Stemmen skratter i højtaleren. Hun er ventet…

Kvalmen tager til, mens hun tripper ned ad gangen som i dag virker uendelig lang og helvedesagtig.

Den store dobbeltdør åbner sig ind til de infernalske gemakker.

Skiderikken lukker sine fedtede læber omkring en bunke sammenrullede blade, som uden tvivl har kostet mere end hendes månedsløn.

Et opstød fylder hendes mundhule med syre, men hun formår at synke inden han lægger mærke til det.

Han stryger tændstikken og kigger op. ”Sig til Mikkelsen at han skal rydde sit bord”.

Sammen med tobakken går Mikkelsens livsgrundlag op i røg.

Det gør hendes værdighed også.