Alt var gået i stå. Som om hele verden var sunket sammen i en følelsesmæssig implosion. Ingen lyde hørtes andet end dem verden selv frembragte når de rivende vinde suste over marker og gennem gader.
Det var slut.
En due på hvide vinger svævede ensomt gennem landskabet. Over markers kaotiske vækst og landsteders forfaldne tage. Som den nærmede sig byen blev kaos ikke mindre, men i stedet for marker var det karréer og villaer der vidnede om den tumult der havde været i de yderste dage. Nu havde forfald og råddenskab overtaget herredømmet, og de havde løst opgaven effektivt!
Duen spejdede efter et tilfredsstillende hvilested, og korset i toppen af kirketårnet virkede favorabelt. Kirken var ikke helt så henfalden som de omkringliggende bygninger, om end den stadig var mærket af årenes slitage. Der var lys på kontoret og hvis man kiggede ind igennem det støvede vindue kunne man se en skikkelse sidde foroverbøjet ved skrivebordet.
Den rynkede og krumbøjede skikkelse havde våde øjne, og stirrede tomt ned i bordet, mens han i tankerne forsøgte at genkalde sig de oplevelser han havde været vidne til i sin livsbane.
Det var som om verden bare havde givet op. Folk var holdt op med at snakke sammen og de farver som ellers prægede byen var visnet bort sammen med kultur- og forretningsliv, og en dag var det som om at hele organismen havde draget et sidste suk, og alt var gået i stå. Sådan føltes det.
Han var ikke helt sikker på hvornår det var sket, og hvad der var sket, men som den -tilsyneladende- eneste tilbageværende følte han at han måtte gøre et eller andet. Men det var allerede for sent.
Som han sad der, udspillede der sig scener fra hans liv for hans indre øje.
-Han havde skrevet sine prædikener med flid hver eneste uge, og han havde sikret sig at alt var korrekt i kirkesalen hver lørdag, så menigheden kunne få en god oplevelse, når de første ankom præcis kl. 9:57 dagen efter. Han kendte alle ansigter så godt at han også havde tal på alle dem der ikke dukkede op…
…den sidste gruppe var beklageligvis blevet større og større som tiderne gik.
-Han plejede at være en del af bybilledet, men nok mest som tilskuer til de mange hændelser der nu engang opstår i en travl by. Han sørgede altid for at holde en hellig distance til dem han mødte, så han ikke skikkede sig lige med verden.
-Jo mere han havde engageret sig i kirken, jo koldere havde han følt sig, og efterhånden var flere og flere gerninger blevet automatiseret og mekaniseret, hvilket efterlod ham med en velsmurt maskine, som i bagklogskabens knivskarpe lys i virkeligheden bare havde produceret tom emballage.
”Kunne man dog bare gøre det hele om”, tænkte han mens han sad der på det gråsorte kontor.
Duen på korset begyndte at kurre, og den hvinende tavshed han havde været omgivet af alt for længe var pludselig brudt! Med ét bredte sig en varme i hans indre. Han lagde mærke til sin hjerterytme for første gang i hvad der føltes som en evighed, og ekkoet genlød i hele tidens fylde, baglæns gennem årene, helt tilbage til de farverige dage, til den unge præst der netop havde færdiggjort driftsregnskabet, og nu skulle til at beslutte sig for hvad der så skulle ske. Den unge præst stoppede pludselig op og mærkede sit hjerte slå. Et smil bredte sig i hans ansigt, og nu vidste han præcis hvad han skulle gøre!
-Mærker du også hjertet? …hvad vil du gøre ved det?
Inspireret af Matt. 24:12: “Kærligheden skal blive kold hos de fleste”
Recent Comments