Når jeg er ude at gå, hvor solen nærmer sig horisonten og farver de langstrakte flygtige fjerskyer i varme nuancer, begynder tankerne at drifte.

Jeg kom til at tænke på en af mine gamle klassekammerater fra min folkeskole. Hun var ikke en jeg snakkede meget med, ikke en jeg havde et særligt forhold til, eller nogen særlige følelser for. Hun var bare en del af klassen. Hun var ikke upopulær på nogen måde, hun var faktisk vellidt og havde enkelte gode og nære veninder. Hun levede sit liv, lidt ligesom alle vi andre, med tilpas afmålte armbevægelser og tilstrækkelig opmærksomhed.

Jeg havde dog kendt hende godt nok dengang til at jeg stadig kan huske hendes navn, så jeg tænkte ”Gad vide hvor i verden hun er i dag?” Hun må jo næsten have en onlinetilværelse som de fleste andre, så jeg besluttede at finde hende. Der var ikke nogen særlig grund, andet end en nysgerrighed på et af de liv der var gået, uden det havde haft min opmærksomhed.

Facebook. Et godt sted at starte, for stalkere og de nysgerrige, så jeg skrev hendes navn og søgte.

Siden der kom op, var en mindeprofil.

Jeg kunne kende hendes ansigt. Hun havde altid langt tykt hår dengang, men det korte hår og tørklædet hun havde om hovedet på sit profilbillede, fortalte en historie. Et helt liv var gået, utvivlsomt med store kampe og voldsomme dage. Hendes billeder vidnede om en kvinde med et fast blik og en stålsat vilje, og hun havde både mand og børn omkring sig.

Livet er flygtigt og vi kender ikke vejen. Hvor mange gange skal vi se månen blive ny igen? 6 gange? 40? flere eller færre? Det ved vi ikke, og de fleste af os holder fast i den uvidenhed, uden egentlig at give det større opmærksomhed. Så er der dem der tænker på det hver dag. Dem der er bange for hvad der er på den anden side, og om det mon bare er et evigt tomrum. For dét er godt nok lang tid at tilbringe i et tomrum.

Endelig er der mennesker som min gamle klassekammerat, som nok på et tidspunkt henad solnedgang, kunne give et kvalificeret skøn. Der hvor accepten måske er blevet det nye håb, og en overvejelse måske sneg sig ind, at tomrummet efter solnedgang, måske ikke var så tomt alligevel.

Dét er håb, og med håbet lever vi altid til det sidste. Ikke et håb der tvivler, men et håb der gør det usynlige til en synlig realitet.

Vi må huske at leve livet før solnedgang, og lægge natten i Guds hænder.