Aromaen er intens når man først stikker næsen ned i karryposen. Men hjernen vænner sig hurtigt til den, og man kan ikke rigtig opleve den igen på samme måde, før snudeskaftet har holdt en lille pause.

Måske er det det samme med livet. Vi dykker hovedkulds ned i det; drikker, smager, inhalerer, til vi næsten sprænges af stimuli. Så kommer ligegyldigheden, eller det er måske for stærkt et ord; Vi vænner os til smagen og selvom det stadig er godt, så kommer vi til at tage det for givet.

Den første slurk øl på en brandvarm dag, er unægteligt bedre end den sidste. Den første mundfuld risotto er episk, den sidste smager mest bare af ris.

Vi har åbenbart brug for vekseldrift for ikke at gå i stå. Begrebet man bruger, især i økologiske landbrug, om at veksle mellem afgrøder fra sæson til sæson, så jorden ikke udpines. Begrebet som selveste Søren Kierkegaard adopterede for at beskrive menneskets behov for at opleve nye ting hele tiden, så man ikke keder sig ihjel. Vi craver tilsyneladende et sofistikeret ”change of scenery”, for ikke at vænne os for meget til hverdagen, og miste duften af livet. Men er det sundt? Er det derfor skilsmisseraten er så høj? At børn mister fædre og mødre til yngre og ”bedre” modeller? Jeg kan ikke tro det, for det er jo tåbeligt! Det er jo ikke bedre, bare nyt… for en tid…

Skribenten

Jeg har skrevet meget i mit liv. Det startede med sange på engelsk, da jeg var ni år gammel. Sådan blev det ved i mange år, indtil jeg havde skrevet adskillelige A4-blokke tynde. Da jeg blev ældre, forsøgte jeg mig med danske digte. Jeg sad i mit lille ungkarlehummer på første sal i baghuset, helt inde i hjørnet over gården puttet dybt ind bagved i køkkenet overfor min seng. Jeg sad foran min computer, med en smøg i kæften og benene trukket op under mig.

For første gang skrev jeg på dansk, og poesien voksede mens det engelske fadede ud og forsvandt. Da jeg havde etableret mig selv som ægtemand og lønslave i forstædernes evindelige copy/paste villaer, kom historierne. På det tidspunkt havde jeg ganske vist prædiket længe, men jeg havde aldrig beskæftiget mig med skønlitteratur.

Da jeg begyndte der, undslap evnen til at skrive digte mig…

Nu er jeg ved at løbe tør for blæk. Følelsen af at historierne bliver kortere og kortere, mens forbindelsen mellem mine tanker og mine hænder, bliver en stadigt stammere flaskehals.

Lige her er det vigtigt hvilken vinkel jeg vil tage på det.

Jeg kan gå i panik og tænke at der efterhånden ikke er mere tilbage at give sig i kast med, eller jeg kan kigge på historikken og forvente endnu et skift til noget nyt. Måske er det ligesom næsen i karryposen: Jeg har været væk for en tid, og nu er duften af sange ved at vende tilbage igen? Det er altid sket dynamisk, så nu er det om at se frem til næste epoke.

Men pointen er: Det er ikke et skift jeg selv har initieret… Ikke bevidst i hvert fald. Jeg har været tro mod mig selv og min tilværelse, og livet har bugtet sig i adskillige bakkedale, helt naturligt og utvungent.

Stay!

Tricket er at forblive tro, og følelserne vil vende tilbage. Det tror jeg er sandt i mange aspekter af livet. Det er ikke altid løsningen at skifte spor, bare fordi smagen er aftaget. Livet er jo ikke et gennemgnasket stykke tyggegummi! Det er så meget mere, det stikker så langt dybere. Så raffineret, og så fint at vores sanser risikerer at overse det.

 Giv tid, giv plads, kærlighed og nåde. Bøffen er lige så saftig og mør næste gang, og den første slurk øl er også god næste fredag på bænken i solen. Det værste man kan gøre, er at gå i panik, og febrilsk forsøge at udskifte alt det der i virkeligheden skaber fundament i vores liv. Skift bare karryen ud med paprika eller oregano, men skift ikke, bare fordi du har vænnet dig til smagen. Der er stadig masser af duft i livet, hvis vi bare gør os umage og dyrker lidt ”næsetræning”. Det er når vi vælger at dykke dybere, at det helt fine viser sig -du ved- modne bær og noter af læder, citrus med et hint af hyld.

Hermed bevist at selv en simrende kylling i karry kan trigge en lommefilosofi. Anyway, i sidste ende er livet allerbedst, når man bygger det sammen med nogen man kan li’.

Ligesom mig…