Jeg er begyndt at skrive om vores tur til USA i foråret 2022. Jeg har absolut ingen idé om, hvor lang tid det kommer til at tage, men her er en lille smagsprøve, “rejsekuller” included:

Klokken er 5.32 og jeg står og tripper nervøst på Odense Banegård sammen med familien. Vi er her alle sammen, trætte men spændte på den måned der nu ligger foran os. Maria, Mira, Fie, Evi og jeg skal med toget til Kastrup, og derefter med hele TO fly (et ad gangen) til Los Angeles. Herefter er planen at tilbagelægge 4000 km. i Guds eget land, i en 30 fods autocamper. 30 fod er ca. 9 meter, og når jeg står her og pludselig kommer i tanke om, at en gammeldags bybus kun er 3 meter længere end det monstrum vi har lejet, gipper det lidt i mig af lige dele gys og glæde. Det bliver vildt! Men som vi står dér og venter på toget, har jeg ingen anelse om hvor vildt det bliver, kun at jeg er ved at kaste mig ud et sted hvor jeg måske ikke kan bunde.

Jeg bliver hurtigt forstyrret af højtaleren og en sprød kvindestemme der annoncerer -i øvrigt lidt for kækt til så tidlig en morgen- at toget mod København H kører videre mod Kastrup, og kan bordes om få minutter. ”Lad rejsen begynde” tænker jeg da vi træder ud på rulletrappen med alle vores kufferter og bevæger os nedenunder og ud på perronen. De fem kufferter rumler kraftigt mod betonplateauet som vi glider forbi de forreste togvogne. Vi var så smarte at finde kufferter med hjul, så vi nemt kunne komme omkring, men lige nu lyder vi mest bare som en motorcykelbande i tomgang som vi går der og rumler. Om vi også ligner en bande ved jeg nu ikke, selvom jeg prøver at spille en bister rolle det bedste jeg har lært. Det er jo tidligt om morgenen!

Efter en ret monoton togtur, som absolut ikke smagte af eventyr, lige med undtagelse af manden i sædet overfor som mest af alt lignede en stereotyp privatdetektiv fra en dårlig noir-film, står vi endelig i lufthavnens afgangshal, og pludselig fyldes selve luften af eventyr! Det er som om stemningen er en anden her. Rejser som starter og ender i dette store rum. Forventninger til det der kommer, blandet med minder om det der lige har været mikses sammen, og skaber en atmosfære man ikke ser mange steder. Det er magisk, og jeg elsker det!

Vi skal faktisk afsted! Vi skal til USA! Det gibber lidt i maven, lidt samme følelse som når det går op for en, at det man har gået og drømt om går i opfyldelse lige for øjnene af en. Vent… LIDT samme følelse? Nej, det er jo rent faktisk dét der er ved at ske! Drømmen om at se LA, køre på highways i store biler, møde amerikanere i alle sociale lag, opleve Vegas, Grand Canyon, det vilde vesten, gnubbe albuer med de rige på Rodeo Drive (om end det sidste kun er noget jeg forestiller mig)… Alt det jeg har drømt om siden jeg var barn, går lige nu -og i de kommende uger- i opfyldelse… Jeg får brug for en ny Bucket-list, for jeg kommer til at opfylde den nuværende (og lidt til) inden længe.

Samtidig sniger der sig en lille frygt ind… Hvad så når vi kommer hjem? Finder jeg nye drømme? Da turen her gik i vasken for 6 måneder siden pga. corona, var der ingen andre steder i verden jeg havde lyst til at tage hen. Thailandske strande, australske outbacks, europæiske storbyer, afrikanske savanner. Jeg gad intet af det. Så vi tog til Malta, hvilket var en dejlig tur, men jeg havde kun USA for øje. Hvad så når det er slut? Vil jeg kunne glædes over et rejsemål igen? Måske vil det mætte mig og så vil jeg endelig kunne fokusere lidt mere positivt på Odense NV, eller også vil jeg bruge resten af livet på at længes tilbage efter San Fransiscos stejle gader. Jeg skal lige til at freake helt ud, men heldigvis fanger jeg Marias blik og rolige smil, som får mig til at tænke på noget helt andet. Vi skal checke in…

Min frygt er nu helt væk og jeg har fokus på det der skal ske nu. Security. Vi går op ad trappen og stiller os i verdens længste kø. Da vi har stået der lidt, er der pludselig en medarbejder der vinker os frem i ”fast lane” og vi kommer hurtigere frem. Jeg er taknemlig, og føler mig ganske særlig, lidt som en celebrity. Jeg forestiller mig hvordan vi lige om lidt skal fistre rundt i Hollywood og Beverly Hills og have samme følelse, og jeg smiler lidt for mig selv. Medarbejderen havde selvfølgelig bare set at vi var en familie med børn, og derfor ville få os frem i køen, men da jeg går nedad fast lane forbi pøblen er jeg lidt ligeglad. Jeg er Bruce Willis på vej til premieren på Die Hard. Uh! Vi skal huske at køre forbi Nagatomi Towers i Beverly Hills! Det gibber i mig igen. Jeg er som et lille barn.

Security-check går fint, og det irriterer mig lidt. Jeg har et katastrofe-gen som godt kan lide opmærksomheden, så jeg havde lidt håbet at blive tilbageholdt pga. mit lange skæg eller noget andet som betjentene fandt mistænkeligt, men de synes åbenbart at jeg ser sød og rar ud. Oh well, nu er der i det mindste ikke flere barrierer for at vi kan komme afsted, nu håber jeg bare at de vil lukke os ind i landet, når vi kommer til LA. …Åh, nu gibber det i mig igen, men denne gang er det bestemt ikke positivt. SLAP NU AF!