Åh ja… The sweet sting of everyday life… Hverdagens bittersøde tryghedsrepetition. Ingen dage er ens, men man synes alligevel at man har oplevet det hele før. Et deja-vu som ikke affødes af hukommelsesillusioner, men af virkelige hændelser, for det skete jo lige i går! De samme rutiner som skaber ro, orden og tryghed, skaber åbenbart også vakuum, passivitet og træthed?

Mnjarh, det kan vel ikke være helt rigtigt?

Under alle omstændigheder har der været en periode her, som ikke har været så ligetil at nedfælde på papir (eller skærm), for selvom hverdagskaosset har været til stede, så har impulsen til at beskrive det glimret med sit fravær. Eller er det måske bare en pæn måde at sige ”skriveblokade” på?

…skriveblokade… Det lugter faktisk lidt af dårlig undskyldning…

Skriveblokaden skyldes måske i virkeligheden overdreven skærmbrug, snarere end imaginære blokader der afskærer hånden fra hjernens kreative impulser. ”Min mund er en flaskehals for hvad min hjerne tænker” skrev jeg en gang… Sikke noget vrøvl.

Jeg undrer mig over: Hvad er det der tager os, hver gang vi forsøger at bevæge os fremad i planen? Eller hvad undskylder vi os med?

• Er det satan og hele underverdenens horder af dæmoner som afskærer os fra at gøre det vi gerne vil? Det er i hvert fald nemt at skyde skylden på ondskaben…

• Eller er det vores dovenskab, vores magelighed og alle de materielle ”goder” vi omgiver os med, som afholder os fra at skrive mesterværket, eller male dét billede der gjorde forskellen i dit kunstneriske selvværd?

• Måske er det travlheden vi bebrejder. Hverdagen æder mig, og derfor har jeg brug for at sidde her i sofaen og brænde tid af, når der endelig er rum til det… Og så magter jeg i øvrigt heller ikke at tage notesbogen frem, eller finde min fine æske med de gode tegneblyanter.

Hm…

Der var engang en der sagde til mig at satan naturligvis ikke er en skabning med lange horn, røde øjne og bukkeben, for hvis man mødte sådan en, var det rimelig indlysende at man skulle holde sig væk. Så ondskaben arbejder vel mere subtilt? Jeg ved også at argumentet ”Det er satans væk” af og til bruges når man ikke finder inspiration, når man igen føler sig for træt til at gøre noget spændende, eller når man for tiende gang på en time hiver mobilen frem og forsøger sig med bane 684 i ”Candy Crush Saga – Soda edition”… ”Denne tidsrøver er satans værk!” (Man følte sig i øvrigt også lidt ilde til mode da man spillede bane 666 ik’?)

Nej… Det er for nemt at skyde skylden på ondskaben, selvom den uden tvivl har rigelig indflydelse i verden. Det må være vores eget ansvar at fylde hverdagen med gode ting og slå autopiloten fra.

Vi blev jo egentlig givet en fri vilje af Gud selv. På grund af Hans store kærlighed til os. Han ønsker naturligvis at vi skal følge Ham, men det sker ikke automatisk. Det er et aktivt tilvalg.

Det vil sige at vi selv er forfatter i eget liv. Vi må gøre præcis hvad vi vil, uden at nogen skal diktere os. Vi vælger naturligvis at skrive mennesker ind i vores livshistorie, og nogen af dem giver vi lov til at diktere os. Vores livshistorie får også en hovedperson, en rolle Jesus ønsker at have. Men hvis vi ikke giver Ham den aktivt, så går den bare til noget andet, mindre interessant (og mere trivielt).

Uanset hvilken påvirkning ondskaben, hverdagen og livet har, så er det dig der sætter rammen. En ramme som du pænt kan holde dig indenfor (indtil du sætter nye rammer). Der er ikke andre der gør det for dig… Hverken det gode eller det onde. Du er naturligvis delt en hånd ved livets pokerbord, men det er dit ansvar at spille den!

Anyway: Skriveblokaden i din livshistorie er ovre! Så læg nu den mobil, rejs dig op, og gør det du godt ved du gerne vil.

Det har jeg selv lige gjort, eftersom at halvanden måneds tavshed på bloggen nu er brudt… 😉

Men… Husk også at se dig omkring, og sige Gud tak for alt det du allerede har.