Jeg er -for alvor- begyndt at cykle igen. Der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at gøre det. Mine tre piger gør det. Min kone gør det… Min kondi er helt i hegnet, og min lånte cykel har jeg nu endelig fået lappet… Ordentligt.

Nu siger jeg ”lånte cykel”. Det er fordi vi er særligt velsignet med folk omkring os som nok i virkeligheden er prototyperne på de perfekte naboer! Jeg fristes til at kalde dem hyrder, selvom de måske i virkeligheden ikke selv kender begrebet, for ”de er jo ikke erklærede kristne”, -jo hun er måske nok, men han er nok slet ikke. Men de ved i hvert fald hvad det vil sige at være hyrder. …i handling!

En dag ringede det nemlig på, og der stod min nabo ”Jens” med en cykel ved sin side… Han vidste godt at jeg lige havde fået stjålet min, og han havde da også tidligere tilbudt at vi kunne splejse om hans mors gamle cykel, som hun ikke længere kunne bruge… Det var en af de perioder hvor økonomien var meget stram, så jeg måtte pænt afslå.

Men dér stod han altså, med selvsamme cykel. ”Morten, jeg tænkte på: Må den her cykel ikke gerne stå her ved dig? Jeg har lige købt den af min mor og kunne måske godt bruge den som reserve”, sagde han på sit klingende fynske, og med sit sædvanlige glimt i øjet. ”men det er kun når min anden cykel er punkteret, og det sker sgu ik’ så tit! Så du kan jo bare bruge den som du vil!”

Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til den her overvældende gestus… Andet end ”tusind tak!” Jeg prøvede også at tilbyde noget i retur, men ”det skulle jeg da slet ikke tænke på!”

Episoden er efterhånden et par år gammel, og min nabo har haft brug for cyklen to gange.

Jeg skylder ham at bruge den noget mere…

Jeg afleverer tit pigerne i skole, og når jeg skal videre ind på arbejde hører jeg tit musik. Jeg er for tiden på jagt efter noget nyt, så det er meget forskelligt hvad jeg har kørende på Spotify der på Langesøstien… Forleden var det et af de mere hårdtrockende kunstnere der satte kulør på turen. Pludselig poppede linjen op: ”Everybody wants to change the world, but nobody wants to change themselves.” (Alle vil forandre verden, men ingen vil forandre sig selv).

Jeg kiggede ned på cykelstyret, og kom til at tænke på min nabo. Hvornår har jeg været et forbillede for ham, som han var det for mig? Hvornår var jeg hans næste? Har jeg mon haft for travlt med at forsøge at ændre verden, i stedet for at starte med mig selv?

Bibelen siger at vi ikke skal skikke os lige med denne verden (Rom. 12): ”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.”

Vi skal skille os ud. Hvorfor? Fordi vi er en lukket klub? Fordi vi skal holde os uplettede af denne verdens søle, og de usle hedninge? Hmm… Nah, det kan ikke bare være det… Det må også have noget at gøre med at vi skal være forbilleder som kristne. Leve efter Guds vilje og vise Kristi kærlighed til dem omkring os… For hvis vi bare var som alle andre, hvilken forskel ville det så gøre?

Vi skal være forbilleder! Hvem er forbilledet, når din nabo altid kommer i forkøbet med at vise dig næstekærlighed?

Du behøver ikke at svare, bare mærk efter.

Udover musikken har jeg fået en ting mere at gå op i for tiden: Jeg er begyndt at lede efter flere og nye måder at være næste på.