnet med største omhu, men da Jensen så sig omkring, var det som om at dem brødet var bestemt for, ikke var der… De var væk… Som alle andre ting i Jensens liv, var de væk…

Jensen rejste sig, mut og grå og bevægede sig ned til vandkanten… Med et suk tippede den gamle krop over og vandet omsluttede hver en centimeter… Kun den lille brødpose blev flydende ovenpå…

***REWIND*** ………………………………………………….. ***SPOLER***

Jensen rejste sig, mut og grå og bevægede sig ned til vandkanten… ”Irriterer det også dig at de har skiftet bænken ud med det monstrum?” lød en bestemt men venlig stemme bagved Jensen… Han vendte sig forvirret om og stod ansigt til ansigt med en lille grå dame med venlige øjne…. ”J-ja…” Svarede han, og fortsatte mumlende: ”De aner jo ikke hvad komfort er nu til dags”. Der blev stille et øjeblik… Men den tavse kommunikation som forgik mellem deres blikke var nok…

Siden den dag, manglede han aldrig noget længere…