#MYsndtrck: Mandag 22.35 – ”Crosses – Goodnight, God Bless, I Love U, Delete”

Jeg er sunket ned foran computerskærmen. Nye sange flyder igennem hovedet, mest pga. de store hovedtelefoner der pryder mit kranium denne halvdøde mandag aften. Jeg burde have vandret gennem det regnvåde mørke i stedet, det ville i det mindste sætte den korrekte stemning. Jeg drejer hovedet og kigger ud gennem vinduet, mens bassen fylder hele mit væsens tomrum ud med sin insisterende og ildevarslende dybde. Det føles godt.

Musik gør noget ved mig, det sætter soundtracket til mit liv, farver hverdagen i pulserende nuancer. Det rykker mig ud af leverpostejen og lægger mig på urbane enge, skuende op i en dyblilla neonhimmel.

Der går ikke mange sekunder før min sjæl forlader kroppen og svæver hen over forstadens hustage, gennem parker og lyskryds, over regnvåd asfalt under gadelamper, til den gør holdt foran dét hus.

Der hvor jeg boede, kort tid i kælderen.

Lejligheden med mine største fald, sødeste fejltagelser, og højstrækkende øjeblikke. Guitaren var aldrig længere væk end jeg hurtigt kunne række ud og kreere nye linjer.

Der var dunkelt og fugtigt i mit kælderpalads. Køkkenet var kun en kogeplade på et bord, og toilettet brillerede med brune klinker. Håndvasken dublerede som køkkenvask, og soveværelset havde gulvtæpper med børnemotiver, men jeg havde perspektiver… Egoet var mange gange større, end mit lille hummer.

Det var også her vi to ofte talte sammen.

Vi sad inde i “stuen” med dæmpet belysning fra gamle lamper og drømte, mens musikken flød gennem luften. Bassen satte sig i mellemgulvet, mens drømmende vokaler rakte ud mellem tandfladerne mod himlens unåelige stjerner. Kælderrummet voksede sig til en katedral for storladne guitarriffs. De små timer tilhørte os, mens drømmene voksede sig større end vores sjæle var i stand til at rumme. Vi var rockstjerner, små guder, ydmyge helte.

Alt var ok denne vinternat. Luften var fuld af kasteller, parfumeret røg og nikotin. Vi havde smøger, tænke-te og røgelsespinde nok til at få os gennem natten, til daggryet kiggede ind gennem kældervinduet. Vi skrev mellem linjerne, mellem dagene og mens askebægeret fyldtes, tømtes idéerne ud på bordet imellem os.

De dybe samtaler om musik, kvinder og følelser kunne aldrig stoppes, og vi var sikre på at natten ville vare for evigt.

Du var ambitiøs, og jeg var eftertænksom. Selvom vi oftest var i uenige om hvor melodien ville tage os hen, connectede vi alligevel på et dybere niveau.

Jeg ville ønske at du stadig var her. Der er kommet så meget ny musik, som vi nemt kunne have røget til. Jeg har stadig mere røgelse at brænde, men det bliver ikke sammen med dig. Samtalen stoppede. Du flyttede væk, blev gift og skabte nye drømme. Det gjorde jeg faktisk også.

Men da vi mødtes femten år senere, var alt stadig som i gamle dage, og straks fór vi i et kaninhul, så dybt som det kunne lade sig gøre. Det var så typisk os. Det var sommer og høj sol, men følelsen var den samme.

Der gik bare seks måneder før du ringede igen. Du var så ked af det, og jeg var stivfrossen i vantro. Jeg tror ikke rigtig jeg forstod hvad du mente. Jeg lovede at jeg ville besøge dig, men jeg nåede det ikke… Det gik så stærkt.

Når jeg lader mig drukne i et betagende favnende lydunivers, med dybe undertoner og finurlige riffs, hænder det at jeg tænker på dén aften. Den med smøgerne og røgelsen. Den kommer aldrig igen, men den dag hvor billetten bærer mit navn, lover jeg at vi skal dykke i kaninhuller med evige gange, for der var så meget mere vi burde have diskuteret.

Musikken spiller videre og jeg nyder både nye og gamle årgange som fin vin. Jeg skænker dig af og til en tanke og denne aften var en af de gange.

Jeg trækker vejret dybt og rejser mig fra skærmen, tager min grønne vinterjakke på og trækker strikhuen ned over ørerne. Hovedtelefonerne passer så fint udenpå huen, så fryser jeg i det mindste ikke dér. Jeg kysser Maria på kinden og går ud i natten med hovedet fuld af musik, og hjertet fuld af taknemmelighed.

Cheers mate…