Jeg sidder i sofaen med et lille glas whiskey -beskedent afmålt- midt i første juledags forsumpede julefred. Filmene kører over skærmen med klassikere, såvel som nyere fortolkninger af gamle flicks. Mine gamle pyjamasbukser har set bedre tider, mine strømper er de samme som jeg havde på i går, og det er t-shirten vist også. Men det er ligegyldigt, for jeg skal ikke udenfor en dør, ingen forventer noget af mig, jeg bestemmer selv!

En af filmene er Mary Poppins. Ikke den nye poppede politisk korrekte udgave, som først har været igennem adskillige woke smagsdommere, nej den fra 1964 som emmer af frihed og egenrådighed. Hvor jeg dog ville ønske at jeg -bare et øjeblik- levede i Mary Poppins-universet i 1910’ernes magi, portrætteret med ´60ernes candyflossfilter. Det er ikke ægte, jeg ved det godt, men det føles godt, og det er nok til at jeg accepterer præmissen. Overklassefamilien med far på job i banken, og hjemmegående mor som bruger al sin tid på at kæmpe for kvinders ret til at stemme, mens de tyende arbejder for at huset hænger sammen. Lyder det gammeldags? Politisk ukorrekt? Jeg er ret ligeglad, tiderne var bare sorgløse dengang -i teorien. Og jeg vil gerne leve lidt i teorien.

For hvordan går det egentlig med den der sorgløshed anno ’22 snart ’23?

Det er tid til at tage filteret af. Mens filmen ruller over den store skærm, sidder jeg nemlig med min lille skærm og vedligeholder en helt anden ”virkelighed”! Jeg er med garanti ikke den eneste der er træt af at sidde og scrolle ned over feedet og føle at livet følger med ud over kanten af mobilen, når skærmen bevæger sig forbi. Jeg er ikke den eneste der oplever den stigende depressive følelse af at følge med i alle andres succes, mens min egen åbenlyse fiasko æder mig op indefra…

Disclaimer: Lettere overdrivelser kan forekomme, men hæng nu på:

I ny og næ dukker der også en lille video op, med en ny type streetfood, en prank, en achievement i et spil, en retoucheret udgave af lidt skøn natur, eller noget andet designet til at ”rense min gane” inden næste bølge af junkfood (læs: alt det jeg ikke selv har formået at udrette) skyller ind over feedet igen.

Jeg er træt… træt… Træt til døden!

Der er for mange overflader, for mange ”se mig”, for mange ”hvis du bare gjorde dét her, 3 gange om dagen!”, for mange dårlige nyheder og alt for mange reklamer!

Vi har brug for opmuntringer uden selvpromovering, oprigtigt gode nyheder uden negative kommentarer… Vi har egentlig bare brug for færre kommentarer. Vi har brug for at opleve, uden at føle at vi skal dokumentere! Vi har brug for at dele det der virkelig betyder noget, uden at fremhæve hvor godt vi selv har håndteret det, for helt ærligt, så gode er vi jo heller ikke! Din løberute gjorde dig ikke til et bedre menneske, din finurlige kommentar reddede ikke dagen, og det billede du postede af solnedgangen, var et øjebliksbillede som sandsynligvis ikke beskrev hele resten af din dag.

Vi er alle sammen elendige -indimellem… Og nogle gange er vi mere elendige end gode, i noget længere tid end vi selv er villige til at indrømme. Når vi så endelig poster vores elendighed, er det med en instagram-charme der gør min elendighed bedre end din, og bum, er jeg igen den bedste.

Men det er jeg bare ikke. Der er ikke noget glamourøst over mit liv. Det leves som alle andres, med lige dele fortrydelse over det jeg ikke fik gjort, bitterhed over det du fik gjort, og en indædt frygt for aldrig at opnå det jeg egentlig ”burde” opnå… Ja, og så er der de der små fantastiske øjeblikke hvor tingene bare lykkes, livet er jo ikke en jammerdal, det er faktisk helt fint… Men det er naturligvis dem jeg poster… Succeserne… Så kan du jo bekræfte mig i at jeg er fantastisk, og at de små flygtige øjeblikke er dem jeg skal basere mit liv på, mens du selv bliver bitter over at dit liv ikke er ligeså godt som mit øjebliksbillede… Og så begynder jagten efter flere og mere, men det bliver aldrig lige så godt som dit (eller mit). For det eksisterer ikke!

Jeg bliver bare frustreret igen. Mere og mere vikles jeg ind i mit eget FOMO-garn, som jeg snart ikke kan finde ud af at vikle mig ud af længere.

…og vi undrer os over hvorfor vi mistrives?

Livet er en blanding. Dit liv er lige så godt som mit, og omvendt. Du udfylder din plads allerbedst, og jeg udfylder min, til perfektion. For det levede liv må vel definere den plads vi har?

Så hvad om vi bare holdt op… Brækkede luftkastellerne ned, og stoppede med at poste… Hvad om vi begav os ud og tændte et bål og drak en øl. Snakkede om hvorfor himlen er blå og hvordan man bedst snitter en pind, uden først at google fremgangsmåden. Måske bager vi et snobrød som bliver sort i spidsen og råt indeni. Men vi spiser det alligevel fordi det smager af frihed. Vi får ondt i maven, men vi mærker vi lever. Og måske… Måske taler vi om hamsterhjulets håbløshed med en lille smule foragt og sarkasme, men det er ok, for det smager af frihed. Vi føler pludselig at vi lykkes hver især, men vi har sjovt nok ikke behov for at poste det.

Drop nu facaden, og lad os starte forfra. Måske ender man jo med at blive nærmest lykkelig.