Kørselsrefleksioner del 2
 
Tomt blik… Morgentrafik… Det var tænketid… Som så mange morgener før denne, i de 20 minutter det tog, at snige sig mellem de andre blikdåser på vej til margarinefabrikken. Han var ikke unik, han var faktisk sikker på at alle andre omkring ham havde præcis samme morgenritual, men måske kunne de bedre håndtere det. Knoerne blev hvide og afslørede en dyb frustration, men øjnene forblev tomme… Han husker hvordan han var på vej ind på Det Kongelige Teater. Ved den sidste forestilling på den lokale scene havde publikum rejst sig op, og ovationerne havde skyllet ind over ham… Han drev væk i tilbedelsernes lune azurblå hav som han stod der og tog imod. Han vidste at der var anmeldere et sted på rækkerne, og han vidste at de var til stede fra de store scener, så han havde gjort sit ypperligste for at performe. …og det havde virket!
 
Men det ville kræve hårdt arbejde. Dette var omtrent et år efter han havde mødt hende… Hun havde fortryllet ham på alle de måder andre ikke magtede at fortrylle ham på. Altså, fortrylle var måske så meget sagt, men hun var alt det han søgte efter, og det var vel fortryllende, på sin vis?
 
Han var blevet kaldt ind på kontoret efter sidste forestilling, og da han trådte ind i rummet var det ikke kun direktøren der mødte ham… Der sad fire mænd rundt om bordet. Udover sin egen chef genkendte han kun ham fra Det Kongelige. De andre var henholdsvis en tourmanager og en journalist, fandt han ud af.
 
De elskede ham!
 
Det var også omkring det tidspunkt han fandt ud af at hun var gravid…
 
Et højlydt bilhorn rykkede ham ud af sin usædvanligt dybe refleksion! Lyskurven havde skiftet til grøn adskillelige sekunder siden, og efter febrilsk at have tændt både vinduesviskere og blinket til den forkerte side, fandt han endelig første gear og satte i gang. Panden havde rynket sig, og han mærkede den dér snigende fornemmelse af fortrydelse. Han kunne have nået så meget længere end familiefar i en familiecontainer på vej til sit dead-end-job! Han vidste godt at det var forbudte overvejelser, men han tillod gerne sine tanker at føjte lidt længere ud på sine morgenture.
 
Rødt igen… blikket flakkede og gled henover instrumentbrættet. Han hadede den bil! Den var indbegrebet af tøffelhelt! Ingen mand med respekt for sig selv ville vælge sådan en! Men selvrespekten var selvfølgelig også for længst væk… hans blik fangede et lille sammenrullet stykke papir på gulvet i passagersiden. Ikke fordi der ikke var masser af skrald i bilen i forvejen, fra fastgroede slikkepinde, kiksekrummer og papir, men dette så lidt for velplaceret ud. Han rakte over, samlede det op og rullede det ud… En rød pindemand var tegnet med brunt hår og et meget stort smil, og ved siden af var der tegnet en lille pindemand med langt lyst hår. Ubehjælpsomt stod der skrevet ”Jaj ælsker daj FAR”…
 
Hun elsker ham!
 
Tårerne fyldte hans øjne op og dryppede ned på papiret, han kunne ane gennem den fugtige hinde, at lyskurven skiftede til grønt og ubehjælpsomt fik han tørret både øjne og næse mens han styrede bilen over på den anden side af krydset og holdte ind. Alle de dårlige tanker syntes pludselig så uendeligt ligegyldige. Hans tanker fyldtes af nye minder som han havde glemt i tiden. Første dag i børnehaven, hendes smil som hun havde arvet af sin mor og alle de andre små særheder som kun tilhørte hende… ”Kæft jeg er et fjols”, tænkte han og satte igen bilen i første gear.
 
Det var som om dagen var blevet en lille smule lysere siden han kørte hjemmefra…