En stille trissen gennem byens gader
giver stof til eftertanke og får pen og papir til at gløde
Stenbroen – naturen pakket ind i cement
Domkirken spiller en dyster melodi,
en dunkel efterårssang, som minder os om året, der gik sin gang
Jeg tænker ved mig selv: ”Din tosse! Du skriver, men rime kan du osse”
Gadekunstner i autonomhabit, hætten over cappen og mere buks end ben
skuler til mig med spraydåsen hævet, tydeligt inspireret.
Han betragter sit staffeli og værket, der lige om lidt træder frem
Når aerosolen bærer pigmentet mod den kolde mur, kan jeg ikke lade være med at smile
Han smykker byen i urbane stemninger, midt i mørket, som kommer hurtigt, helt af sig selv
Jeg skulle ligeud, men drejer spontant til højre, mod græs og træer og åens vand
Ned i parken til byens lunge; min egen vejrtrækning føles også straks lidt lettere
Kontrasten til gadens grå og våde flader er brun og gul, rød og orange
bladene maler på græsplænens grønne lærred
Jeg trækker skuldrende helt op, så de næsten når min hue
Træerne smider deres blade -de dør- og efterlader os her alene i kulden
De visne, brune blomster i Eventyrhaven, spændt ud, gravide med frø
Snart vil den bare jord træde frem, men kun til gartneren dækker den med gran
Han pynter forårets og sommerens grav, men det minder mig alligevel lidt om jul
Dagene forkortes, vi trækker indenfor og samles om det, der er nærmest
Vi har ikke længere lyst til at hænge ud på græsplæner eller hilse i parken
Vinterdepressioner sniger sig ind; vi formoder de har ret til at være her
Dog kun indtil solen igen får magt og tvinger dem i knæ ved forårets alter
Det sætter lys indeni og minder mig om, hvad der kommer, inden vi ved af det
Når varmen og duften af håb vender tilbage
Og endnu mere fortæller det om en kommende sommer, som aldrig igen skal erstattes af død.
Den sommer, vi håber på, når vi igen skal være sammen, alle sammen.
Både Far og alle dem, vi mistede engang.
Jeg går hjem igen, helt i ro, og betragter med et smil den nymalede, farverige mur
