Jeg leger lidt med en historie for tiden, og jeg er lidt i tvivl om den fungerer. Men nu kommer den alligevel op her:

Ikh… Ikh… IKHABOD! ”Hører du overhovedet hvad jeg siger?” Han blinkede hurtigt med øjnene og fik øje på hende… Hun snakkede vidst med ham, men han var zonet ud igen. Han var nede på 4,5 minuts koncentration nu, inden hans tanker bevægede sig over på andre ting.

Der var sådan set ikke noget fysisk galt med ham, han zonede bare ud.

Den endeløse tomhed havde fået mere og mere fat i ham de sidste par år, og nu kunne han rent faktisk sidde længe bare og stirre direkte ind i den, uden at fortrække en mine.

Tomheden var sådan set ikke tom, men med den fulgte en masse uforløste drømme, håb og minder som ubarmhjertigt straffede hans efterhånden blegfede krop, indefra…

”Ja… Undskyld… Jeg tænkte lige på noget andet”

”Det gør du jo altid! Du tænker altid på noget andet, end det du er i lige nu!”

”Ja… Ja det gør jeg… Jeg – jeg ved ikke hvorfor…”

”Du må tale med nogen om det her Ikh” svarede hun ømt, men med et strejf af irritation.

”Det gør jeg jo… Hele tiden… Men ingen gider at høre om tomhed!” indvendte han ”De vil høre om min skæve barndom, mine oplevelser, mine planer! Men det er tomheden der tager mig, hver gang…. Ingen gider at høre historier om tomhed!”

Det var en mærkelig situation, for jo mere han foretog sig, jo større blev tomheden. Han kunne engang dvæle ved artisters ulovlige kunstværker på byens betonmure, som man ville dvæle ved en solnedgang. Tonerne fra undergrunden ville pirre hans intellekt og sætte ham i en rus af farver og melodier, der samtidig fik hans hænder til at skrive komplekse historier, om steder og stemninger ingen før havde hørt om.

Men nu… Nu var hans fingre krogede og grå, og sluserne var svejset til… Figurativt, naturligvis.

”Lægen siger at det er stress” sagde han efter længere tids stilhed. ”Ja” svarede hun opgivende, ”Så må du jo sætte farten lidt ned”…

”Sætte farten ned!?!” bed han… ”Jeg laver jo ingenting!! Jeg sidder bare her og stirrer ind i tomheden, og så siger du at jeg skal sætte farten ned??”

Han savnede de dage hvor han kunne skelne farverne fra hinanden. De dage hvor tonerne var drilske og legede med hans sanser.

Han trak vejret dybt og åndede ud i et suk, ”Jeg skal afsted” fik han sagt inden sukket var ovre, ”vi ses senere”.

”Jeg elsker dig” prøvede hun bekymret…

”I lige måde”…

Han kunne tit samle tankerne bedre når han kørte, og denne dag bidrog på en særlig måde til sentimental eftertanke med sin grå og våde fremtoning. Tomheden var knapt så vigtig når han kørte, og musikken i radioen gjorde ham godt…

Det gik langsomt i morgentrafikken, og verden gled stille forbi, som en grå kulisse for hans uendelig kedelige teater… Han holdt stille i køen lige ud for en byggeplads, og midt i det hele lå et kæmpe bjerg af grus som gravkøerne gnavede af engang imellem. Det mindede ham om en ferie de engang var på, hvor de vandrede i bjerge, nød stilheden på de små stier og duften af varmt græs og krydderurter… Lige der, var det som om noget gik op for ham… Stilheden… Tomheden… Minder de ikke lidt om hinanden, bare med modsat fortegn? De har begge intethed i sig, men i stilheden bringer intetheden bare ro.

Han fik pludselig en voldsom trang til at springe ud af bilen og kravle op på toppen af grusbunken, men han vidste godt at det ville være dumt, så han lod være…

Alligevel satte tanken en kim dybt i ham. Noget som kunne vokse sig stort, eller dø, alt efter hvad han fodrede det med.

”Jeg har brug for stilhed, ikke tomhed…” konkluderede han. Mens køen så småt opløste sig og mundede ud i formiddagens mere optimistiske trafikscenarie.

”Ro på.”