Jeg vil gerne fortælle om Fiona.

Fiona er en lille fin spinkel pige med uglet hår. Pandehåret bølger fra toppen af hendes hoved, ned over panden og ender lige der hvor hendes dybblå øjne begynder. Selvom håret er uglet, så indrammer det hendes porcelænshvide ansigt fint, og heldigvis kan man nemt se hendes fantastiske smil, både på munden men også i øjnene. Man kan se hendes smil… Når der en sjælden gang er et smil. For, ser du, Fiona er bygget af et særligt materiale, som giver hende vigtige egenskaber, men alligevel nemt kan få hende ud af balance. Mørtlen i hendes knogler er skulptureret med den helt fine mejsel, blodet i hendes årer er hældt i med den allerstørste forsigtighed, og er af en type som får selv de mest anerkendte connaisseurer til at løfte øjenbrynene. Huden, som Mesteren har betrukket hende med, er af den helt tynde silke, som sjældent findes i metermål, og har et mønster som normalt betegnes ”Vitiligo”, men Fiona elsker sit mønster! Nerverne er måske ikke isoleret helt så tykt som så mange andres, og den måde hun opfatter verden på, er intens. Hendes hjerne er wired med største omhu, så alle de idéer og tanker hun får, kan få lov til at vokse sig store.

Fiona er et komplet menneske, bygget helt unikt og med alle funktioner intakt. Hun er bygget med et formål, og det har hun nok ikke helt gennemskuet endnu. Den helt sarte og sofistikerede måde hun er sat sammen på, gør hende også mere følsom overfor mange ting. En egenskab hun uden tvivl skal have lov til at udvikle, for det er en fantastisk egenskab at besidde. Hun kniber øjnene sammen når vi trækker gardinerne fra, dukker hovedet når der kommer en uventet lyd. Hun opfanger helt raffinerede dufte, længe før vi andre overhovedet bemærker noget. Når hun mærker på stof og teksturer, kan hun straks afkode hvilke figurer, masker og udklædninger hun kan lave, og de er både farverige, frygtindgydende og fantastiske! Hun forsøger at tegne det så vi kan se hvad hun mener. En helt diskret streg har hun, når blyanten danser rundt på papiret. Men hun formår alligevel ikke at få alle farver, idéer og fantasier ud gennem den spinkle arms flaskehals.

Hun bliver nemt frustreret, og synker i stedet ned i sofaen og kigger på alle de andre der får det til at lykkes, inde i skærmen.

Margarinefabrikken

Hun havde brug for at få luft for alt det hun besad, så Fiona fik et job, henne på margarinefabrikken. Det var en stor gul bygning med mange gange og rum. Alle rummene lignede hinanden, og gangene var beklædt med fliser og mursten.

Hun fik jobbet fordi det jo er vigtigt at være sammen med andre, og udvikle den verden som Fiona går og bygger på. Den med alle farverne, fabeldyrene og de dejlige følelser. Hun var begyndt at bygge en af dyrene med skumgummi og limpistol. Hun havde et helt særligt navn til den, selvom den lidt lignede en kanin. Men man kunne tydeligt se hendes kreativitet og streg i masken hun lavede.

Det gik ok i starten på margarinefabrikken. Hun arbejdede i afdeling B, og blev forfremmet hvert år. Hun blev faktisk forfremmet uanset hvad hun lavede, og hvordan hun lavede det. Efterhånden kom det frem, at hendes overordnede ikke var så begejstret for den måde hun lavede margarine på, det var ikke rigtigt. Den var ikke firkantet nok, eller den havde den forkerte farve. Margarine skal være firkantet og sygdomsgul, ikke azurblå og formet som en kanin!

Konklusionen var, at Fiona var umoden, men “det skulle nok komme med tiden”. Vi skulle ikke panikke! Hun skulle nok lære at lave fine gustengule firkanter, ligesom alle de andre arbejdere i afdeling B. Fiona trak på skulderen og kiggede ud gennem vinduet til dem der holdt pause. De hyggede sig vist, med bolde, sjippetov og mooncars. Hun smilte lidt mens hun drømte sig ind i den verden hun altid havde bygget på indeni. Rumvæsner der hoppede rundt mellem små planeter, mens andre kørte rundt på Mars i deres Mooncars.

”Er det ok med dig Fiona?” Hun blev pludselig revet ud af sin drømmeverden af sin overordnede. Hun havde stillet Fiona et spørgsmål, og nu sad alle andre i rummet og stirrede på hende. Det var dybt ubehageligt! En lille grim Følelse som hun ikke havde lagt så meget mærke til før, dukkede pludselig op i hendes verden. ”Øh, ja” sagde hun, uden at vide hvad der egentlig var ok. Hvad havde hun sagt ja til? Den grimme Følelse rejste sig op, tog en bred pensel, dyppede den i en mørk spand og malede en grå bane hen over den blå kanin. Fionas hjerte begyndte at slå kraftigt og hun blev pludselig overvældet af flere Følelser hun ikke havde haft før. En tåre trillede ned ad hendes kind, men hun tørrede den hurtigt væk. Hun turde ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed nu hvor hun allerede havde været så rigeligt i fokus!

Da Fiona blev forfremmet til niveau 5 i afdeling B, havde hun svært ved at nå sin kvote. Der skulle laves mange gustengule firkanter, og hendes var altid enten skæve eller i forkerte nuancer. Nogle gange fik hun lavet noget der var limegrønt og lignede en bille hvilket hun syntes var sjovt, men hendes overordnede var absolut ikke underholdt. Det var nemlig forkert! Hendes afdeling var i øvrigt også blevet meget mere larmende, og det gav hende altid hovedpine. Det rungede også noget så frygteligt når Fiona gik gennem de stenbelagte gange, især når alle hendes 700 andre kollegaer også skulle igennem, på samme tid.

Klokker der ringede, råbende stemmer, skrig og skrål, stirrende blikke, sure sokker, blinkende lysstofrør, store mennesker, bussemænd på væggen…

Det var lige dér, midt på gangen, mellem alle indtrykkene at Fionas verden pludselig styrtede sammen over hende for første gang. Det var også dér den grimme Følelse begyndte at male med den helt store pensel. Hendes ører lukkede alle lydene ude, hun kunne pludselig ikke trække vejret, det sortnede for hendes øjne mens stengulvet hurtigt kom nærmere.

*Mørke*

Kampen

”Ja goddag, Fiona har desværre fået det lidt skidt, er det ok at vi sender hende hjem?”

Stemmen i telefonen lød pædagogisk men mest formel og bestemt.

”Ja, det er ok, jeg er hjemme” sagde jeg, lidt uforstående. Da Fiona kom hjem, smilte hun lidt og sagde at hun havde fået det skidt, men at hun var ok nu. Hun rakte mig en gul papirlap. Det var hjemsendelsespapirer som skulle sikre at hun kom godt hjem, nu hvor hun var blevet syg.

Hun sank ned i sofaen med sin skærm, og begyndte at kigge på alle dem der får tingene til at lykkes derinde.

Vi kontaktede fabrikken, og igennem det næste lange stykke tid forsøgte vi at forklare at Fiona måske ikke passede helt ind dér. Vi undersøgte om der måske var andre muligheder for hende, andre jobs. Men det var der bare ikke.

I Fionas univers havde den grimme Følelse nu indtaget centerpladsen. Det var den der malede væggene nu, det var den der formede figurerne nådesløst i hendes sind, og skulpturerede hendes krop. Hendes hud begyndte at klø, hendes hjerne begyndte at gøre ondt, og tårerne fik oftere og oftere frit løb. Men lige lidt hjalp det. Fiona hørte til på niveau 5 i afdeling B. I hvert fald de dage hvor hendes ben kunne bære hende. Masken som hun tidligere havde arbejdet på, lå nu også bare i hjørnet halvfærdig og støvet. Skumgummiet var blevet mørt og gustengult ligesom margarinen på fabrikken.

Vi skrev alenlange breve til andre afdelinger udenfor fabrikken, vi blev indkaldt til samtaler med eller uden Fiona, papirbunkerne voksede, og de beskrev alle de ting som var forkerte og skæve ved hende. Men der var ingen der beskrev de farver vi kendte. Ingen fantasivæsner, kaniner eller azurblå nuancer. Det var kun sort, hvidt og firkantet.

Den eneste farve der var tilbage var bunken med de gule hjemsendelsespapirer, som voksede støt efterhånden som Fiona steg i rang -for det gjorde hun! Hun blev konstant forfremmet, og kvoterne hobede sig op! Hun var nu på niveau 7, og det var som om, at alle bare var ligeglade! At producere margarine var det vigtigste i hele verden! ”Det er en fase”, ”Vi ændrer lidt i arbejdsplanen”, ”lad os sætte hende på halv tid, så laver hun da lidt margarine”. Mængden af trivselssamtaler voksede, skiftende supervisorer, ledere og vikarer, mens fagpersonalet omkring bordet gradvist fik tungere og tungere titler, med flere og flere stjerner på skuldrene… Afdelingsleder, Fabrikspsykolog, Distriktspsykolog, PPR-ansvarlig.

Vi var trætte… og Fiona var nu næsten ikke på arbejde mere, men det hjalp hende heller ikke. Hun var kommet for langt ud nu, og hun kunne ikke selv komme tilbage. Hun havde brug for hjælp, men vi kunne ikke hjælpe hende. Hun kiggede mest bare ind i skærmen, på alle dem der får tingene til at lykkes.

 Der var endnu et møde, vi kunne næsten ikke løfte bunken af papirer længere, og vi havde egentlig givet op. Vi kæmpede begge to med at holde følelserne tilbage da vi sad der ved det sterile hvide bord, som vi efterhånden kendte så godt. Jeg kiggede ned i bordet, og min stemme knækkede over: ”Vil I ikke godt hjælpe os videre nu?” Der blev stille i hvad der føltes som mange minutter. Åbne laptops der snurrede, flakkende blikke, foldede hænder…  ”Jo. Det er vist ved at være tid” svarede Afdelingslederen endelig.

Vi kiggede op. ”Mener du det?”, svarede jeg. Var der virkelig en åbning? ”Der findes et sted, hvor skabninger som Fiona har en chance for at trives. Det hedder Fionaværkstedet. Man laver måske ikke så meget margarine, men det er nok heller ikke vigtigt lige nu. Men det er svært at komme derhen. Man skal have lov, og det må vi prøve om vi kan få.”

Fagpersonen med flest stjerner på skulderen var med online på en skærm, og hun rystede bare på hovedet. ”Glem det!” sagde hun. ”Der er 3000 arbejdere i Fionas kategori, og Fionaværkstedet, har plads til 10!”

”Jeg beder jer om hjælp alligevel, og så beder vi derhjemme til de højere magter, hvad mere kan vi gøre?” svarede jeg. Der var mere end ét sæt himmelvendte øjne på det møde, af forskellige årsager, men da skærmen med den overordnede blev slukket, mente Fabrikspsykologen alligevel at det var værd at prøve.

Tiden gik, flere tests, flere møder, flere gule sedler. Fiona sad nu bare for det meste med den der forbandede skærm, men i det mindste kunne hun holde den grimme Følelse i skak for en tid, så vi tillod det.

Indeni Fiona var der nu to farver. Grå, og gustengul. Hun drømte om margarine om natten i de få timer hun kunne sove, og hun talte om den grimme Følelse om dagen. Fordi hun var så fint skulptureret, var hele systemet nu overbelastet med forventninger, pres og kvoter. Hele hendes verden handlede kun om Følelsen og margarine. En gang imellem dukkede der en farve eller to mere op -eller en skæv form- og det fik os til at grine lidt, men det blev mere og mere sjældent. Alle i huset var påvirket, og selv Fionas søskende blev trætte af at tale om den åndssvage grimme Følelse og de gustengule firkanter.

Fionaværkstedet

Det var en mandag. Jeg havde fri, og hverdagen skulle snart starte igen. Pludselig dumpede der en kuvert ind ad brevsprækken. Den var fyldt med farver og små sjove figurer. Vi samlede den op og åbnede den. Det var fra Fionaværkstedet. Fiona skulle til samtale! Vi kiggede på hinanden og nu kunne mine tårer ikke længere holdes tilbage. ”Der er en chance!”

Men Fiona ville ikke afsted. Hun var blevet så vant til de grå nuancer og den harske margarine, at hun ikke kunne forestille sig andet i livet. Der var intet håb, men selv dét havde givet hende en form for tryghed. ”Hvad tænker du om at få nyt arbejde Fiona?” spurgte vi ”Det er helt forfærdeligt.” svarede hun stille, mens tårerne trillede ud af hendes dybblå øjne, og ned ad porcelænskinderne. ”Men du er nødt til det Fiona.”

”Ok.” sagde hun sammenbidt. Jeg følte næsten at jeg var i tovtrækning med den grimme Følelse da vi sad og talte sammen, men vi vidste at det var nødvendigt.

Tillykke med jobbet!

Fiona har fået nyt arbejde. Hun er på Fionaværkstedet nu. Vi var til samtale, og midt i det hele gik det pludselig op for mig, at nu handlede det hele om hende, og ikke om hvad hun skulle producere.

Det handler faktisk om hende! De har set hendes mønstrede silkehud, de kender godt den tynde isolering hendes nerver kan have, hendes fint afmålte blodbaner og den farverige verden hun engang besad, og som stadig må være derinde et sted. De kender det, fordi de faktisk mest er interesseret i hende, og ikke så meget i hvad hun får præsteret.

Fiona har ikke haft sin første arbejdsdag endnu, men der er allerede dukket lidt flere smil op, og jeg fornemmer også lidt mere kulør i hendes talestrøm. Vi er spændte. Vi kniber os selv i armen, og er stadig bekymrede, men vi ved at hun faktisk er i en ramme nu, hvor hun ikke falder igennem sprækkerne.

But seriously

Fie er selvfølgelig helt særlig for os, fordi hun er vores datter, men hun er jo langt fra alene! Hun kom gennem et nåleøje, ind på en skole som tilpasser sig hende, og ikke en skole hvor hun skal tilpasses. De har god succes med den skole, men det er kun 2-4 elever der får dén mulighed hvert år. Vi er taknemlige for at vi kom igennem nåleøjet, men jo mere vi har kæmpet, jo mere forstår vi at behovet derude omkring er meget større end der er ressourcer til, og det vokser!

Det var en hård kamp, og den er på ingen måde ovre endnu. Det næste stykke tid skal bruges på at få Fies skuldre ned igen efter at have været i et ræs, som på ingen måde kunne rumme hende, trods gentagende forsøg. Nu skal hun hen et sted som tilpasser sig hendes behov, hendes tempo, hendes tanker og hendes FORBANDEDE angst! Og måske… Måske kan hun slippe angsten, komme ud på den anden side og få lov til at dele hendes farverige og ekstravagante univers med resten af verden. Måske kan vi endelig få lov til at se mere af det der bor i hende, og ikke bare en ”tilpasset” version af det indpodende system… Men helt ærligt…

Har ALLE børn ikke fortjent at få den chance?